Leder

Hovedtribunen er lukket på grund af faren for sammenstyrtning. Foto: Anders Knudsen

Kæmpe svigt at stadion blev en dødsfælde

Det er en skandale, at et kommunal anlæg har fået lov til at forfalde i en sådan grad, at den rent faktisk er livsfarlig!

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var fire, der var tre, der var to - og nej, det er ikke sangen om de ti små cyklister …

Næh, det er antallet af tribuner, der kan bruges på det faldefærdige stadion i Nykøbing.

Endetribunen har længe været ubrugelig, da betonen kan skvatte sammen, men nu er hovedtribunen også blevet lukket, fordi taget risikerer at dumpe ned i hovedet på tilskuerne.

Skal vi ikke bare smadre kuglen op i hjørnet og sige det, som det er: Det er en skandale, at et kommunal anlæg har fået lov til at forfalde i en sådan grad, at den rent faktisk er livsfarlig!

Ja, det er da skønt, at kommunen har opdaget, hvor slemt det står til, men mon ikke også, at tilstanden var kritisk farlig for 14 dage siden, hvor man uden at blinke lukkede hundredvis af tilskuere ind på hovedtribunen? Selvfølgelig da. Det er jo ikke lige opstået på et par uger.

Det kunne altså i yderste konsekvens være gået ravruskende galt - og været en regulær dødsfælde. Potentielt kunne politikerne have haft blod på hænderne - nu er det en skamplet på Nykøbing. 

Gammelt skrammel

Allerede 5. august skrev undertegnede på denne plads, at ingen var tjent med et stadion, der er ”noget gammelt skrammel” - og at der skulle ske noget.

Guldboksen - bygget for kommunale kroner - fungerer fremragende, nu kommer DBU’s milliarddyre ”Hele Danmarks klubhus” på atletikgrunden - og så står Lollands Bank Park som et ukrudtsbed.

Jo, jo - kommunen satte i det nye budget syv millioner kroner af til renovering i 2027, hvilket de så fremrykker til 2026, fordi der nu er kommet disse alarmerende oplysninger frem. Det manglede da sådan set også bare. Jeg har da immervæk aldrig hørt om et stadion, hvor to af fire sider er lukket, fordi de er ved at brase sammen.

Det er altså den måde, Nykøbing byder gæster og fans til fodbold på søndag, hvor et af dansk fodbolds øjeblikkelige succeshold tager imod Brabrand. Pinligt!

Men det ser ikke ud til, at skandalen stopper dér.

I den rådgivende ingeniørs rapport står der:

”Idet bjælkerne har revnede tværsnit i flere dimensioner, er udført af et materiale, der ikke er egnet til udendørs miljø, og elementsamlingerne er nedbrudte, skønnes bjælkerne udlevede. Da bjælkerne bærer tagkonstruktionen over en tribune, kan et kollaps have fatale konsekvenser.”

Med andre ord: Bjælkerne er færdige, materialet ikke egnet til udendørs brug(!) - og taget risikerer at skvatte ned i hovedet på folk med dødelige konsekvenser.

Hvad vil I?

På mandag skal Økonomi- og Erhvervsudvalget så tage stilling til de overslag, der ligger på renoveringsopgaverne for endetribunen og hovedtribunen - og det ser ud til, at det kan holdes inden for de afsatte syv millioner kroner, men det er jo med den helt store ubekendte, at det midlertidige fix på hovedtribunen er netop det, absolut midlertidigt. 

Det stiller jo nogle helt åbne spørgsmål til et ansvarligt byråd og udvalg:

Hvorfor har stadion fået lov til at forfalde i en grad, så det er blevet livsfarligt? Vil kommunen blive ved med lappeløsninger? Hvad er den fremtidige vision for stadion?

En kæmpe opgave

Der ligger under alle omstændigheder en kæmpe opgave for de folkevalgte. Ja, kommunen fattes penge - også selvom Simon Hansen og Co. rundhåndet har budgetteret med god hjælp fra staten, når vi runder 2029 - men det er da helt forståeligt, at et spritnyt stadion er en voldsom udskrivning.

På den anden side, så har vi jo med en kommune at gøre, der i bedste Peter Brixtofte-stil ikke er bleg for at sælge ud af kommunens ejendomme for så at leje sig ind …

Det er sådan, det nye rådhus på havnen skal finansieres, så hvem ved? Måske Simon Hansen lige kan snige et salg af stadiongrunden til en af de datacentervirksomheder, han er så begejstret for, ind - og så kan de jo lige bygge et nyt stadion?

Nå, på den sportslige front er sagen jo også ganske undervældende. Vi har efter Folketidendes bedste overbevisning et hold i den næstbedste række, når bøgen springer ud til foråret. Så vil Nykøbing FC være et af de 24 bedste hold i Danmark med en af de 24 værste arenaer i landet.

Er det virkelig sådan, politikerne i Guldborgsund vil vise kommunens hovedstad frem?

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.