Business Lolland-Falsters bestyrelsesformand, Kim Rahbek, mener, at Jan Sørensen kommer ind i bestyrelsen med de rette kvalifikationer og erfaringer. PrivatfotoPrivatfoto
Mens MSE Entreprises direktør Jan Sørensen er en central figur i sagen om en fiktiv faktura, der skulle dække over støtte til Guldborgsundlistens valgkamp, er han nu valgt ind i bestyrelsen for Business Lolland-Falster.
Det skete tirsdag på organisationens repræsentantskabsmøde.
Ifølge bestyrelsesformand Kim Rahbek er Jan Sørensen valgt på baggrund af sine kvalifikationer og erfaring.
- Som alle andre, der kommer ind i en bestyrelse, så kommer man jo kun ind, hvis man har de rigtige kvalifikationer og erfaring. Og det har han, siger Kim Rahbek til Folketidende.
Valget sker få dage efter Folketidendes afsløring af, at John Brædder havde bedt en annoncesalgskonsulent hos Radio SydhavsØerne om at sende en fiktiv faktura på 25.000 kroner eksklusive moms til Jan Sørensen og MSE Entreprise. Fakturaen lød på “Vi udfører drænarbejde”, men skulle ifølge sagen i virkeligheden dække over valgreklamer for Guldborgsundlisten.
Annonce
Jan Sørensen har selv bekræftet, at han sagde ja til at sponsere en lokal valgreklame, og at fakturaen skulle udstedes til ham.
MSE-direktøren har dog afvist, at han og John Brædder havde aftalt en opdigtet fakturatekst. Han har også kaldt sagen for “pladder” og afvist, at den har noget på sig.
Femern kan blive en gamechanger
I Business Lolland-Falster bliver Jan Sørensen en del af en bestyrelse, der de kommende år skal arbejde med vækst, arbejdskraft, bosætning og erhvervsudvikling på Sydhavsøerne.
Kim Rahbek peger især på Femern-forbindelsen som en historisk mulighed.
- Der er ingen tvivl om, at Femern allerede nu er en vækstskaber på Lolland-Falster i kraft af al den aktivitet, der er omkring byggeriet, siger han.
Han vurderer, at forbindelsen kan få betydning langt ud over landsdelen.
- Hvis det lykkes at komme igennem med de planer, som både Business Lolland-Falster, kommunerne og erhvervslivet arbejder med, så vil Femern være en gamechanger. Ikke kun for Lolland-Falster, men også for Nordtyskland og hele Østdanmark, siger Kim Rahbek.
Skal se mulighederne
Samtidig understreger Kim Rahbek, at Lolland-Falster fortsat står med store udfordringer.
Annonce
Han peger blandt andet på demografi, uddannelse, infrastruktur og skattegrundlag som nogle af de forhold, der presser områder uden for de store vækstcentre.
- Vores opgave i Business Lolland-Falster er at se på mulighederne i det landskab, der er. Og der er mange muligheder, siger han.
Jan Sørensen kom ind i bestyrelsen, efter at Anne Mette Elsborg ikke ønskede at genopstille.
Folketidende har forsøgt at få en kommentar fra Jan Sørensen, men han er ikke vendt tilbage inden redaktionens deadline.