Samira Nawa (R) er skævt på den i sagen om gasledningen på Lolland-Falster, mener lederskribenten. Foto: Philip Davali/Ritzau ScanpixPhilip Davali/Ritzau Scanpix
Du tager helt fejl om gasledning til Lolland-Falster!
- Et gasrør er ikke bygget til én fabrik, én snæver business case eller én politisk periode. Det er infrastruktur. Og infrastruktur bygger man netop, før problemerne står og hamrer på døren, skriver chefredaktør Ole Sloth.
Der er noget vidunderligt bekvemt over bagklogskab.
Man venter, til verden har flyttet sig, finder den gamle beslutning frem, pudser facit af og erklærer: Se selv. Fadæse!
Sådan er gasrøret til Lolland-Falster nu havnet på anklagebænken, efter at Nordic Sugar har meddelt, at sukkerfabrikken i Nakskov lukker. Klima-, Energi- og Forsyningsminister Samira Nawa (R) mener, at det ikke var en god beslutning at investere de mange milliarder.
Du tager fejl, Samira.
For et gasrør er ikke bygget til én fabrik, én snæver business case eller én politisk periode. Det er infrastruktur. Og infrastruktur bygger man netop, før problemerne står og hamrer på døren.
Annonce
Ellers er man for sent ude.
Et rør til fremtiden
Gasledningen til Lolland-Falster giver adgang til noget, vi har meget af på Sydhavsøerne: restprodukter og biomasse, der kan blive til biogas. Danmark har allerede en biogasandel på over 40 procent, og ambitionen er, at gassen i systemet skal være 100 procent grøn inden for fem år.
Det kræver selvfølgelig grøn gas. Til industrien, til den tunge transport og som afløser for naturgas, når fossile brændstoffer skal udfases. Ressourcegrundlaget ligger lige uden for vores dør, hvor landbruget giver et stort potentiale for biogasproduktion.
Men først kræver det et rør.
Når det hele er i omdrejninger, kommer vi til at flytte enorme mængder biogas fra Lolland-Falster til resten af Danmark og videre ud i det europæiske energisystem.
Nordic Sugars lukning er en bet – nok allermest for nakskovitternes selvforståelse.
Og måske også for forudsætningerne bag investeringen. Men sukkerfabrikken i Nykøbing vil fortsat bruge biogas, og røret handler ikke alene om forbrug. Det handler lige så meget om produktion – fremtidens produktion. Om at give adgang til ressourcerne og gøre det muligt at investere i grøn energi.
Når infrastrukturen kommer for sent
Løfter vi blikket en smule nordpå til Nr. Alslev, hænger realiseringen af datacentret efterhånden i en tynd optisk fibertråd, netop fordi statens eget energiselskab, Energinet, ikke har været tilstrækkeligt forudseende og haft det meget lange lys på etablering af de nødvendige kapaciteter.
Annonce
Her har vi så den modsatte øvelse: Et allerede etableret gasrør, der nu står og venter på fremtidens milliardinvesteringer og tusinder af industriarbejdspladser. Industriarbejdspladser, vi ikke er forvænt med hos os.
Private virksomheder investerer ikke milliarder i fabrikker og anlæg på et løfte om, at strømmen måske finder vej senere. De skal vide, at nettet er der. Kapaciteten skal være til rådighed. Ellers er der ingen investeringssikkerhed.
Vi kan ikke håndtere den slags på bagkant.
Det er jo rent faktisk det omvendte, man har gjort med gasrøret tværs gennem Falster og Lolland og helt ud til verdens ende i Nakskov. Man byggede på forkant.
Så kan virkeligheden ændre sig bagefter. En fabrik kan lukke. Et marked kan flytte sig. Forudsætninger kan blive anderledes. Sådan er det med investeringer, der skal holde i evig tid.
Men alternativet er værre: At vente, til virksomhederne står klar med milliarderne og først derefter begynde at grave, projektere og udbygge.
Det er opskriften på stilstand. Og stilstand er som bekendt tilbagegang.
Modet til at investere
Gasnet, elnet og anden kritisk infrastruktur er den jordbund, private investeringer vokser i. Er den ikke til stede, kommer investeringerne heller ikke. Så enkelt er det faktisk.
Og derfor er dommen over gasrøret ikke bare forhastet. Den rammer skævt i selve forståelsen af den grønne omstilling. For omstillingen kræver, at vi tør bygge noget, før vi kan sætte to streger under regnestykket.
Annonce
Den form for investering er rettidig omhu på både klima-, energi- og forsyningsområdet, fru. minister.
Ved Nr. Alslev kan vi se, hvad der sker, når det lange lys ikke bliver tændt. Under Lolland-Falsters muld ligger beviset på, at vi godt kan finde kontakten.
Så nej. Fejlen var ikke, at vi byggede gasrøret for tidligt. Fejlen ville være at opdage for sent, at vi aldrig byggede det.
Seneste artikler
Pakhuset er i mål: - Det klæder huset at være fuldt af mennesker
Du tager helt fejl om gasledning til Lolland-Falster!
Lastvogne blev sporet fra Danmark og derefter plyndret
14 beboere skal flytte fra plejehjem
Stor bét for NFH: Ude resten af året
Mest læste artikler
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
14 beboere skal flytte fra plejehjem
Skete for tredje gang: Betjente tog alvorlig snak med 14-årig pige
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Tina fortsætter med revymaden i Nykøbing Falster