Weekendsol vil varme festivaldeltagere og grillentusiaster
Foto: Polfoto, arkivfoto
Polfoto, arkivfoto
Vi går en varm og flot weekend i møde, selv om der også nogle steder er risiko for regnbyger, oplyser DMI.
Se, det summer af sol over engen. Sådan starter Holger Drachmanns gamle sommersang, og sådan kommer vejret i Danmark også til at se ud i weekenden.
Vi kan nemlig vente os masser af sol og varme, oplyser vagthavende meteorolog Dan Nilsvall fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
- Varmen fortsætter weekenden over med temperaturer mellem 22 og 27 grader set over hele landet. Man kan dog godt regne med, at der også kommer nogle regn- og tordenbyger, siger meteorologen.
Det bliver varmest at opholde sig i Jylland fra fredag til søndag.
Dan Nilsvall fortæller, at Sjælland kan se frem til 22-23 grader weekenden over, mens temperaturerne i Jylland vil bevæge sig helt op til 27 grader.
Måske er de lidt køligere temperaturer østpå godt for de mange københavnere, der skal danse på hovedstadens gader under festivalen Distortion, der slutter søndag.
- Det bliver godt festivalvejr, uden at det bliver alt for varmt. Lørdag vil der i løbet af dagen være lokale regnbyger rundt omkring på Sjælland, men vi får en flot afslutning på weekenden fra lørdag aften, siger Dan Nilsvall.
Og hvis man skulle være en af de mange danskere, der kunne blive fristet til at tage grillen med ud i naturen, så advarer meteorologen om, at der mange steder i landet kan være meget tørre mark- og skovområder som følge af de høje temperaturer.
- Der er risiko for naturbrande, så man må gerne være opmærksom, når man tager grillen med ud i landskabet. Heldigvis er det sjældent, at der sker noget, men der har været meget tørt på det seneste, siger meteorologen.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker