Guldborgsund

Isdronningerne fra Copenwater hopper i Østersøen i novemberkulden. Fra venstre: Elisa Rosenbohm, Camilla Knudsen, Luise Jespergaard, Elisabeth Jacobsen, Trine Lindahl, Heidi Ibsen og Gitte Bjørlig. Privatfoto

Heidi og de andre isdronninger trodser kulden ved Marielyst

En gruppe kvinder i 45-55-årsalderen har i weekenden indtaget vandet ved Marielyst Strand. Her træner de frem mod DM i issvømning, men det er især fællesskabet, der trækker.

Offentliggjort

Mens de fleste nok foretrækker at holde sig på land i novemberkulden, har en gruppe på omkring ti kvinder valgt at hoppe i vandet ved Marielyst Strand.

Blandt dem er 54-årige Heidi Ibsen, der er født og opvokset i Nykøbing, men i dag bor i Taastrup.

Hun har samlet sine svømmeveninder i sit sommerhus på Falster til en weekend med svømning, sauna og hyggeligt samvær.

- Vi er omkring ti, som normalt svømmer på Amager. Nu tager vi rundt til hinandens sommerhuse, og det har vi gjort i tre år. Vi svømmer i november og lejer en mobil sauna, fortæller Heidi Ibsen.

Kvinderne er hoppet i bølgen blå både fredag, lørdag og søndag. De svømmer omkring 10 minutter ad gangen i det kolde hav.

Træner til mesterskaber

Der er ikke blot tale om almindelige vinterbadere. Flere af kvinderne har deltaget i både danske og internationale mesterskaber i issvømning.

Gruppen har tidligere været med ved DM i Faaborg og VM i Finland, og til februar venter endnu et danmarksmesterskab.

Lang jakke og badetøfler er den foretrukne mundering på vej til det kolde vand. Privatfoto

Vandtemperaturen skal være under fem grader, før der officielt er tale om issvømning. Derfor må kvinderne i denne weekend nøjes med at træne i forholdsvis "varmt" havvand ved Falster, hvor temperaturen ifølge DMI ligger lige under ni grader.

- Og så er det jo selvfølgelig uden neopren (våddragt, red.). Så det foregår i badedragter, siger hun.

For Heidi Ibsen handler det dog ikke kun om at svømme langt og udfordre sig selv i det kolde vand.

- Det er helt sikkert fællesskabet, der er bærende i det her. Det er derfor, vi gør det, lyder det fra issvømmeren.