Borgmester Simon Hansen (S) kan ikke redegøre for, hvad op mod 400 medarbejdere konkret skal beskæftige sig med på datacentret. Illustration: Garbe Data Centers
Drømmer om 400 jobs i datacenter: Aner ikke, hvad tallet bygger på
Op mod 400 permanente arbejdspladser fremhæves som stor gevinst ved planlagt datacenter i Nørre Alslev. Men borgmester Simon Hansen (S) kan ikke svare på væsentlige spørgsmål om, hvad tallet bygger på.
Det er et tal, Guldborgsunds borgmester, Simon Hansen (S), igen og igen har fremhævet, når han har argumenteret for det milliardstore datacenter, som tyske Garbe Data Centers vil opføre ved Nørre Alslev.
Senest gjorde han det i et Facebook-opslag den 3. november, hvor han advarede mod at lade andre lande løbe med fremtidens arbejdspladser og investeringer.
Men hvor kommer de mange arbejdspladser egentlig fra?
Det kan borgmesteren ikke selv dokumentere.
- Jeg har ikke set nogen beregninger, fortæller Simon Hansen til Folketidende.
Tallet stammer ifølge borgmesteren fra Garbe Data Centers, der gennem Business Lolland-Falster har oplyst kommunen om den forventede beskæftigelse.
Og det er tilstrækkeligt for ham.
- Det bygger i virkeligheden på et tillidsforhold med en privat investor, der gerne vil investere i vores kommune, og de tal, som de oplyser i den forbindelse, siger han.
Borgmester Simon Hansen (S) stoler på oplysninger fra Garbe Data Centers om antal beskæftigede på datacentret. Foto: PatrickKirkby.com
Der er tale om et estimat for et fuldt udbygget datacenter, hvilket ifølge borgmesteren forventes at tage 10-15 år, efter byggeriet er gået i gang. Projektet afventer desuden fortsat en afklaring om den nødvendige strømtilslutning.
Siden offentliggørelsen har borgmesteren gentagne gange fremhævet de mange job som en væsentlig gevinst for kommunen.
Men Simon Hansen kan ikke redegøre for, hvad de op mod 400 medarbejdere konkret skal beskæftige sig med.
Han nævner blandt andet it-specialister, teknikere, rengøringspersonale og kantinedrift, men kan ikke oplyse, hvor mange ansatte der forventes inden for de enkelte områder.
Folketidende har også spurgt, hvor mange medarbejdere der forventes i hver af de seks til ni datacenterenheder, som projektet efter planen skal omfatte.
- Det ved vi ikke, svarer borgmesteren.
Han forklarer, at der først skal lægges en plan for udbygningstempoet, når det står klart, om datacentret kan realiseres.
Stoler på investoren
Flere eksisterende danske datacentre beskæftiger væsentligt færre end 400 medarbejdere. Eksempelvis arbejder omkring 50 personer på Apples datacenter i Viborg og godt 100 på Googles datacenter i Fredericia.
Større datacentercampusser kan dog beskæftige flere hundrede mennesker.
Hvad er det ved projektet i Nørre Alslev, der gør, at I forventer så mange flere arbejdspladser end på flere af de eksisterende danske datacentre?
Simon Hansen peger på, at datacentrene udvikler sig, både når det gælder deres funktioner og den måde, de drives på.
- Jeg er overhovedet ikke ekspert i data og datacentre, men jeg har ingen grund til ikke at tro på de oplysninger, vi har fået fra Garbe, siger han.
Men burde kommunen ikke selv have undersøgt, om tallet er realistisk, før du begyndte at bruge det offentligt?
- Jeg ved nærmest ikke, hvordan vi skulle kunne undersøge det, svarer Simon Hansen.
Han mener ikke, at der er grund til at stille spørgsmålstegn ved investorens oplysninger.
- Jeg synes, det er en mærkelig start på et samarbejde, hvis man skal starte med at have mistro til, at de oplysninger, man kommer med, er rigtige.
Borgmesteren peger på, at kommunen også i andre erhvervssager baserer sig på virksomhedernes egne forventninger.
- Vi lever heldigvis stadigvæk i et tillidsbaseret samfund, hvor vi stoler på de mennesker, vi samarbejder med.
Men risikerer du ikke at skabe forventninger hos borgerne, som aldrig bliver indfriet?
