Det er tidlig morgen i Kragenæs – solen sender stråler ud
over havnen og de gule marker, og man kan ane Dodekalitten i baggrunden.
Færgen fra Femø lægger til, og som den sidste triller en
lille hvid Hyundai i land. Louise Povlsen og børnene Ludvig på to og Luna på
fem er på vej til deres børnehave og førskole i Maribo.
Louise Povlsen flyttede til Femø for otte år siden fra
København. Hendes ungdomskæreste Hans Jakob Varming var på vej til at flytte
til Femø og så skrev han: Har du lyst til at komme på besøg?
Ludvig er to år, Luna er fem år. De er på vej til Maribo Skole Blæsenborgafdelingen fra Femø. Foto: Eva Højrup
- Og så faldt jeg for Femø. Her bor 120 mennesker, og vi
ved, hvem hinanden er. Man giver sig tid til at tale med hinanden. Man kan se
vand, uanset hvor man er, og man er afgrænset i, at det er her, man er,
fortæller Louise Povlsen.
På den her måde får børnene kontakt med andre børn og kan få legeaftaler
Louise Povlsen, beboer på Femø
Ansvar for en gammel tradition
Annonce
Louise Povlsen og Hans Jakob Varming er forældre til Ludvig
og Luna – og allerede da Louise Povlsen var gravid med Luna, oplevede hun, at
man som en del af at bo på øen bliver involveret i at bære fællesskabet.
- Jeg var kommet til at sige, at jeg gerne ville hjælpe med
juletræsfesten. Pludselig stod jeg med en pose med pynt – og hele ansvaret for
at holde en over hundrede år gammel tradition i hævd, fortæller Louise Povlsen.
Familien dyrker økologiske grøntsager og har grise på Femø.
En dag om ugen arbejder Louise Povlsen også på øens kirkegård. De havde håbet
på, at flere børnefamilier ville slå sig ned på Femø. Men det er mest ældre,
der bor på øen.
Femø-færgen på vej ind i Kragenæs Havn en tidlig morgen. Foto: Eva Højrup
- Lolland Kommune er ikke særlig glade for øerne, de prøver
ikke at hjælpe med at få flere tilflyttere, de vil helst have, at vi alle
sammen flytter til Maribo, oplever familien.
Savnet efter legekammerater og legeaftaler begyndte at
melde sig, da Luna blev tre et halvt år.
- Vi havde håbet, at vi kunne hjemmeskole børnene indtil en
vis alder. Men vi kunne mærke, at Luna ville ende som en klog gammel dame, hvis
vi ikke gjorde noget, fortæller Hans Jakob Varming.
Skiftes til at aflevere
Og det er derfor, at Louise Povlsen, Ludvig og Luna er med
færgen denne morgen. De er på vej til Maribo, hvor børnene skal i vuggestue og
førskole og være sammen med andre børn.
Tiden på færgen bliver brugt til at spise morgenmad, lege og lave lektier. Privat foto.
- Vores rytme er sådan, at vi går tidligt i seng, står
tidligt op – og så skiftes Hans og jeg til at tage færgen over og aflevere,
fortæller Louise Povlsen.
Turen fra Femø til Kragenæs varer 50 minutter.
Annonce
- Vi bruger tiden til samvær. Så vi spiser morgenmad, reder
og sætter hår, tegner og leger, fortæller Louise Povlsen.
Leg på stranden i det tidligere forår. Fra venstre: Hans Jakob Varming, Ludvig og Luna. Privat foto.
- Men for at det her kan fungere, så kræver det, at der er
en færge. Den ene har lige været på værft og der er aflysninger og så bliver
det svært. Vi har ofte udfordringer med færgen med aflysninger og færre
afgange, fortæller Louise Povlsen.
Derfor har familien valgt at købe et billigt hus i Holeby,
hvor de indimellem kan overnatte i hverdagene.
- Det er jo lidt en afvejning af fordele og ulemper.
Selvfølgelig bliver det mere besværligt med to huse – og at huske, hvad der er
af rent tøj de to steder. Men på den her måde får børnene kontakt med andre
børn og kan få legeaftaler, siger Louise Povlsen.
Den stilhed, der skal til
For familien er spørgsmålet ikke, om de vil blive på Femø
nu. Spørgsmålet er, om færgen gør det muligt på længere sigt.
- Vi venter spændt på den endelige færgeplan. Den kan
betyde, at vi er nødt til at bo i Holeby i hverdagene – og kun være på Femø i
weekenden. Men vi vil virkelig gerne være på Femø. Der kan man ikke høre biler,
der er den stilhed, der skal til, det er en idyllisk ø, siger Hans Jakob
Varming.
Seneste artikler
Johnny Deluxe spiller til festugen: - Det er forfærdeligt
Næsten lige så høj som Rundetårn: Ny sygehus-bygning har nået fuld højde
Stopper som formand
Annonce: Pas på natholdet
Annonce: Førerløs truck løfter logistikken på Lolland Falster
Mest læste artikler
Søllested bio truet af lukning i lolland kommune
Trafikuheld på Lolland: Personbil og hestetransporter bragede sammen
René Christensen skal være far
Lukker for vandet i nat
Ovn kortsluttede: Lejlighedsbrand sent tirsdag aften