Et bizart ja - og vupti, en regning på 130.000 kroner

Vi forstår det ikke. Men vi stemmer ja!

Nogenlunde sådan lød det befriende ærligt fra Guldborgsundlistens Christian Schou i gårsdagens udgave af Folketidende.

Han forstår ikke helt, hvad han stemmer om. Han er i tvivl om grundlaget. Han har stillet spørgsmål og fået svar, som han stadig ikke helt begriber i sagen om spildevand i det åbne landskab.

Og så stemmer han ja.

Skørt? Bizart? Tja, lidt - og så alligevel.

Der ville jo ikke være noget nemmere i den her verden end at latterliggøre Christian Schou og hans byrådskolleger som en omgang dovne levebrødspolitikere.

Ganske vist halvdårligt betalt, men alligevel en flok, der ikke engang gider at sætte sig ind i de forslag, de skal stemme om.

Men den vej skal vi ikke ned ad.

Labber i vejret

I stedet kunne man stille sig selv spørgsmålene: Hvor mange labber ryger i vejret i landets byrådssale, uden at ejerne af hænderne til fulde begriber konsekvenserne af deres beslutninger?

Hvor tit bliver tvivl overdøvet af en forvaltnings skråsikkerhed? Og hvor mange politikere går hjem fra et møde og krydser fingre for, at embedsmændene havde ret?

Det sidste finder vi næppe nogensinde ud af. For de færreste politikere er nok lige så ligefremme som Christian Schou.

Det skal han sådan set have masser af ros for.

Men altså, det gør ikke hans ja-stemme mindre problematisk.

Regning på 130.000 kr.

For det handler jo ikke om farven på kommunens nye papkrus. Det handler om 1.275 ejendomme i Guldborgsund Kommune, hvis ejere kan blive pålagt at forbedre deres spildevandsrensning. En udgift, der i konkrete tilfælde kan løbe op i 130.000 kroner.

Det er ikke småpenge. For nogle er det en økonomisk katastrofe.

Derfor er det fuldstændig rimeligt, at de folkevalgte føler sig sikre på grundlaget, inden de sender regningen videre.

Og her bliver det kompliceret.

Guldborgsund Kommunes forvaltning virker nemlig ganske overbevist om, at dokumentationen er i orden. Eller rettere: At den dokumentation, som politikerne efterlyser på ejendomsniveau, slet ikke er nødvendig.

Ifølge Christian Schou har forvaltningen ligefrem lagt hovedet på blokken for den fortolkning.

Det er jo betryggende. Men øøh, nu er det jo ikke forvaltningens embedsmænd, der får en regning på 130.000 kroner, men kommunens borgere!

Alarmklokkerne bimler

Naturligvis skal kommunerne sikre et renere vandmiljø. Og naturligvis kan miljøkrav bygge på vurderinger af større arealer frem for målinger ved hvert eneste afløbsrør.

Men netop derfor må kommunen kunne forklare præcist og forståeligt, hvorfor dens dokumentation opfylder lovens krav.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at forsikre om, at sådan er reglerne.

Og når selv de politikere, der har stillet gentagne spørgsmål, fortsat ikke føler sig overbevist, bør alarmklokkerne bimle tårnhøjt.

Det kan godt være, at forvaltningen har ret, men afstanden mellem dem, der forklarer beslutningen, og dem, der skal tage ansvaret for den, er ganske enkelt for stor.

En kommunalpolitiker behøver ikke være jurist, miljøingeniør og spildevandsekspert i én og samme person, men man må som minimum forvente, at vedkommende forstår begrundelsen for sin egen stemme.

Det er trods alt derfor, vi har politikere og ikke bare en forvaltning med stemmeret.

Christian Schou kalder selv politikerne for en slags dilettanter i den her sag. Det er en hård dom.

Men måske også en påmindelse om, at der er forskel på at lytte til embedsmændene og at overlade ansvaret til dem.