Ebba Andersen står til at skulle flytte fra sin plejebolig på Stokkemarke Plejecenter, når den nye Region Østdanmark skal overtage bygningerne, hvor der skal være sundheds- og omsorgspladser. Foto: Bjørn Brylle Petersen
101-årige Ebbas plejebolig skal nedlægges: - Det er helt forkert
101-årige Ebba Andersen er blandt de 14 beboere, der skal forlade Stokkemarke Plejecenter ved årsskiftet. Hendes svigerdatter er vred over beslutningen og frygter konsekvenserne.
En nyhed, som ikke er faldet i god jord hos den 101-årige.
- Der er ingen grund til at flytte én gang til, siger Ebba Andersen, som klarede sig selv, indtil hun var 100 år. Herefter flyttede hun af helbredsmæssige årsager på plejehjem.
At de 14 beboere skal flytte, skyldes, at bygningerne på Stokkemarke Plejehjem bliver overtaget af den nye Region Østdanmark og skal omdannes til sundheds- og omsorgspladser varetaget af regionen som en del af sundhedsreformen fra 2024.
Annonce
Tirsdag aften blev beboerne og deres pårørende orienteret om det videre forløb og baggrunden for beslutningen på et møde på Stokkemarke Plejehjem.
Bad Folketidende forlade mødet
Ebba Andersens svigerdatter, Anne Willer, havde inviteret Folketidendes reporter med til mødet.
Anne Willer mener ikke, det kan være rigtigt, at man flytter beboere, der er over 100 år. Foto: Bjørn Brylle Petersen
Men han var ikke velkommen.
Han blev bedt om at forlade stedet med den begrundelse, at mødet kun var for beboere og deres pårørende, og at der var andre familier til stede. Det efterlevede reporteren, som derefter forlod Stokkemarke Plejehjem.
- De pårørende blev meget vrede og syntes, det var forkert, at journalisten blev smidt ud, fortæller Anne Willer.
Hun fortæller, at der blev sat spørgsmålstegn ved, at han ikke måtte være til stede.
"Hvordan kan man tillade sig at smide journalisten ud?", "Vi vil gerne have, at folk får at vide, hvordan vi bliver behandlet" og "Hvorfor kan han ikke få lov til at være her?", fortæller hun, at der efterfølgende blev sagt på mødet.
Hvad er sundheds- og omsorgspladser?
Stokkemarke Plejecenter er i dag indrettet med almene ældreboliger og drives som plejecenter.
Som led i Lolland Kommunes plejeboligstrategi, der blev vedtaget i 2022, og som følge af den nye opgavefordeling mellem kommuner og regioner, er det aftalt, at der skal indrettes døgnpladser, der drives af regionen.
Pladserne er til borgere, der skal udskrives fra sygehuset, men som stadig har brug for behandling, som ikke kan ske i eget hjem.
- Det er vi rigtig kede af
Anne Willer mener ikke, at det kan være rigtigt, at hendes svigermor og de 13 andre beboere skal flyttes i den alder.
Annonce
- Det er vi rigtig kede af, siger hun.
- Når man er hundrede og mere, så skal man ikke flyttes to gange, siger Anne Willer, der er bekymret over, hvilke konsekvenser det får for hendes svigermor.
Anne Willer kritiserer, at hendes svigermor ikke kan få lov at blive boende på plejehjemmet resten af sit liv.
- Det, der bekymrer mig, er, at min svigermor skal ud på tre måneder, og beboerne på de andre plejehjem får lov til at blive der, til de dør. Det er helt forkert, siger hun.
- Hvorfor er der forskel på de stakkels 14 borgere, der bor her, og de andre? spørger hun og mener, at de har lige så meget ret.
Sektorchef i Ældre og Sundhed Pia Jenfort har tidligere udtalt til Folketidende, at man er klar over, at det er en udfordring, og at man træffer de fornødne foranstaltninger.
Anne Willer og hendes mand besøger jævnligt Ebba Andersen på plejehjemmet, som Anne Willer mener danner nogle rigtig gode rammer for beboerne. Hun er ked af, at hendes svigermor nu skal flytte. Foto: Bjørn Brylle Petersen
- Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at en flytning er en stor forandring. Derfor vil vi støtte de berørte borgere gennem hele forløbet og hjælpe med både praktiske og individuelle behov, så overgangen til et nyt hjem bliver så tryg og smidig som muligt, siger sektorchef for Ældre & Sundhed Pia Jenfort.
Folketidende kunne i august fortælle om 90-årige Birgit Ebbe på plejehjemmet Solgården i Herritslev, der også skal flytte, fordi den nye Region Østdanmark skal overtage bygningerne som en del af sundhedsreformen.
Anne Willer fortæller dagen efter mødet, at hun forventer, at kampen for plejehjemmet er tabt, og at jagten på at finde et godt sted til "farmor"nu er gået ind. Hun er "vred" over beslutningen, kalder den "ærgerlig" og mener, at beboerne "bliver skovlet afsted på nul komma fem".
Annonce
Onsdag eftermiddag var nedlæggelsen af Plejecenter Stokkemarke på dagsordenen i Sundheds- og Ældreudvalget i Lolland Kommune.
Tine Vinther Clausen (V) forstår frustrationen og forklarer, at beslutningen er truffet som et led i sundhedsreformen.
- Jeg har fuld forståelse for, at det kan være svært både som beboer og pårørende, men jeg har fuld tillid til, at administrationen sikrer en tryg og god overgang, lyder det fra udvalgsformand Tine Vinther Clausen i et skriftligt svar.
- Beslutningen om at nedlægge Stokkemarke Plejecenter er taget i forbindelse med sundhedsreformen, og at dette plejecenter skal overgå til regionen, skriver hun.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Stemmersluger droppede direktør-post: Afviser ikke politisk comeback
Borgerservice og bibliotek samles under ét tag
Håber på 200 lokale job: - Men der skal mere end en udsættelse til
Kommune inviterer til borgermøde om gigantisk datacenter
Narkopåvirket bag rattet: Nu risikerer 35-årig at blive udvist
Mest læste artikler
Uheld under jernbanebroen
Borgmester kalder det en kæmpe mavepuster: - Så må staten sætte os under administration
Mand alvorligt kvæstet i arbejdsulykke på Nordvestlolland
Nu slår restaurantkæde dørene op
Startede som ungarbejder: Nu overtager hun butikken