Hvorfor skal gigantisk milliardprojekt være så hemmeligt, Lolland?

Brzzzzztt.
Klik!

Hov, var det det kommende datacenter ved Rødby, der kortsluttede allerede, inden den første spade er hamret i jorden?

Måske ikke, men listen over spørgsmål er efterhånden lige så lang som et kommunalt budgetmøde.

I tirsdags var mere end 125 borgere mødt op i et telt, hvor det gigantiske datacenter tænkes opført. Selv arrangørerne, projektudviklingsselskabet Stender og Lolland Kommune, var overraskede over, hvor mange der mødte op.

Det burde i sig selv være en gul lampe, der lyser.

Lad os da bare lige slå fast: Folketidende er IKKE imod datacentre. Slet ikke - og her på pladsen anerkender vi, at verden i en hastigt accelererende - og lidt bekymrende - AI-tid har brug for datacentre. Måske både på Lolland og Falster.

Det skal bare ske på et oplyst grundlag, hvor fordele og ulemper vejes på en guldvægt.

Hvis den da ikke allerede er solgt i Lolland Kommunes spareræs …

Og det er netop problemet, ikke vægten, men at for meget holdes i mørket.

Det er jo letkøbt, når Allan Egeris Arentsen fra projektudviklingsselskabet Stender affejer bekymringen om strømforbruget med: ’’Vi kommer ikke til at stjæle strøm fra nogen. I producerer så meget elektricitet, at der er rigeligt til et datacenter.’’

At der på Lolland produceres store mængder vind- og solenergi, er ikke det samme som, at én ny forbruger uden videre kan få adgang til op mod 1.000 MW døgnet rundt. Produktion, netkapacitet og forsyningssikkerhed er tre forskellige ting - og lige nu kæmper Danmark med alle tre ting - ligesom mange andre steder i Europa.

Mærkelig ubalance og utryghed

Der, hvor ansvarlige politikere i Lolland Kommune for alvor bør være på tæerne, er naturligvis også, at det er hemmeligt, hvem der står bag det gigantiske datacenter ved Rødby.

Den tager vi lige igen: Lolland Kommune deltager i et projekt, hvor kommunens borgere ikke må få at vide, hvem der skal flytte ind på et areal, der svarer til 160 fodboldbaner!

Forklaringen fra projektudvikleren er, at han ikke må sige det endnu.

Det kan til dels være forståeligt i en kommerciel forhandlings- og konkurrencesituation, men det gør jo ikke den offentlige debat mere demokratisk eller gennemsigtig.

Der tales om 114 hektar jord. Om et energibehov på op til 1 GW. Om massivt vandforbrug og køling. Om hundredvis af arbejdspladser. Om boliger, der købes og skal rives ned. Om lokalplanlægning og store ændringer i et helt område.

Læs også

Over 125 til borgermøde om Danmarks største datacenter: Bagmændene er stadig hemmelige

Men den virksomhed, der i sidste ende skal stå bag det hele, er anonym.

Det skaber en mærkelig ubalance og utryghed: Borgerne bliver bedt om at forholde sig til konsekvenserne af projektet, mens en af de mest grundlæggende oplysninger om projektet mangler.

Hvem er virksomheden? Hvad er dens økonomiske styrke? Hvem ejer den? Hvor skal aktiviteten beskattes? Hvem hæfter for oprydning og forpligtelser, hvis projektet ændres eller opgives? Hvilken erfaring har virksomheden med tilsvarende anlæg?

Solgt efter 41 år

Så er der historien om Gitte og Kaj Mattsson som Folketidende fortalte i mandags. 

Efter 41 år i deres hjem har de indgået en betinget salgsaftale med stråmændene for det hemmelige selskab.

Huset kan blive revet ned. Parret er tilfredse med prisen og ser frem til at komme videre. Det skal ingen bebrejde dem.

Men historien rummer alligevel mere. Er vi kommet dertil på Lolland, at muligheden for overhovedet at få solgt sit hus kan opleves som så stor en lettelse, at det næsten overskygger, hvem køberen er, og hvad huset skal give plads til?

Lige nu er det svært at se Lolland, både beboerne og kommunen, som andet end ubetydelige brikker i et stort kommercielt spil.

Forhåbentlig har Lolland ansvarlige politikere, der kan gennemskue processen, tør stille de rigtige spørgsmål til udregninger og analyser, tør sætte foden ned, hvis svarene ikke er tilfredsstillende - og ikke mindst tør gøre forløbet demokratisk og gennemsigtigt.

Men man kan jo have sin tvivl …