Afsløring

John Brædder (t.v.) fik sendt en fiktiv faktura til MSE Entreprises direktør, Jan Sørensen (t.h.) Foto: Jakob Poulsen og Michael Patrick Larsen. Fotocollage: Folketidende

Fiktiv faktura skulle dække over bidrag til John Brædders valgkamp

En regnskabsmæssig rutinekontrol hos Radio SydhavsØerne afslørede en fiktiv faktura til MSE Entreprise, som i virkeligheden var betaling til Guldborgsundlistens valgkampagne. Radio SydhavsØernes salgskonsulent fortæller, at han blev instrueret af John Brædder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens de politiske debatter var i fuld gang op til kommunalvalget i november, ringede Guldborgsundlistens spidskandidat John Brædder til en annoncesalgskonsulent hos Radio SydhavsØerne. Guldborgsundlisten havde tidligere bestilt og betalt for annoncering hos både Radio SydhavsØerne og på flere andre af Folketidende Gruppens platforme, og nu var flere valgreklamer på vej.

På det tidspunkt hvor John Brædder ringer, er der blandt andet valgspots på vej i radioen og en tilhørende faktura for partiets annoncering var derfor på vej i den modsatte retning. John Brædder ringede for at fortælle, at MSE Entreprise skulle betale en del af regningen.

Det er korrekt, at jeg sagde ja til at sponsere en lokal valgreklame, og at fakturaen skulle udstedes til mig.

Jan Sørensen

Bad om fiktiv faktura

Hændelsesforløbet herfra er kortlagt ud fra de fakturadokumenter, der er udstedt på baggrund af John Brædders henvendelse samt forklaringen fra den pågældende salgskonsulent. 

Ifølge salgskonsulenten bad John Brædder om to ting. Den ene var, at salgskonsulenten skulle sende en regning til MSE Entreprise A/S på 25.000 kroner ekskl. moms. Men John Brædder havde sagt, at der skulle stå ”Vi udfører drænarbejde” på fakturaen og altså ikke noget om valgkampagne. Og, havde han sagt, fakturaen skulle sendes direkte til MSE Entreprises direktør, Jan Sørensens mail. 

Den anden ting var, at salgskonsulenten skulle sende en kreditnota til partiet på det samme beløb, så Guldborgsundlistens næste faktura blev 25.000 kroner ekskl. moms lavere. Kreditnotaen til Guldborgsundlisten og fakturaen til MSE Entreprise A/S med den fiktive tekst blev udstedt på samme dato, 11. november 2025.

I mailen til Jan Sørensen fra Folketidende Gruppens bogholderisystem, fremgik det, at det var vigtigt, at direktøren vendte tilbage, hvis noget ikke var, som han forventede. Jan Sørensen vendte ikke tilbage på mailen.

 

Den fiktive faktura på 25.000 kroner ekskl. moms for en annonce, som aldrig er blevet bestilt eller bragt.
John Brædder bekræfter, at Guldborgsundlisten har modtaget en kreditnota. Han benægter dog udlægningen af sagen om, at han selv har bedt om den og en faktura med en fiktiv tekst til MSE Entreprise A/S.

Den går ikke

Men den manøvre går ikke, fortæller Leif Christensen, der er lektor på Institut for Regnskab på CBS. Han mener, at de to parter skulle have lavet en kontrakt eller aftale og ikke bruge Folketidende Gruppen til at videresende en faktura:

Jeg kan også bekræfte, at vores kasserer har modtaget en kreditnota fra Folketidende

John Brædder, Guldborgsundlisten

- For man har ikke solgt noget til MSE. Og partistøtte er ikke momsbelagt, da det er et tilskud, siger han.

John Brædder (t.v) fotograferet med MSE Entreprises direktør Jan Sørensen (t.h.) Foto: NFH

Leif Christensen kan naturligvis ikke vide, hvad bevæggrunden bag manøvren er, men han forklarer, at en virksomhed har fuldt skattefradrag på udgifter til reklame for egen virksomhed. Omvendt kan en virksomhed ikke trække et tilskud til et politisk parti fra.

- Hvis man får støtte som politisk parti, er der en oplysningspligt - den slipper de jo uden om, når fakturaen går til håndværkervirksomheden, fortæller lektoren i regnskab.

Finten blev opdaget

Radio SydhavsØerne er en del af Folketidende Gruppen, og finten blev medio december fanget i den interne regnskabskontrol, der udføres som fast rutine. Så snart det stod klart, at der var sendt en fiktiv faktura, sendte man samme dag en kreditnota til MSE Entreprise A/S, som i praksis annullerede den fiktive faktura. Og samtidig en ny faktura med den rigtige tekst – "Radiospot, valgkampagne Guldborgsundlisten".

