Abelones nye planer: Det kunne hun ikke med Peter

- Jeg lever ikke videre på trods af, at jeg har mistet Peter. Jeg lever videre i kraft af, at jeg har mistet Peter.

Sådan siger Abelone Glahn, der ramlede ind i en identitetskrise, da hun mistede sin mand gennem 38 år.

- I mange af de store livsovergange, vi alle oplever, er det vigtigt at kunne se, at der åbner sig muligheder. Nu kan jeg genforhandle mig selv, mine roller, mine relationer og mine mål. Det ser jeg som en kæmpe gave, siger hun.

Det kom ikke med det samme

Hun understreger, at det ikke er let. Hun har foreløbig selv brugt to et halvt år på at finde ud af, hvem hun var uden sin mand Peter.

- Når man har rejst sig efter den knockout, det er at miste én, man har været sammen med i rigtig mange år, kræver det nogle anstrengelser at se noget lys. Men lyset er der.

Store livsomvæltninger behøver ikke altid at handle om død, for i al deres gru rummer de faktisk nogle åbninger ind til noget nyt, påpeger hun.

- Men du kan ikke tænke dig til at blive den nye udgave af dig selv. Der går tid. Når jeg taler om, at der åbner sig nye muligheder, er det først efter to til to et halvt år, at jeg begynder at kunne tænke sådan. Det kom ikke med det samme.

Abelone Glahn understreger, at hun bærer sine sår og sit savn med videre hele tiden.

- Jeg er forandret for evigt, og det kan jeg ikke skrue tilbage. Jeg går derfor ikke ud og siger: Nu kører det hele bare igen. Det kører i et andet gear og med andre tanker. Men der er også gode ting i det. Derfor siger jeg, at jeg lever i kraft af det.

Har måske fem rigtig gode år fra nu

Abelone Glahn har desuden lavet sin matematik.

- Jeg er 71 år i dag, og hvis jeg er heldig, så lad os sige, at jeg har 15 år endnu. De sidste ti bliver måske præget af en sygdom, jeg får, eller af at jeg falder og brækker hoften. Så har jeg måske fem år fra nu, hvor jeg er frisk og rask og kan gøre nogle ting. Derefter vil det statistisk set gå ned ad bakke med mit helbred.

- Når man ved, hvor kort tid 15 år er, og det gør jeg, fordi jeg har levet så længe, får man nogle tanker om, hvad de skal bruges til, så man ikke spilder tiden.

Der er nogen, som mister deres ægtefælle og ikke kommer videre. De står stille og flytter sig hverken fysisk eller mentalt. Nogle har det så dårligt, at de må have medicinsk hjælp, men det er et mindretal, nævner Abelone Glahn.

- Til gengæld ser jeg flere, som oplever nye muligheder. Så jeg har måttet spørge mig selv: Nu, hvor du er dig selv, hvad har du så lyst til? Før har det altid været i relation til, at jeg også havde min mand. Nu skal jeg virkelig spørge mig selv, hvad jeg har lyst til. Det kan faktisk være svært, fordi det har man ikke gjort i 40 år.

Skrøbelige planer for fremtiden

Hvad har du så gjort dig af tanker?

- Uh, det er stadig så skrøbeligt. Jeg har nogle tanker om ting, jeg gerne vil, men det kan godt være, at jeg ikke får dem gjort. Derfor må man ikke holde mig op på det bagefter og sige: "Nå, fik du så ikke gjort det, du talte om?"

Abelone vil også gerne gå langt.

- Jeg vil gerne på ture, der varer mere end en weekend. Måske gå i 14 dage eller tre uger et sted. Det kan være i Danmark eller i udlandet. Det er ikke, fordi jeg skal på Caminoen. Jeg vil bare gerne gå og være mere i naturen. Jeg kan mærke, at det betyder noget.

- Jeg har også puslet med en idé om at kaste mig ud i det, der hedder vanlife: at bygge min bil om. Den har jeg måske i fem år endnu. Så kunne jeg køre nogle ture og sove i den. Måske komme til Nordnorge, Sverige eller Polen. Jeg skal dog lige finde ud af, om jeg tør sove alene i bilen.

Endelig har hun et klart ønske om at skrive noget andet end nonfiktion.

- Jeg har skrevet mange bøger, men det har alt sammen været journalistiske bøger. Jeg kunne godt tænke mig at skrive noveller, og det tror jeg, at jeg kommer til. Det er nok noget af det første, jeg vil arbejde mere med.

Hun ser et øjeblik eftertænksom ud.

- Kunne jeg have gjort det med Peter, spørger hun så og svarer sig selv:

- Ikke det med at køre rundt i bilen. Det med at gå langt kunne jeg heller ikke. Kunne jeg have skrevet noveller? Ja, det kunne jeg nok, men jeg ved, hvor meget dagligdagen afbryder. Det at være alene giver faktisk nogle muligheder for at koncentrere sig om noget over længere tid.