Guldborgsund

Arbejdstilsynet vurderede, at pallereolerne var konstrueret på en måde, der udgjorde en fare for sammnstyrtning og dermed "betydelig fare for alvorlig personskade som for eksempel kranie- og knoglebrud".

Livsfarligt arbejde i Krokodille Zoo udløste usædvanligt mange påbud

Tidligere ansatte og Arbejdstilsynets rapporter tegner et dystert billede af arbejdsmiljøet i Krokodille Zoo. Zoo-direktør understreger, at han tager ansvaret alvorligt.

Flere af Krokodille Zoos tidligere elever er endt på skadestuen efter bid fra krokodiller og skildpadder.

Det skriver Fagbladet 3F.

Otte tidligere ansatte har til Fagbladet 3F fortalt om et farligt arbejdsmiljø, hvor der ikke var nedfældet sikkerhedsprocedurer for arbejdet med de farlige rovdyr i zooe på Falster. Deres fortællinger bliver bakket op af en lang rapport fra Arbejdstilsynet, som var på kontrolbesøg hos Krokodille Zoo i december 2024.

Trods zooens beskedne størrelse gik de tilsynsførende hjem med notesblokken fuld: syv påbud, to strakspåbud og fem påtaler blev det til.

De mange sager omhandler netop manglende sikkerhedsprocedurer, mangelfuld oplæring, ligesom der ikke blev lavet systematisk registrering af ulykker.

- Det er et udtryk for en mangelfuld ledelsesmæssig håndtering af arbejdsmiljøet, som udsætter medarbejderne for en ganske betydelig fare for deres sikkerhed og sundhed, siger arbejdsmiljøprofessor Peter Hasle fra Syddansk Universitet, da kalder antallet "usædvanligt".

Fryserummet var proppet med døde dyr, som medarbejderne skulle balancere hen over.

Zoo-direktør René Hedegaard har ikke ønsket at stille op til interview eller besvare konkrete spørgsmål, men skriver i en mail til Fagbladet 3F:

- Det vigtigste for mig er, at Krokodille Zoo er et godt og forsvarligt sted for både dyr og mennesker.

Det var nogle af zooens ansatte selv, der anonymt bad Arbejdstilsynet komme på kontrolbesøg. Mere end 500 siders aktindsigt tegner et billede af en arbejdsplads, hvor sikkerheden flere steder haltede.

Der manglede procedurer for arbejdet med farlige rovdyr, instruktion i aflivning og partering, systematisk oplæring, risikovurderinger og evakueringsplaner, lyder det i rapporten, hvor det også er beskrevet, at en elev kort før besøget var blevet revet af en puma.

Arbejdstilsynet fandt også glatte ramper, ustabile pallereoler og afsatser, hvor ansatte kunne komme faretruende tæt på store rovdyr.

Selv fryserummet vakte opsigt. Her skulle medarbejdere balancere over meterlange døde krokodiller og risikerede at blive fanget i kulden, hvis døren smækkede.

Flere problemer blev senere rettet, og Arbejdstilsynet fulgte op med nye besøg i 2025. Der blev ligeledes tilknyttet en ekstern arbejdsmiljøkonsulent.

Køleskabet, hvor medarbejderne opbevarede deres madpakker, var møgbeskidt, og i grøntskuffen lå der en pose, som indeholdt “evt. dyreekskrementer”, som Arbejdstilsynet beskriver det i rapporten.

Tidligere elever fortæller dog til Fagbladet 3F, at de grundlæggende problemer med sikkerhed og oplæring bestod.

René Hedegaard skriver til Fagbladet 3F, at arbejdet i Krokodille Zoo ikke kan planlægges som på en almindelig arbejdsplads.

- Det er ikke det samme, som at medarbejdernes sikkerhed eller trivsel er ligegyldig. Tværtimod er vi afhængige af mennesker, der føler sig trygge og kompetente til at arbejde omkring dyrene, lyder det fra zoo-direktøren.