MSE har betalt den fiktive faktura. Den rigtige faktura er aldrig blevet betalt, og hverken MSE Entreprises direktør eller MSE Entreprises regnskabsafdeling har rettet henvendelse omkring kreditnota eller faktura for Guldborgsundlistens valgkampagne. 

MSE Entreprises direktør, Jan Sørensen, vil kun stille op til interview, hvis det foregår på MSE Entreprises kontor og også med deltagelse af chefredaktøren. Dette afviser Folketidende. Derefter vil han kun besvare spørgsmål på skrift. Jan Sørensen svarer, at årsagen til, at MSE aldrig reagerer, er, at: 

"Da fakturaen genudstedes, har vi allerede sendt den første faktura til betaling. Kreditnotaen og den nye faktura bogføres og saldoen er herefter i 0. Det er da kun muligt for mig at betale igen, hvis Folketidende havde tilbageført beløbet ved udstedelse af kreditnotaen, hvilket I ikke gjorde."

Den fiktive faktura bliver sendt til din personlige e-mail-adresse. Da du modtager fakturaen, fremgår det af følgeteksten, at du skal reagere, hvis noget ikke er som forventet. Hvorfor reagerede du ikke på at modtage en faktura på en ydelse, du aldrig har fået?

"Jeg modtager flere hundrede mails hver dag, herunder mange med fakturaer, som videresendes til bogføring, sagsjournalisering og betaling. Vi bruger mange annoncekroner på Folketidende, og jeres fakturaer sendes normalt blot videre til bogføring og betaling. Det skete også i dette tilfælde", skriver direktøren. 

John Brædder benægter

Da journalisten bag denne artikel første gang kontakter John Brædder og interviewer ham om hans rolle, aftales det, at han kan få sine citater til godkendelse. Dem sender Folketidende derfor til ham på skrift. Han svarer nu, at han ikke kan godkende citaterne. Han tilføjer:

"Jeg kan bekræfte, at vi ligesom de fleste andre partier og lister har fået donationer fra en del virksomheder og privatpersoner, hvilket er helt normalt både lokalt og landsdækkende i forbindelse med en valgkamp. Jeg kan også bekræfte, at vores kasserer har modtaget en kreditnota fra Folketidende. Alle vores donationer er i øvrigt brugt i vores lokale Folketidende"

Da Folketidende i anden omgang vil følge op, besvarer John Brædder hverken opkald, sms eller mail med spørgsmål. 

MSE-direktør: "Jeg sagde ja til at sponsere en lokal valgreklame"

MSE Entreprises direktør, Jan Sørensen, insisterer som nævnt på at besvare spørgsmål på skrift. Da Folketidende har modtaget en halvanden sider lang besvarelse, bringer vi de afsnit, der er relevante i forhold til at belyse sagen om den fiktive faktura.

Jan Sørensen indleder sit svar med at skrive, at han ikke kan genkende udlægningen, at Folketidende stiller ledende spørgsmål, og at det er et forsøg på at skabe en historie ud af ingenting.

John Brædder beder om, at en faktura for valgreklame på Radio SydhavsØerne skal udstedes til MSE og med en opdigtet fakturatekst: "Vi udfører drænarbejde". Hvorfor har du og John Brædder indgået den aftale?

"Her indlægger du en forudsætning som er notorisk forkert. Vi har ikke indgået aftale om nogen tekst e.lign. I min optik kan vi da heller ikke hverken aftale eller styre, hvordan Folketidende udsteder deres fakturaer og med hvilken tekst. Det er korrekt, at jeg sagde ja til at sponsere en lokal valgreklame, og at fakturaen skulle udstedes til mig", skriver Jan Sørensen.

Der er aldrig produceret eller afviklet spots på Radio SydhavsØerne for MSE, der udfører drænarbejde. Hvorfor vælger du at betale den pågældende faktura?

"Her indlægger du igen en forudsætning, der ikke passer til virkeligheden. Det fremgår ikke af fakturateksten, at det drejer sig om et Radiospot. MSE har tidligere annonceret hos Folketidende med annoncer om, at vi tilbyder drænarbejde, og derfor var der ikke umiddelbart noget mistænkelig ved jeres faktura. Jeg er ikke ansvarlig for alle markedsføringstiltag, og tænker derfor ikke videre over dette", skriver Jan Sørensen.

Her er de centrale spørgsmål, vi ikke kan få svar på:

Folketidende har sendt følgende spørgsmål til John Brædder:

  • Hvad var formålet?
  • Er det et forsøg på at skjule støtten fra MSE til Guldborgsundlisten?
  • Hvis ikke, vil du medgive, at det kan se ud som et forsøg på at skjule partistøtte?
  • Hvis ikke det er et forsøg på at skjule støtten, hvorfor skulle der så stå en opdigtet tekst på fakturaen til MSE?

