Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?

Der er noget grundlæggende råddent ved et system, hvor mennesker med alvorlige udfordringer kan blive en guldrandet forretning.

Og sagen om det private bosted Langholt på Falster stinker langt væk.

Mens kommunerne betalte for at sikre udsatte borgere omsorg og støtte, voksede overskuddene hos Langholt.

Penge blev bundet i ejendomme, og ledelsen kørte rundt i lækre leasede biler fra Audi og BMW.

Og som om det ikke var nok, fik bostedets øverste leder ifølge tidligere omtale et samlet vederlag på knap 1,9 millioner kroner i 2024 inklusive pension og personalegoder.

Det er altså ikke småpenge, der er i spil - og der er sådan set rigeligt at blive forarget over.

Skatteborgerne betaler

I 2025 havde bostedet budgetteret med 77,5 fuldtidsstillinger. Men der blev kun brugt 66. Altså 11,5 færre end planlagt. Samtidig blev overskuddet hele 163 procent større end budgetteret, hvilket jo ligesom siger sig selv, men smag lige på den kombination.

Færre ansatte. Fede overskud. Millionløn i toppen.

Og hvem betaler? Det gør skatteborgerne. Gennem kommuner, der sender nogle af deres mest sårbare medborgere i private hænder og betaler regningen.

Det er naturligvis ikke ulovligt at tjene penge på at drive et bosted. Og private tilbud kan levere fremragende omsorg.

Men der er himmelvid forskel på et rimeligt overskud og en forretningsmodel, hvor offentlige millioner hobes op, mens personaleudgifterne ligger markant under det budgetterede.

Bostedets ret

Socialtilsyn Øst har nu mistet tilliden til Langholts ledelse og besluttet at fratage bostedet godkendelsen.

Det er vel at mærke ikke den pædagogiske indsats, tilsynet kritiserer. Folketidende har da også været i kontakt med flere pårørende, der roser indsatsen på Langholt.

Men det gør ikke det økonomiske spørgsmål mindre alvorligt. Tværtimod.

For hvor er moralen, når penge, der er afsat til omsorg, i stedet er med til at opbygge værdier i et selskab, som ledelsen selv ejer?

Langholt afviser kritikken, har afleveret bilerne, sænket omkostningerne og klaget over afgørelsen, som derfor endnu ikke er endelig.

Det er selvfølgelig bostedets ret.

Men ifølge tilsynet kom nødvendige ændringer først, da presset for alvor voksede. Det er en sønderlemmende kritik.

Vågn nu op

Sagen rejser også et andet - og stort - spørgsmål:

Hvordan kan systemet overhovedet tillade, at der år efter år opbygges store overskud på den måde?

Derfor må landets kommuner vågne op.

Det er ikke nok at slå op på Tilbudsportalen, se en godkendelse og betale fakturaen.

Kommunerne skal gå bostederne efter i sømmene, før de anbringer borgerne. Kræve indsigt i regnskaber, normeringer, ledelseslønninger, ejendomshandler og den reelle sammenhæng mellem pris og indsats.

Og de skal blive ved med at kontrollere, hvad de får for pengene.

Sårbare mennesker må aldrig reduceres til en lukrativ forretning og en kynisk pengemaskine.