Tynd redegørelse om et stort ansvar

Alene ordet ”redegørelse” kan nok hos nogle fremkalde trætte øjne ved udsigten til alenlange udredninger, komplekse teknikaliteter og tonstung læsning.

Men ikke i Lolland Kommune. I hvert fald ikke når det gælder den længe ventede redegørelse om kommunens færgedrift.

Den er - hele den omfattende sag og langstrakte debat taget i betragtning - holdt på beskedne halvanden A4-side. Eller ”skrevet på bagsiden af en serviet på en halv times tid”, som folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne Susie Jessen forleden lidt polemisk udtrykte det til TV Øst.

I går fulgte hun op i Folketidende med den kamplystne melding: ”Det her er jo på ingen måde en redegørelse, det er en oversigt over færgernes sejlplaner. Dem kunne jeg selv have fundet på nettet”.

Forventer mere

Det er Susie Jessen selv, der i første omgang via et spørgsmål til by-, land- og trafikminister Signe Munk (SF) har efterspurgt en redegørelse fra Lolland Kommune om færgedriften.

Og resultatet imponerer åbenlyst ikke danmarksdemokraten, der også er formand for Folketingets store indenrigs-, bolig- og landdistriktsudvalg, som færgedriften hører under.

Nu skal ingen jo som udgangspunkt klandres for at skrive kort og nøgternt, men i den aktuelle sag kunne man godt have forventet mere af Lolland Kommune. Ikke fordi en redegørelse skal være lang blot for at være lang, men fordi hele området rummer så mange spørgsmål og kompleksiteter. Ikke mindst de mere principielle om færgedrift i en økonomisk vanskeligt stillet kommune over for statens ansvar og forpligtelser på området.

Utidig indblanding

Oprindeligt var anmodningen om en redegørelse begrundet i det aktuelle færgekaos i Lolland Kommune. Og flere har måske, som den konservative udvalgsformand Henrik Jacobsen gør det, tolket anmodningen som utidig indblanding i kommunens håndtering af statslige midler.

Men netop fordi spørgsmålet om Lolland Kommunes administration af de statslige paragraf 20-midler er kilde til konstant uenighed og stridbare fortolkninger, kunne en mere uddybende besvarelse have bidraget til at skabe klarhed over anvendelsen: Er midlerne en del af et generelt bloktilskud til en ø-kommune, eller er de øremærket de lokale færger?

På den baggrund kunne man også have ønsket sig, at en grundigere redegørelse var blevet løftestang for en større og vigtigere debat om livet på de danske småøer, økonomisk hårdt pressede landkommuner og behovet for øget statslig assistance.

Så langt rækker de halvanden side, inklusive sejlplan, fra Lolland Kommune dog næppe.

Og det er ærgerligt, at vi nu ser ud til at forpasse en oplagt mulighed for rent faktisk at løfte debatten fra det meget nære og lokalpolitiske - og til tider næsten skyttegravsagtige - til et mere principielt spørgsmål om statens ansvar.

Staten på banen

For uanset hvordan man vender og drejer færgeproblematikken og hensynet til det kommunale selvstyre, er der behov for, at staten kommer langt mere på banen med øremærket støtte til færgerne.

Det kommer dog næppe til at ske på baggrund af denne redegørelse. Medmindre naturligvis den ansvarlige minister naturligvis føler sig tilstrækkeligt oplyst og klar til at træffe de nødvendige, svære og vidtrækkende beslutninger.

Det svar venter vi - og i særdeleshed nok øboerne - stadig på.