Relateret indhold
Endnu en solrig dag på Lolland og Falster
Det varme sommervejr fortsætter igen i dag.
På Lolland bliver der op til 25 grader i eftermiddag, mens det på Falster bliver 24 grader.
Fra nord og øst vil der komme svag til let vind.
Også nattevejret bliver klart med temperaturer, der vil ligge mellem 13 og 19 grader.
Større forsinkelser i togtrafikken
Onsdag morgen oplever togpendlere mellem Nykøbing og København forsinkelser.
Toget med planlagt afgang fra Nykøbing mod København H klokken 7.38 er i skrivende stund forsinket med 25 minutter. Det fremgår af Rejseplanen.
I den modsatte retning kører toget med planlagt afgang fra København H 7.08 også med forsinkelse. Det står i øjeblikket til at ankomme til Nykøbing klokken 8.43 - det er 20 minutter senere end i forhold til køreplanen. Det fremgår også af Rejseplanen.
Forsinkelserne skyldes en fejl på et sporskifte ved København Syd. DSB meldte kort før klokken 8 ud, at fejlen nu er rettet, og at togtrafikken så småt er ved at blive stabiliseret.
Vejdirektoratet advarer: Kør i ekstra god tid
DMI har varslet, at der fra søndag eftermiddag til mandag aften er risiko for lokale skybrud.
Derfor opfordrer Vejdirektoratet til, at man kører i ekstra god tid, og at man sikrer sig, at der er lys i baglygterne.
Derudover melder styrelsen ud, at bilister skal holde ekstra god afstand, tage toppen af farten og køre efter forholdene.
Voldsomt vejr: Kraftig regn og lokale skybrud
DMI varsler, at der fra søndag klokken 15 og frem til mandag klokken 18 kan falde kraftig regn og lokale skybrud på Lolland-Falster.
Denne varsling falder ind under kategori 1: Voldsomt vejr, hvilket betyder, at man skal være opmærksom på, at vejrudviklingen kan påvirke ens omgivelser og udendørsaktiviteter.
DMI forventer, at der på seks timer kan falde mellem 25 og 35 mm regn. Og regnen kan være ledsaget af lokale skybrud, altså mere end 15 mm på 30 minutter.
Ny hedebølge på vej
For to uger siden blev landet ramt af en sand hedebølge, der blandt andet resulterede i den højest målte temperatur nogensinde i Danmark med 37 grader både på Fyn og i Østjylland.
Og nu er en ny på vej.
TV2 Vejr varsler om hedebølge, som allerede begynder i Nordøstjylland fredag.
Den forventes at brede sig til Sydhavsøerne og resten af det østlige Danmark i løbet af weekenden, skriver TV2 Vejr.
Det betegnes som en hedebølge, når gennemsnittet af de højeste temperaturer hen over tre sammenhængende dage overstiger 28 grader.
Så varmt bliver det i weekenden
Weekenden står for døren, og hvis du er til sol, strand og sand, er der gode nyheder at hente her.
Man skal nemlig spejde langt efter regn og vind både fredag, lørdag og søndag.
”Højtrykket der bygger op over De Britiske Øer bliver liggende den kommende tid og den markante varme over Syd- og Mellemeuropa ligger ikke langt fra os.
Vores placering på den østlige side af højtrykket, betyder luft fra nordvest og nord, hvilket sætter lidt en bremse på temperaturerne. Vi kan derfor ”nøjes” med dagtemperaturer mellem 22 og 27 grader, lokalt måske op imod de 28 grader,” skriver DMI fredag morgen.
Hvis man kigger ind i de stedsbestemte prognoser, lover DMI i skrivende stund 26 grader om lørdagen på både Lolland og Falster.
Søndag sniger temperaturerne sig op på 27 grader på Lolland, mens det ”kun” bliver 26 grader på Falster. Begge dage ledsages af svag vind med beskedne vindpust på op til tre meter i sekundet.
Lørdag rammer UV-indekset maks 6,2, mens solens stråler er en smule svagere søndag med et maks på 5,9. Det betegnes som ”højt”, når UV-indekset er over 6, så husk solcremen!
Masser af sol over Lolland og Falster
Resten af ugen byder på masser af sommersol.
I dag bliver der op til 24 grader på både Lolland og Falster.
Og fredag, lørdag og søndag bliver der op til 26 grader.
Hvad skal du bruge dagene på at lave? Skriv til os på nyhedsdesk@folketidende.dk
Stor forandring i vejret i dag
I modsætning til de seneste dage, der med regn, rusk og kølige temperaturer har føltes som efterår, er sommervarmen nu retur.
Ifølge DMI får vi en dag med sol over hele linjen og temperaturer op mellem 17 og 23 grader.
De kommende dage ventes mere sol og varme med temperaturer helt op mod 26-27 grader.
Vejret i morgen
Ærgrer du dig over tirsdagens triste regnvejr, så kan du glæde dig til i morgen.
