Guldborgsund

Carlo har det godt igen efter at være blevet såret af noget, som kan have været hagl fra et haglgevær. Foto: Privatfoto

Louises kat kom hjem med skudsår: Kalder det sygt, at nogen hader katte så meget

Da Louise Pedersens kat Carlo kom hjem i midten af august, opdagede hun blod i pelsen og et mærkeligt hul lige imellem for- og bagben.

Offentliggjort

Kat i Systofte kom hjem med formodet skudsår

  • Louise Pedersens kat Carlo kom i august hjem til Systofte med et åbent sår og blod i pelsen. Dyrlægen vurderede ifølge ejeren, at der kunne være tale om et skudsår, og Carlo er siden kommet sig.

Louise Pedersen bor i Systofte med katten Carlo, der vandrer frit omkring i området.

Det har der ikke før været problemer med, men en hændelse for nylig har fået hende til at holde sin kat indendørs, når natten falder på. For da Carlo en aften i august kom hjem, havde han et lille åbent sår, og blod var tværet ud i pelsen.

Da hun tog Carlo med til dyrlægen, vurderede de, at der kunne være tale om et skudsår, fortæller hun.

- Han blev ramt heldigt, sagde de. En centimeter mere frem, så havde den ramt hjertet.

Syg tankegang

Ved dyrlægen fandt man ingen spor efter hagl, men ifølge Louise Pedersen fortalte dyrlægen hende, at kattens krop selv kan have udstødt den.

På en faktura fra dyrlægen, som Folketidende har set, fremgår dyrlægens vurdering: "Som udgangspunkt kunne hul skyldes hagl fra luftgevær", står der.

Hendes kat er kommet sig igen, og tilbage står hun med undren over, hvad der får nogen til at skyde katte.

Dette er hullet, dyrlægen vurderede som et muligt skudsår. Foto: Privatfoto

- Jeg synes jo, at det er forfærdeligt. Jeg har kun haft ham i et år, men de kommer hurtigt ind på livet af en. Det er sygt, at der er mennesker herude, som hader katte så meget.

Jævnlige anmeldelser

Det er langt fra første gang, at katte bliver skudt på Lolland og Falster. Alene i 2025 beskrev både Susanne Skovgaard Brinkmann og Rikke Poulsen, at nogen havde skudt deres katte.

Førstnævntes kat overlevede, men lige så heldig var Rikke Poulsen kat, Cimille, ikke.

Sidste år forsvandt mange katte også fra Nørre Alslev, og her mistænkte nogle, at kattene kunne være skudt eller låst inde.

Louise Pedersens kat blev skudt i siden. Foto: Privatfoto

Ifølge tal fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har man i kredsen siden 2021 modtaget 26 anmeldelser om katte, der er blevet skudt. Tallene er hentet fra politiets journalsystem, som ikke er et statistiksystem, og kan derfor være behæftet med en vis usikkerhed.

Louise Pedersen forstår godt, at nogle kan synes, at det er irriterende at have andres katte rendende, men kan ikke se, hvordan det får nogen til at skyde dem.

- Jeg synes, det er en syg tankegang at have.

- Jeg kan godt forstå, at det er irriterende, at andre folks katte går og skider i deres haver og skræmmer deres egne katte væk. Der kommer også en kat her, der skræmmer vores katte væk, men det gør jo ikke, at vi har lyst til at skyde den.