Lolland

Besøgende på et julemarked samles omkring et stort pyntet juletræ.
Et stort pyntet juletræ står centralt på et udendørs julemarked, hvor besøgende samles mellem boder og historiske bygninger.

Første gang i ti år: Håber at udvide endnu mere

Bilerne holdt i lang kø, da porten åbnede til helt nyt juleaktivitet.

Offentliggjort

Vinterkulden bider lidt i fingerspidserne, men de snehvide landskaber må gæsterne tænke sig til. Ude på de store grønne områder trisser næsehorn rundt og er helt ligeglade med juletiden, men sikkert glade for, at der endnu ikke er sne til at dække græsset.

Mennesker på et vintermarked med halmballer, boder og en overdækket markedshal.
Der var lang kø til pandekagerne. Foto: Palle Nevad Frandsen

For første gang i ti år har Knuthenborg Safaripark slået porten op for juleri, og selv om der er enkelte boder, er det ikke et traditionelt julemarked.

De senere år har parken forlænget sæsonen bid for bid. Først åbnede parken tidligere på sæsonen. Derefter holdt den længere åbent efter efterårsferien, og siden blev der også åbnet for campinggæster i en del af vinterperioden.

 - Efter åbningen af Evolutionsmuseet har vi haft en god mulighed for at forlænge sæsonen og holde lidt længere åbent. Derfor synes vi, at det var oplagt at putte lidt jul ind også, siger Stephanie Knuth, der sammen med Christoffer Knuth ejer Knuthenborg.

Håndskrevet skilt foran en frodig plante ved en udendørs bod.
Det er blandt andet muligt at købe denne mistelten, der må kunne sikre en masse kys. Foto: Palle Nevad Frandsen

Fortæller om godsets historie

Sidst parken havde juleåbent, var det i form af et mere traditionelt julemarked. Dengang var det parkens medarbejderforening, som stod bag en hyggelig weekend med masser af boder. Nu er boderne ganske få, og de fleste sælger noget, der har tilknytning til godset. Her er pølser lavet på vildt, mistelten og gran.

-  Vi har faktisk virkelig mange ting inde i parken, som stammer fra dengang, hvor vi havde en produktion af julepynt og grønt, fortæller Stephanie Knuth og peger over mod spisehuset Mombasa.

- Det var oprindeligt gartnerboligen i parken. Her boede parkens gartner. Han passede frugtplantagen og gartneriet, som lå i det område, vi i dag kender som Limpopoland.

Håber at kunne udvide mere

Person i profil iført mørk jakke blandt høje grønne siv.
Virker det mon, når strømmen bliver sat til - uden at det hele ender i "Fars Fede Juleferie"? Foto: Palle Nevad Frandsen

Ved at åbne på et tidspunkt af året, hvor dyrene måske dominerer mindre, er det håbet at fortælle historien om, at Knuthenborg er meget andet end en safaripark. Det er et historisk gods med både landbrug og store skove.

Men selvfølgelig handler det også om, at der bliver drevet en forretning. Stephanie og Christoffer Knuth deler gerne den park, som de selv bor midt i, med gæster fra nær og fjern.

- Vi håber, at der er mange, som kommer forbi Knuthenborg i åbningstiden frem mod jul, og at vi derfor kan udvide åbningstiden næste år. Det er bare hyggeligt, når der er en masse mennesker herinde, og det vil være dejligt, at det er noget, som kan blive en fast tradition, siger Stephanie Knuth.

Lolland har meget at byde på

Smilende person i grøn jakke står blandt siv foran en stenvæg.
Det virkede! Der er lys i juletræet, kan en glad Stephanie Knuth konstatere. Foto: Palle Nevad Frandsen

Den såkaldte skuldersæson er en udfordring på Lolland-Falster, og der har gennem mange år været efterlyst mere aktivitet uden for de store ferieperioder.

- Lolland har så mange fantastiske og vidunderlige ting at byde på, og ikke mindst vores natur er noget helt specielt. Vi håber derfor, at vi kan være med til at få folk herned, så de kan nyde området.

Knuthenborgs juleaktiviteter handler i høj grad om at være sammen med familien. Gæster, der har lyst, kan deltage i en julemission, hvor en heldig deltager kan vinde en præmie sidst på dagen. Men julen handler også om nærvær, og det vil Knuthenborg gerne skabe rammerne for.

- Det handler om magi og nærvær. Julen kan få tiden til at gå lidt i stå, og vi kan nok alle have godt af at stoppe lidt op midt i en travl hverdag, bare for at nyde en hyggelig weekend sammen, hvor vi kan gå rundt og glæde os til, at julen snart kommer, lyder det fra en smilende Stephanie Knuth, der kort efter skaber ekstra julehygge i Limpopoland, da hun tænder parkens juletræ.

Jul i Knuthenborg

Knuthenborg Safaripark har åbent fra klokken 12 til 18 i alle weekender frem til og med 20. december, samt fra 27. til 30. december.

Ikke alle dyr er ude på grund af vintertiden, og andre dyr kan holdes i staldene, hvis vejret byder det.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.