Guldborgsund

Krenkerup Bryggeri strøg helt til tops ved en stor international ølkonkurrence i Tyskland.. Arkivfoto: Claus Hansen

Krenkerup vinder international guldmedalje

Berusende sejr til bryggeriet ved Sakskøbing i international øl-konkurrence.

Offentliggjort

Krenkerup Bryggeri ved Sakskøbing har vundet en international guldmedalje for en af bryggeriets øl - helt uden brug af alkohol.

Onsdag fik det lollandske bryggeri således overrakt en guldmedalje ved den internationale ølbrygningskonkurrence European Beer Star 2026.

Konkurrencen er åben for alle kommercielle bryggerier i hele verden, og de deltagende øl vurderes af en international ekspertjury ved en blindsmagning.

Det var bryggeriets alkoholfrie pilsner, der strøg helt til tops i kategorien "Non-alcoholic lager" ved konkurrencen i den sydtyske by Nürnberg. Øllene bliver bedømt på blandt andet aroma, smag, balance og stiltypisk karakter, og her tog Krenkerup altså en berusende, alkoholfri sejr.

Krenkerup vandt for næsen af Spaten-Franziskaner-Bräu GmbH fra Tyskland og Privatbrauerei Zwettl fra Østrig, som fik henholdsvis sølv og bronze.

- Vi er utrolig stolte af guldmedaljen. Den er en stor cadeau til vores bryggeres arbejde og til den kompromisløse tilgang til kvalitet, som kendetegner alt, hvad vi laver.

- For os handler god øl om smag, balance og oplevelse. Det gælder også, når øllet er alkoholfrit. Når gæsten vælger alkoholfrit, skal der være en øl i glasset, som passer til maden og er værd at vælge på grund af smagen.”, siger Thomas Glæsner Henriksen, der er CCO hos Krenkerup Bryggeri, i en pressemeddelelse.

Sidste år vandt bryggeriet en bronzemedalje ved samme konkurrence for dets brown ale. Det kan du læse mere om HER.

Og I 2021 vandt Krenkerup Bryggeri også guld ved  European Beer Star. Dengang var det bryggeriets Rauch Bier, der strøg helt til tops.