- Det kan du sige. Det gør vi jo så i alle andre erhvervssager også.
BLF har undersøgt tallene
Hos Business Lolland-Falster, der har været tæt involveret i projektet, fortæller direktør Mikkel Wesselhoff imidlertid, at organisationen har undersøgt grundlaget for Garbes oplysninger.
- Vi har kigget på nogle internationale benchmarkstudier, forklarer han.
Både direkte og indirekte arbejdspladser indgår i det samlede estimat på 400, siger direktør i Business Lolland-Falster Mikkel Wesselhoff. Arkivfoto: Nicklas Linnemann
Ifølge direktøren er Garbes forventninger blevet sammenholdt med internationale undersøgelser af beskæftigelsen på store datacentre.
Han henviser blandt andet til en britisk analyse fra tænketanken Verdant, der er kritisk over for datacenterbranchens beskæftigelsesløfter.
Analysen peger på omkring 1,2 permanente driftsjob pr. megawatt i et udvalg af planlagte britiske datacentre. Det svarer til omkring 420 arbejdspladser ved et datacenter på 350 megawatt, som det planlagte anlæg i Nørre Alslev.
Der er dog forskel på, hvad undersøgelserne tæller med, og hvordan Business Lolland-Falster opgør beskæftigelsen.
Mikkel Wesselhoff forklarer nemlig, at Garbes forventning om op mod 400 arbejdspladser både omfatter direkte ansatte og afledte arbejdspladser hos andre virksomheder.
Ifølge direktøren forventer Garbe mellem 100 og 150 arbejdspladser direkte hos datacenteroperatøren, mens den øvrige beskæftigelse blandt andet skal skabes hos leverandører og servicevirksomheder.
- Når vi snakker om de 400, så er det permanente arbejdspladser, men det er både direkte og indirekte, siger Mikkel Wesselhoff.
Han understreger, at den samlede beskæftigelseseffekt er det væsentlige for lokalområdet, og at det derfor ikke er retvisende alene at sammenligne antallet af direkte ansatte på datacentrene.
Samtidig peger han på, at Garbes projekt både i størrelse og funktion adskiller sig fra eksempelvis Apples og Googles danske datacentre.
- Man skal passe på med ikke at sammenligne æbler med pærer, siger direktøren.
Ville også bakke op om færre job
Simon Hansen lægger ikke skjul på, at arbejdspladserne er en vigtig del af hans opbakning til datacentret, der kan udløse investeringer på op mod 20 milliarder kroner.
Men er argumentet for datacentret så mindre, hvis der kun kommer 50 eller 100 permanente arbejdspladser?
- Den præmis vil jeg ikke gå ind på, svarer Simon Hansen.
Hvor stor betydning har arbejdspladserne så egentlig for din opbakning til projektet?
- Jeg ville også stadig have været positivt indstillet, hvis tallet havde været mindre. Det handler også om, at vi kan bruge den grønne strøm, vi producerer i Guldborgsund Kommune, til noget fornuftigt, som vi alle sammen har brug for.
Borgmesteren fremhæver samtidig, at Garbe er en tysk virksomhed, og at han ser en fordel i, at europæiske aktører står bag fremtidens datacentre frem for de store amerikanske teknologikoncerner.
- Vi skal have lidt mere kontrol over det, siger han.
Han mener desuden, at datacentrene under alle omstændigheder bliver bygget et sted i Europa, og frygter, at Lolland-Falster kommer til at producere den grønne strøm, mens arbejdspladserne havner i Sverige eller Tyskland.
Hvorfor ville det være så forfærdeligt?
- Jeg synes ikke, det er rimeligt, at borgerne på Lolland-Falster opstiller den grønne energi og så ikke får nogle arbejdspladser ud af det i sidste ende, siger Simon Hansen.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Drømmer om 400 jobs i datacenter: Aner ikke, hvad tallet bygger på
18-årig idømt fængsel og en særlig sanktion
NFH flyvende på norsk visit
Nu ruller trafikken atter over broen
Provst med klar opfordring til kirkeministeren om bispevalg og stiftsgrænser: – Meld ud!
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Milliardær køber for millioner på Fejø: Her er årsagen
Kendt fra 'Det brune punktum': Køber hus på Falster
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
Syv anholdt i stor narkoaktion på Lolland