I løbet af onsdag eftermiddag bliver det nemlig op til 22 graders varme på Falster og 23 på Lolland.
Det skriver DMI i deres vejrprognose.
Nu vender sommervarmen tilbage
Vejret har budt på efterårsagtige tilstande, men nu vender sommervarmen tilbage.
Havareret køretøj spærrer spor på Sydmotorvejen
Et havareret køretøj spærrer lige nu højre spor på Sydmotorvejen.
Nærmere bestemt er der tale om et sted på strækningen fra Sakskøbing mod Rødby mellem Reersø og Lysmose. Det fremgår af Vejdirektoratets trafikinfo.dk.
Opdatering: Vejhjælp er nu fremme. Meldingen er, at der stadig kun er et spor farbart.
Opdatering: Det ser ud til, at der nu er ryddet og begge spor igen er farbare.
Frem med paraplyen
Mandag byder ikke på meget sommerstemning. Skyerne dominerer fra morgenstunden, og i løbet af dagen trækker regn ind fra vest.
Temperaturerne holder sig på mellem 15 og 18 grader.
Aftentimerne bliver mere af det samme - skyet og stedvis regn. Temperaturen falder til mellem 10 og 15 grader.
Fraråder vindfølsomme køretøjer
Den kraftige blæst, der i øjeblikket ligger over hele landet får Vejdirektoratet til at opfordre bilisterne til at tage deres forholdsregler.
På E47 Farøbroerne frarådes det at passere med vindfølsomme køretøjer.
Det forventes at vare indtil 4. juli klokken 10:00.
Blitz: Fartkontrol på Farøbroerne
Der er i øjeblikket fartkontrol på Farøbroerne i nordgående retning fra Falster mod Sjælland. Det fortæller Folketidende reporter.
"Det vil nok få de fleste til at tage lidt mere tøj på"
Overtøjet er formentligt pakket langt væk efter den forgangne weekends hedebølge. Men ifølge DMI skal du til at finde det frem igen.
Fra i dag, torsdag, skifter vejret.
"Der kommer i en periode vedvarende regn fra vest. Det vil sandsynligvis føles lidt barskt i forbindelse med regnen, for vinden tiltager, og temperaturen falder lidt. Som det ser ud lige nu, er der rusk i vente med kraftige vindstød. Temperaturerne vil i forbindelse med regnen kun komme op til 18 grader, og det kan derfor føles lidt efterårsagtigt", skriver vagthavende meteorolog Martin Lindberg torsdag morgen.
Vi skal dog helt hen på eftermiddagen, før regnvejret når frem til Sydhavsøerne. Indtil da vil solen skinne, og temperaturerne når op omkring 20 grader.
Fredag står den på tørvejr, men her bliver det også en køligere omgang.
"Da den lidt køligere luftmasse fortsat ligger over os, bliver dagen præget af temperaturer mellem 15 og 20 grader. Læg dertil en jævn til frisk vind fra vestlige retninger med kraftige vindstød, og i Nordjylland op til kuling. Det vil nok få de fleste til at tage lidt mere tøj på", skriver den vagthavende meteorolog.
Meget vand på kørebane spærrer spor
Efter et kraftigt regnvejr har passeret Lolland, er der kommet store mængder vand på motorvejen.
Det har resulteret i, at det højre spor i øjeblikket er spærret på Sydmotorvejen i nordgående retning lige efter tilkørslen ved Sakskøbing. Her er der en viadukt, hvor vandet har samlet sig.
Sidst på eftermiddagen torsdag var der igen farbart på stedet
Tordenvejr truer
Ifølge TV 2 Vejret kommer størstedelen af danskerne denne onsdag til at opleve tørt og solrigt vejr.
Det gør vi også meget af dagen på Sydhavsøerne. Men så kommer eftermiddagen, hvor der ifølge mediet er risiko for lokale byger, der kan være med torden.
Personer går på motorvejen
Opdateret klokken 19.04: Meldingen om gående personer på motorvejen er nu afblæst, fremgår det af Vejdirektoratets trafikkort.
Mandag aften oplyser Vejdirektoratet, at der går personer på Sydmotorvejen.
Personerne går på motorvejen nær afkørsel 49 Holeby på det sydlige Lolland.
Hvor mange personer, der er tale om, fremgår ikke.
Vejdirektoratet opfordrer bilister til at passe på.
Flere tog aflyst mellem Næstved og Nykøbing
Signalfejlen mellem Eskilstrup og Nykøbing Falster giver fortsat problemer mandag morgen.
DSB har nu opdateret Rejseplanen, så også togene med afgang fra Næstved klokken 7.53 og 8.53 mod Nykøbing Falster er aflyst.
Passagerer henvises til Rejseplanens øvrige rejseforslag.
DSB oplyste tidligere mandag, at togtrafikken var genoptaget mellem Eskilstrup og Nykøbing Falster, men aflysningerne på strækningen fortsætter altså fortsat mandag formiddag. Banedanmark arbejder stadig på at udbedre signalfejlen.