I 1984 slog Kim Hansen op i Guinness Rekordbog, og han faldt over Peter Larsen fra Slangerup og hans imponerende rekord. Over 8.700 oplukkere havde Slangerup-manden raget til sig gennem tiden.
"Det kan jeg også", kom den 12-årige Kim Hansen frem til. Han stjal farens oplukker og var i gang.
Der er kommet mange oplukkere til siden. Som han siger, "har det grebet lidt om sig", hvilket må siges at være en underdrivelse af dimensioner. Hele 36.284 oplukkere rummer det lille museum i Søllested.
Kim Hansen kender ikke til en større oplukker-samling. Den største registrerede er på 33.000, altså nogle tusinde oplukkere fra hans egen.
Et bredt udvalg af kendte og mindre kendte mærker har Kim Hansen i sin samling. Foto: Asger Brix Andersen
Alt, hvad ølflasken begærer
Annonce
Blomstrede penisoplukkere eller "dekorerede sjovere", som Kim Hansen kalder dem. Et utal af nisser, klokker og badesandaler – og så mange kamme, at du kan frisere en mindre landsby.
Med andre ord oplukkere til enhver smag. Fra letpåklædte damer til Jesus.
Familie, venner og kolleger køber, når de er ude at rejse, eller giver ham dem i gave. Ligesom Kim Hansen selv rejser rundt på loppemarkeder og opkøber andre samlinger.
Kim Hansen sælger dog også ud af samlingen, og visse har han så mange af, at de lige så godt kan komme andre til gode. Men når de bliver solgt på loppemarkeder, køber kunderne ikke bare en oplukker.
- Når folk så kommer og kigger, så kommer de jo ikke for at få en oplukker. Så er det mere for at sige, at sådan en havde min oldefar nede i kolonihaven. Sådan en skal vi da have.
- Så det er minder, jeg sælger, når jeg går af med dubletterne, siger han.
Fra elguitarer til krebsekløer. Der er lidt af hvert i Kim Hansens samling. Foto: Asger Brix Andersen
En ny tid
Kim Hansen fortæller, at helt oppe i 80'erne havde hvilket som helst firma med en lille smule respekt for sig selv mindst to forskellige reklameoplukkere med firmanavnet på.
Den tid er forbi.
Det gik op for firmaerne, at det var en uheldig signalværdi reelt at reklamere for alkohol.
Annonce
- Hvorfor skal et møbelfirma reklamere for ølprodukter? Nu er det blevet smartere, mere korrekt og meget billigere med poletter til indkøbsvogne eller kuglepenne, siger han.
Kim Hansen kommer aldrig til at mangle oplukkere eller kamme. Foto: Asger Brix Andersen
Stopper aldrig
Museet åbner efter aftale, og det roder da også lidt, da Folketidende kommer forbi. Men det er der en forklaring på, fortæller Kim Hansen.
Han har sat en ekstra skurvogn på, så oplukkerne har mere plads at folde sig ud på.
I løbet af 2027 forventer han, at der er helt styr på det, så gæsterne i højere grad kan få indblik i hans oplukker-verden.
Men hvornår stopper det? Hvornår er nok nok? Der er plads nok i haven til endnu en skurvogn eller to?
- Vi har jo alle en udløbsdato, som Kim Hansen siger.
- Det er den eneste naturlige stopklods for mig. Jeg ved, at jeg kan klemme 40.000 oplukkere ind i én skurvogn, så med den anden har jeg i hvert fald plads til 80.000.
Så du stopper aldrig?
- Nej, det har jeg ikke tænkt mig. Det er der ingen grund til, siger han.
Seneste artikler
Laila døde, mens hun gjorde det hun elskede allermest
Blå blink i havnen: Det var bare for sjov
Nykøbing FC med stort beløb til kampen mod brystkræft
Kniv, hærværk og vold: I yderste konsekvens ser 16-årig ind i ukendt fremtid
Uro på Femern-byggeriet: Det her frygter medarbejdere for
Mest læste artikler
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde