Lolland

Reventlow-Museet Pederstrup kan nu sammen med Frilandsmuseet De Gamle Huse i Maribo kalde sig Green Attraction. Foto: Museum Lolland-Falster.

To lokale museer er de første i regionen med grønt miljømærke

De Gamle Huse i Maribo og Reventlow-Museet Pederstrup har som de første museer i Region Sjælland fået miljømærket Green Attraction. Nu skal endnu et museum på Lolland-Falster følge efter.

Offentliggjort Sidst opdateret

To museer på Lolland-Falster kan nu kalde sig Green Attractions.

Det drejer sig om Frilandsmuseet De Gamle Huse i Maribo og Reventlow-Museet Pederstrup, der som de første museer i Region Sjælland har opnået miljømærket Green Attraction.

Mærket uddeles af HORESTA og Friluftsrådet til turistattraktioner, der lever op til en række krav om blandt andet lavere energi- og ressourceforbrug, mindre affald og mere økologi.

Det er vigtigt for os at støtte lokale producenter og leverandører til museernes butikker og caféer.

Katarina Rasmussen

Hos Museum Lolland-Falster, der driver de to museer, er der stor glæde over anerkendelsen.

- Jeg er stolt over, at vi er i kategori med store attraktioner som Lalandia, Sommerland Sjælland og Geocenter Møns Klint, og at vi er spydspids i museernes omstilling til en mere balanceret drift og mindre miljøbelastende gæsteoplevelse, siger museumsdirektør Ulla Schaltz i en pressemeddelelse.

De to museer er nu blandt de i alt syv turistattraktioner i Region Sjælland, som har opnået miljømærket.

Omfattende arbejde bag

Det er dog ikke kommet af sig selv.

For at opnå certificeringen har museerne skullet dokumentere, at de lever op til en række detaljerede miljøkrav.

Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, der er formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster, ser gerne, at Dyrenes Dag bliver starten på en ny tradition hos Frilandsmuseet i Maribo. Foto: Kim Møller Pedersen
Og Frilandsmuseet De Gamle Huse i Maribo har opnået miljømærket Green Attraction. Foto: Kim Møller Pedersen

Salgs- og eventassistent Katarina Rasmussen har stået for det praktiske arbejde med certificeringen, og processen har blandt andet krævet beregninger af CO2-aftryk og udarbejdelse af en miljøpolitik.

- Vi skulle definere en miljøpolitik og målsætninger. Vi skulle beregne CO2 aftryk, opfylde krav om certificeringer og skabe muligheder for, at vores gæster aktivt kan få et mindre miljøbelastende besøg. I den proces reflekterede vi meget over vores forbrug, og de måder vi håndter alt lige fra energi til affald, men det satte os også i nogle dilemmaer, siger Katarina Rasmussen.

Et af dilemmaerne har været at finde balancen mellem at vælge økologiske produkter og samtidig støtte lokale virksomheder.

- Det er vigtigt for os at støtte lokale producenter og leverandører til museernes butikker og caféer. Lige der skulle vi finde en balance mellem hensynet til økologi og opbakning til det lokale erhvervsliv, der holdt sig inden for rammen.

Museer har et særligt ansvar

Ifølge Ulla Schaltz har museerne en særlig forpligtelse til at tænke over deres miljøpåvirkning.

Det skyldes blandt andet, at museerne gennem deres formidling kan vise, hvordan tidligere generationer har brugt og genbrugt de ressourcer, de havde til rådighed.

Næste mål er, at udstillingsstedet FJORD i Havnebygningen i Nakskov bliver certificeret som Green Attraction. Foto: Ingrid Riis

- Vi formidler en fortid, hvor mennesket sjældent overudnyttede sine omgivelser. Det giver vi videre til vores gæster, når vi formidler fortidens tilgang til madspild, genbrug og omgang med naturen. Derfor bør vi også som museum gøre mest muligt for at mindske vores eget klimaftryk, siger hun.

Museumsdirektøren håber samtidig, at flere museer og kulturinstitutioner vil arbejde på at opnå certificeringen.

Selvom arbejdet er omfattende, mener hun, at indsatsen er vigtig.

- Vi bliver bevidste om vores ressourceforbrug og -håndtering, og samtidig giver vi museumsgæsterne flere muligheder for aktivt at tage hensyn til miljøet, hvilket er noget turister i stigende omfang efterspørger, siger Ulla Schaltz.

Nakskov er den næste

Museum Lolland-Falster underskrev for et år siden Danske Museers Grønne Charter, og arbejdet med at gøre museernes drift mindre miljøbelastende fortsætter.

Næste mål er at få endnu et af museets udstillingssteder certificeret som Green Attraction.

Det bliver FJORD i Havnebygningen i Nakskov, som efter planen skal opnå miljømærket i løbet af 2027.