Vores Lolland-Falster

Den 25-årige elektrikerlærling Nikolaj Klitgaard Nielsen er blandt de håndværkere, der arbejder i de nye boliger på Sognefogedvænget i Rødbyhavn. Foto: Anna C. Møhl

Nikolaj er beviset: Alle tog fejl

Han blev smidt ud af folkeskolen, da han gik i børnehaveklasse. Trods en hård start på livet, kan han snart kalde sig elektriker. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Han griner og smiler. Hele tiden. 

Bum-bum, som Nikolaj Klitgaard Nielsen, kaldes, havde ellers ikke meget af grine ad, da han voksede op. Han kunne ikke rigtig finde ud af at passe ind og endte tit i konflikter, som han troede, han kunne løse ved at være voldsomt.

Lærling får legat

Nikolaj Klitgaard Nielsen modtog for nylig Sydbank Fondens Lærlingelegat.

Fondens Lærlingelegat er på 15.000 kroner og uddeles for at hædre landets dygtige lærlinge.

I 2026 uddeler fonden 60 lærlingelegater som et led i sin indsats for at gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse.

Legatet er en anerkendelse af lærlingens indsats både fagligt og socialt.

Som seks-årig blev han til sidst smidt ud af skolen, inden han havde nået at komme rigtig i gang med at lære at stave og læse. På sin egen sære måde blev det en god ting for Nikolaj Klitgaard Nielsen, at han blev smidt ud af børnehaveklassen. Han blev nemlig indlagt på børnepsykiatrisk afdeling i Glostrup, hvor han efter to måneder fik en diagnose, der forklarede, hvorfor han havde så svært ved at passe ind. Nikolaj Klitgaard Nielsen har ADHD.

- Det var en lettelse at få at vide, hvorfor jeg ikke kunne sidde stille og altid var klassens klovn.

- Jeg fik at vide, at jeg aldrig blev til noget. Jeg var en rod og jeg kunne ikke finde ud af læse og stave, og jeg fik at vide, at jeg ville ende bag tremmer, siger han og griner.

Sådan kom det nemlig slet ikke til at gå. 

God til matematik

Efter et langt tilløb er Nikolaj Klitgaard Nielsen i lære som elektriker hos Rask EL og om et halvt års tid er han udlært.

Måske var Nikolaj Klitgaard Nielsen ikke verdensmester i at læse og skrive, men det gik op for ham, at han var god til matematik. Selv om han fik at vide, at han ikke var klog nok og at elektriker-uddannelsen var alt for svær, så har han bevist, at alle skeptikerne tog grundig fejl.

Nikolaj Klitgaard Nielsen blev så paf over al opmærksomheden, at han fældede en tåre. Foto: Anna C. Møhl

- Dem, der har det svært, skal hver morgen sige, jo, jeg kan godt. Tro, håb og vilje, det er mit motto, siger den 25-årige lærling. 

- Hvorfor kalder dine kolleger dig egentlig for Bum-bum?

- Hver gang jeg har lavet en opgave færdig, siger jeg bum og når den næste opgave er løst, siger jeg bum, fortæller han.

Får topkarakterer

For nylig modtog han Sydbank Fondens Lærlingelegat.

I begrundelsen for at give Nikolaj Klitgaard Nielsen legatet, sagde direktøren i Rask El, Jacob Goldbeck, blandt andet: "Han havde slået sig på nogle af de udfordringer, livet kan byde på som ung, og han havde ikke altid været omgivet af de mennesker, der fik det bedste frem i ham. Men bag usikkerheden gemte der sig en vilje og et talent, som endnu ikke havde fået lov til at blomstre."

"Hans historie handler om meget mere end en uddannelse. Den handler om aldrig at lade andre definere ens muligheder. Om at turde holde fast i sine drømme, selv når omgivelserne tvivler. Og om hvad der kan ske, når man møder mennesker, der tror på én, indtil man selv lærer at gøre det."

Der kom en tåre

Nikolaj Klitgaard Nielsen er en af de dygtigste på sit hold og at han gennem hele uddannelsen har leveret topkarakterer.

Uden han anede det, var der en masse mennesker samlet, da han skulle have overrakt legatet. Han vidste heller ikke, at han skulle have et legat og en masse pæne ord med på vejen. 

- Jeg har aldrig oplevet, at så mange mennesker roste mig og jeg var så overvældet, at der kom en tåre, siger han.

Drop media element here ...

Tro, håb og vilje, det er mit motto.

Nikolaj Klitgaard Nielsen, elektrikerlærling


Din historie. Vores Lolland-Falster

Hver markering på kortet gemmer på en historie. Klik og læs deres fortælling.