Klik! Så enkelt kan det siges til politikerne i Lolland og Guldborgsund:
Sluk for den videre planlægning af nye datacentre. Vent, til der ligger en national strategi for, hvor de skal placeres, hvad de må kræve af vores fælles ressourcer, og hvad lokalsamfundet skal have til gengæld.
Det har længe virket, som om mange politikere har anset nye datacentre i deres kommuner som den største opfindelse siden skiveskåret brød. Både i Guldborgsund og Lolland kommuner har der været tændt julelys i øjnene på borgmestre og andet godtfolk, når ordet datacenter er blevet nævnt.
Desværre er det en kortslutning!
Her på pladsen har vi tidligere slået fast, at Folketidende ikke er imod datacentre. Det gælder stadig. Vi bruger alle digitale tjenester, og serverne skal stå et sted.
Men "et sted" er altså ikke et argument for, at kommunerne skal stille sig i kø med hver sin lokalplan, før Danmark har besluttet, hvad vi samlet vil lægge jord, vand og ikke mindst strøm til.
Det her område er slet, slet ikke belyst grundigt nok – og alene det, at man ikke kan få at vide, hvem slutejerne af datacentrene er, burde være grund nok til at sige: Stop lige en halv!
Bagest i køen
Regeringen satte med en akutplan for elnettet i foråret datacentre bagest i køen, men alligevel bliver det lokale demokrati sat under pres i kommunerne, hvor det vælter ind med ansøgninger om at bygge datacentre. Også på Lolland-Falster.
– Der er jo sådan et gold rush lige nu. Vi ser det i hele verden, og også i Danmark var datacentre pludselig noget, som næsten alle kommuner skulle tage stilling til, siger Søren Bak Sommer, der er talsperson for den nystiftede Folkebevægelsen Stop Datacentre.
I Holbæk har det socialdemokratiske flertal netop tilkendegivet, at planlægningen skal vente på en national strategi – og foreløbig opgivet planerne om et datacenter. En kovending drevet af borgernes naturlige bekymring, der fik sparket gang i et borgerforslag.
Lolland og Guldborgsund bør gøre det samme.
På Lolland har Karina Tyron Sahner sat ord på en bekymring som politikerne bør lytte til: Frygten for en ø, der "slet ikke er for mennesker".
Overdrevet, måske, men spørgsmålet bag den er glasklart: Hvem er det egentlig, vi udvikler Lolland for?
Det er vel for familier, der skal have lyst til at flytte hertil? For mennesker, der allerede bor her? For virksomheder, som skaber et lokalt liv omkring sig?
Og hvordan passer gigantiske datacentre ind i den fremtid?
Ved Rødby tales der om 114 hektar – eller 160 fodboldbaner – og en elkapacitet på op til én gigawatt. Det er voldsomt!
I en tidligere leder efterlyste vi svar om blandt andet den hemmeligholdte slutkunde, strømmen, vandet, arbejdspladserne, usælgelige huse og ansvaret.
Svarene blafrer stadig ved vindmøllerne ved Rødby Havn.
Modstand i hele verden
Både i Irland, USA, Østrig, Italien og mange andre lande breder protesterne sig – og i Lolland Kommune ser vi også modstanden.
Selvfølgelig skal man ikke finde sig i ikke at få ordentlig information!
Hele 518 borgere har støttet borgerforslaget mod datacentre på Lolland, hvilket giver dem ret til at få sagen behandlet – og hvem ved, måske kan det plante en sund skepsis og give anledning til eftertanke hos de folkevalgte.
Når forslaget behandles den 26. november, bør byrådet beslutte at standse den videre planlægning, indtil en national strategi er på plads. Guldborgsund bør sætte samme grænse for nye datacenterprojekter.
Den strategi, som erhvervsminister Martin Lidegaard skal stå for – og ja, han bør få fingeren ud og komme i gang – skal give et samlet grundlag for at vurdere placering, elnet, energiforbrug, vand, natur og hensynet til naboerne. Og den skal gøre det muligt at gennemskue, hvem der får gevinsten, og hvem der hænger på regningen.
Lolland-Falster har brug for investeringer, arbejdspladser og nye borgere. Netop derfor skal politikerne stille krav til, hvad de siger ja til.
Træk stikket til planlægningen nu.
Få styr på strømmen, regningen og retningen først.
Byrådet bør beslutte at standse den videre planlægning, indtil en national strategi er på plads.
Træk stikket inden I kortslutter!
Rektor: Ærgerligt, hvis et fritidsjob skal konkurrere med en engelsk stil
Den hemmelige hækler slår til på kæmpe julemarked
Tusindvis af elever vil nedlægge undervisning mod regeringens SU-planer
Millionstøttet mødested nærmer sig åbningen
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst
Lene gik med læbestift, Chanel og pudderetui til det sidste
Lolland-ledere valgte naboen - lokale fik ikke chancen