Lolland

Kim Fournais på Vejrø, som han har ejet siden 2005. Foto: David Arnholm

Milliardær køber for millioner på Fejø: Her er årsagen

Kim Fournais har lagt et tocifret millionbeløb i ejendomme på Fejø. Nu fortæller selskabet, hvorfor Saxo Bank-medstifteren investerer på naboøen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fournais' opkøb på Fejø

  • Hjortemosevej 25: Kim Fournais blev eneejer 1. januar 2026 efter en handel til 2.025.000 kroner.

  • Hjortemosevej 41: Kim Fournais overtog ejendommen 1. januar 2026 for 2.650.000 kroner.

  • Hjortemosevej 25A: Vejrø ApS overtog ejendommen 1. september 2026 for 7.035.000 kroner.

  • Samlet købesum: 11.710.000 kroner.

  • De tre ejendomme ligger i den nordøstlige del af Fejø, nord for Østerby.

Kim Fournais har allerede brugt omkring 300 millioner kroner på Vejrø.

Nu har Saxo Bank-medstifteren også investeret massivt på Fejø.

Tingbogen viser, at Kim Fournais gennem de seneste handler har købt ejendomme på øen for 11.710.000 kroner.

De tre ejendomme ligger på Hjortemosevej i den nordøstlige del af Fejø, nord for Østerby.

På nummer 25 blev Kim Fournais pr. 1. januar 2026 eneejer efter en handel til 2.025.000 kroner. Samme dag overtog han nummer 41 for 2.650.000 kroner.

Den største handel kom i september, da Vejrø ApS overtog nummer 25A for 7.035.000 kroner. Handlen blev tinglyst 22. oktober.

Derfor Fejø

Ifølge selskabet er det ikke tilfældigt, at Kim Fournais har valgt netop Fejø.

- Kim har holdt af Fejø i mange år. Det er en vigtig del af grunden til, at han har valgt at investere på øen, oplyser Barbara Jóhansdóttir, der er direktør i Vejrø ApS og marketingdirektør i Fournais Group, til Folketidende.

Hun peger samtidig på Fournais' interesse for landbrug og for at udvikle jorden.

- Han har en stor interesse for landbrug og for, hvordan vi kan dyrke jorden, så den bliver sundere og mere frugtbar over tid, oplyser hun.

Samme tanke som på Vejrø

Den tilgang minder om den, Fournais allerede har lagt store summer i på Vejrø.

Han har tidligere fortalt, at han samlet har brugt omkring 300 millioner kroner på øen, siden han købte den i 2005.

Her ses Hjortemosevej 25 og 25A med det omkringliggende landskab i den nordøstlige del af Fejø. De to ejendomme er købt for samlet godt ni millioner kroner. Screendump fra Google Maps

Pengene er blandt andet gået til renovering af bygninger, vedvarende energi, landbrug og udvikling af øen som sted for ophold, fester og virksomhedsevents.

Selv har Fournais beskrevet Vejrø som en langsigtet investering, der handler om mere end økonomisk afkast.

Og ifølge Barbara Jóhansdóttir går den samme ambition igen på Fejø.

- Det er den ambition, der går igen på tværs af Kims engagement på Vejrø og Fejø, oplyser hun.

Holder planen hemmelig

Selv om selskabet nu fortæller mere om baggrunden for investeringerne, er det fortsat uklart, hvad de enkelte ejendomme på Fejø konkret skal bruges til.

Fournais Group vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse, om ejendommene skal spille en rolle i driften på Vejrø, eller hvad de konkrete planer er.

Selskabet vil heller ikke oplyse, om flere ejendomskøb på Fejø er på vej.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.