Efter tabet af ægtefællen stod ét spørgsmål tilbage

Vinden rusker i de løvfældende trækroner, regnen sjasker ned i mærkbare dråber, og bølgerne bruser ind mod kysten, da Abelone Glahn træder ud af sin bil på parkeringspladsen ved Pomle Nakke. Hun kæmper lidt mod vejrliget, mens hun trækker i overtøjet. Så rækker hun ind i sin bil efter to kopper te og to croissanter. Papirsnippen på tebrevene flaprer i blæsten, mens vi bærer hver vores kop hen til et bord i krog af terrassen på den formiddagslukkede restaurant, hvor vi slår os ned.

Men et er at finde ly og læ for efterårsvejret, noget andet er at finde retning og mening i sit livs efterår, når man mister en ægtefælle. Det har den 71-årige journalist og forfatter kæmpet med i de sidste to et halvt år, efter hendes mand, Peter Abrahamsen, døde efter 38 års samliv.

Tabet udløste en identitetskrise

Smerten var åbenbar.

Som Abelone Glahn skrev i et dagbogsnotat: "… hele dagens opsparede savn og bortstuvede smerte lægger sig under dynen med mig som eneste partner".

Men foruden sorgen udløste tabet en identitetskrise, hvor Abelone ikke anede, hvem hun var, eller hvordan livet skulle leves, når hun ikke længere havde sin mand at leve livet sammen med.

- Kort efter Peters død var jeg til et møde i en lille tænketank med nogle andre kvinder, hvor jeg prøvede at tage emnet identitet efter tab op. Jeg illustrerede mine tanker med en liste over, hvad jeg var, mens Peter levede, og hvad jeg så var nu.

På listen over, hvad hun var før, stod der: Hustru, elskede, omsorgsgiver, praktisk gris, hjælper, mor, mormor og journalist.

Men alle de første ting kunne hun stryge.

Hvad skulle der stå på listen?

Tilbage på listen stod mor, mormor og journalist.

- Så tænkte jeg: Hvis det er mig i de næste 15 år, jeg har tilbage at leve i, er det simpelthen for kedeligt.

Hvorfor var det for kedeligt? Mor, mormor og journalist. Det kan også lyde som et fuldt liv.

- Jeg syntes simpelthen, at det var alt for lidt.

- Jeg er meget glad for at være mor, men den rolle ændrer sig. Man skal ikke nødvendigvis være så meget mor med stort M, når ens børn er voksne. Jeg er også meget glad for at være mormor og siden også farmor. Det synes jeg er vigtigt, men jeg havde ikke lyst til at blive en af de kvinder, der ikke taler om andet end deres børnebørn.

- Og så er jeg journalist, men på det tidspunkt kunne jeg ikke sætte et ord sammen. Jeg kunne ikke skrive noget eller overholde en deadline. For en gangs skyld kæmpede jeg med ikke at kunne skrive. Så jeg følte nærmest, at der ikke var noget interessant tilbage.

Hun spurgte derfor fortvivlet sig selv, hvad der nu skulle stå på listen.

- Jeg kunne kun se, at de roller, jeg havde haft, var meget forbundet med at være plejeperson og kæreste. Det var væk. Hovedpersonen var væk. Hvad var der så bagefter? Et kæmpe tomrum, fortæller hun.

Lige efter et stort tab er der så meget, som skal falde på plads, nævner hun.

- Det myldrer rundt i hovedet, og det er umuligt at finde en retning. Nogle gange er det også umuligt at være sammen med dem, man plejer, fordi man ikke er sig selv og måske heller ikke er den bedste udgave af sig selv.

- Jeg blev indimellem meget følelsesfuld, fór hurtigt op eller blev meget ked af det. Jeg tror, mine børn blev overraskede over at se en anden Abelone, end de plejede. Her var noget, jeg ikke kunne handle mig ud af. Jeg kunne ikke foretage mig noget, der fik det til at gå væk. Jeg måtte acceptere, at det ændrede mit liv fuldstændigt.

Mangler sin sparringspartner

Særligt for Abelone og Peters relation var, at de kunne se hinandens idéer og udvikle videre på dem.

- Jeg savner min sparringspartner, som jeg har fortiden med, som kender mig og min tankegang, og som jeg har kærligheden med.

- Både Peter og jeg er sådan nogle, der sætter i gang, udvikler og finder på nyt. At drifte og vedligeholde er ikke nær så sjovt som at få en ny tanke og sige: Det her kunne jeg godt tænke mig at lave. For eksempel at omdanne et af lokalerne på den gamle skole i Maglebrænde til et koncertsted, hvor jeg så øjeblikkeligt tænkte, at vi også kunne bruge det som kursuslokale.

- At én idé fødte flere idéer, kendetegnede den måde, vi arbejdede tæt sammen på. Og alligevel havde vi hver vores forretningsområde. Peter havde musik, koncerter og pladeproduktion. Jeg havde journalistik, bøger og kurser.

Men et stykke tid efter Peters død fandt Abelone Glahn ud af, at hvis andre skulle kunne give hende noget af det, hun manglede, måtte hun udbygge og forstærke sine relationer.

- Jeg er blevet langt mere interesseret i omverdenen og i at skabe relationer, end jeg måske var før, fordi Peter opfyldte rigtig mange behov.

Ny udbygget liste

To et halvt år efter, at Abelone Glahn mistede sin mand, lyder hendes liste derfor: mor (med lille m), mormor/farmor, stedmor, svigermor, søster, veninde, meningsdanner, journalist, ikke motionist, måske snart fuldtidspensionist.

- Jeg tror også, det er vigtigt at sige, at der dukker en kæmpe taknemmelighed op. Når man har fået rystet det første knockout af sig, kommer der også en taknemmelighed over at have haft et godt liv. Det har vi i hvert fald haft.

Da Abelone og Peter blev gift, pjattede de med, at de skulle holde 25 år, tre uger og lidt til.

- Vi fik 38 år. Vi troede ikke, vi ville få så mange år, og det er jeg meget glad for, at vi gjorde.