John Brædder er ikke vendt tilbage på vores opfølgende henvendelser.

Folketidende har ligeledes sendt opfølgende spørgsmål til Jan Sørensen:

  • Når nu du bekræfter, at du har givet tilsagn om at sponsere en lokal valgreklame og dernæst betaler en faktura med en opdigtet tekst, er det så et forsøg på at skjule din støtte til Guldborgsundlisten? 
  • Hvis ikke, vil du medgive, at det ser ud som et forsøg på at skjule partistøtte?
  • Og hvis det ikke er et forsøg på at skjule partistøtte, hvorfor så betale en faktura for noget, der er opdigtet? 

  • Jan Sørensen har sendt et skriftligt svar, men svarer ikke direkte på spørgsmålene. Han skriver:

    "Hvis du spørger om der kommer fejl ind- og udbetalinger i en virksomhed på vores størrelse, så er svaret ja. Det sker for alle virksomheder. Heldigvis sørger vores revision for at det stemmer. Men tak for at være så grundig i dit arbejde. Så har du vel forhåbentlig også opdaget, at det her pladder ikke har noget på sig".

Ændrer forklaring

Folketidendes journalist har undersøgt, om MSE Entreprise A/S tidligere har annonceret for drænarbejde i Folketidende. Det er ikke lykkedes at finde eksempler på dette. Det viser sig i samme undersøgelse, at MSE Entreprise A/Ss engagement med mediehuset i de senere år er ret begrænset. 

Da vi i anden omgang retter henvendelse til Jan Sørensen og skriver, at Folketidende Gruppen aldrig har sendt en faktura, der indeholder ordet "drænarbejde", svarer han: 

"Fordi du nu fortsætter, har jeg måttet få min medarbejder til at kigge på et par betalinger til jer. De går blandt andet under betegnelsen ”Fremtidens Energi & Klima”. Det huskede jeg som, at vi skulle gøre reklame for dræn."

Jan Sørensen slutter sin mail med følgende besked:

"Men tak for at være så grundig i dit arbejde. Så har du vel forhåbentlig også opdaget, at det her pladder ikke har noget på sig."

Hvordan kan det ske?

Journalisten bag denne artikel har spurgt Folketidende Gruppens administrerende direktør og chefredaktør for Folketidende, Ole Sloth, hvordan denne fakturafinte overhovedet kunne finde sted.

- I eksakt samme øjeblik, vi opdagede, hvad der var sket, tog vi initiativ til at bringe det i orden. Der blev sendt en kreditnota og en ny faktura med en retvisende tekst til MSE Entreprise, forklarer Ole Sloth. 

Men hvordan kan det ske?

Administrerende direktør i Folketidende Gruppen, Ole Sloth siger, at der er tale om et enkeltstående tilfælde. - Her er tale om et fejljugement af de helt store, siger han.

- Den interne gennemgang af sagen har vist, at salgsmedarbejderen ikke har handlet i overensstemmelse med Folketidende Gruppens politikker. Derfor tog vi initiativ til at tale med den pågældende medarbejder og drog de konsekvenser, der skulle drages.

Hvilke konsekvenser?

- Der er tale om en personalesag, når en medarbejder sidder til en samtale på mit kontor om noget så alvorligt. Og jeg ønsker ikke at gå i detaljer med en personalesag.

Er vedkommende stadig ansat?

- Ja.

Det er en alvorlig sag. Hvordan kan vedkommende stadig være ansat?

- Som chef vurderer jeg, at de personaleretlige konsekvenser, der er taget, er tilstrækkelige. 

Men hvis man får fat i den rigtige konsulent, så kan man få udstedt en falsk faktura?

- Det kan jeg selvfølgelig svare højt og klart nej til. Her er der tale om et fejljugement af de helt store, og det er et enkeltstående tilfælde.

Hvorfor går der fra december til maj, før I vælger at publicere artiklen om sagen?

- Vi har skullet bruge tid på at kortlægge forløbet. Derudover har vi gennemgået vores procedurer - samlet for at sikre, at vi nu er helt skråsikre på, at der ikke er fortilfælde. 

Har der været det?

- Det har der ikke, og den samlede gennemgang har bekræftet, at Folketidende Gruppen er compliant (overholder reglerne, red.) - også her. Hverken i min direktørtid eller længere tilbage har vi kunne finde tilfælde af den karakter. Derfor er vi trygge ved, at der er tale om et enkeltstående brud på vores procedurer, som ikke vil gentage sig, lyder det fra direktøren.

Juraprofessor: Det kan være strafbart

Juraprofessor, Frederik Waage, udtaler om forløbet, at det er godt, det er blevet opdaget.

- Fiktive regninger er fuldstændig uacceptabelt, siger han.

Han vurderer, at finten kan være strafbar.