Sport

De Grønne busser er blevet ny hovedpartner i NFC. På billedet ses indehaver af De Grønne Busser, René Knudsen, (tv.) og fodbolddirektør Claus Jensen. Foto: NFC

NFC scorer ny hovedpartner

Lokalt busselskab tager næste skridt og øger engagementet i Nykøbing FC.

Offentliggjort

Nykøbing FC tager næste fredag hul på sæsonen i 2. division. Og det er en styrket klub, der går Danmarks tredjebedste række i møde.

Den nyhed, NFC lørdag kunne melde ud, handler dog ikke om spillertruppen, men om de partnerskaber, klubben har med en række lokale virksomheder.

NFC har tidligere haft to såkaldte hovedpartnere, Primagruppen og Skanlux, men nu er endnu én kommet med i klubben.

Dette melder Nykøbing FC ud i en pressemeddelelse.

Ny hovedpartner

NFC har offentliggjort, at De Grønne Busser bliver ny hovedpartner. Beslutningen om at træde ind som hovedpartner glæder indehaveren af De Grønne Busser, René Knudsen, sig over.

For indehaveren er Nykøbing FC mere end en fodboldklub. Som han forklarer i pressemeddelelsen, samler NFC "mennesker på tværs af hele Lolland-Falster og skaber både oplevelser, stolthed og udvikling – både på og uden for banen. Det vil vi gerne være en endnu større del af."

– Jeg tror grundlæggende på, at vi skal stå sammen lokalt. Hvis vi skal udnytte det enorme potentiale, vi har på Lolland-Falster, kræver det, at virksomheder, foreninger og mennesker samarbejder og løfter i flok. Det er præcis den tankegang, jeg oplever i Nykøbing FC, og derfor er det helt naturligt for os at øge vores engagement, udtaler René Knudsen og fortsætter:

– Klubbens arbejde i lokalsamfundet fortjener også stor anerkendelse. Nykøbing FC gør en forskel for rigtig mange mennesker, og det er noget, vi er stolte af at være med til at understøtte. Vi glæder os til at være endnu tættere på klubbens spændende rejse de kommende år, udtaler René Knudsen i pressemeddelelsen.

- Fantastisk ambassadør

Det er selvsagt ikke alene De Grønne Busser, men også NFC selv, som er henrykte over beslutningen. Fodbolddirektør Claus Jensen er både stolt og glad for at få den tredje hovedpartner.

Som han forklarer i pressemeddelelsen, har René Knudsen "i mange år været en fantastisk ambassadør for Nykøbing FC."

– Det betyder rigtig meget for os, at han nu vælger at tage samarbejdet til et endnu højere niveau, forklarer Claus Jensen i pressemeddelelsen.

– De Grønne Busser deler vores værdier om fællesskab, lokal stolthed og udvikling. Samtidig er René en person, der brænder for at skabe noget positivt på Lolland-Falster, og den tilgang passer perfekt til den retning, vi arbejder i som klub.

– Vores partnerskab har gennem mange år skabt værdi for begge parter, og vi er overbeviste om, at vi med hovedpartnerskabet får endnu flere muligheder for at udvikle samarbejdet. Vi glæder os til fortsat at skabe oplevelser, netværk og resultater sammen.