Retten i Nykøbing dømte fredag plejefaren skyldig i trusler, grooming og voldtægt af plejedatter. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
58-årig plejefar skyldig i voldtægt af plejedatter: Derfor blev han dømt
Efter seks retsdage faldt dommen fredag over den 58-årige plejefar. Et enigt nævningeting lagde vægt på flere centrale forhold - og endte med en markant straf.
Der var næsten ikke en ledig stol tilbage i Retssal A, da afgørelsens time fredag nærmede sig.
På tilhørerrækkerne sad både den 16-årige plejedatter, hendes biologiske forældre og en række andre pårørende. Også flere af plejefarens familiemedlemmer, heriblandt hans to voksne børn, var mødt frem for at overvære sjette og sidste retsdag.
Midt i lokalet sad plejefaren selv.
Skyldig
Kort før klokken 10 faldt afgørelsen: 58-årige Hans Åge Madsen fra Lolland blev kendt skyldig i grooming, voldtægt og trusler mod sin plejedatter.
Senere fredag blev straffen fastsat til otte års fængsel. Han skal desuden betale 200.000 kroner i erstatning til plejedatteren.
Det var et enigt nævningeting, der kendte ham skyldig og senere fastsatte straffen til otte års fængsel. Alle tre juridiske dommere og seks nævninge var enige.
Derfor skriver vi navnet
I udgangspunktet nævner Folketidende navnet på dømte personer, når dommen lyder på et års ubetinget fængsel eller mere.
Overgrebene stod på i lidt over to år - fra sommeren 2023 og frem til sensommeren 2025. I september 2025 stak plejedatteren af fra plejefamilien og fortalte sin biologiske mor om overgrebene.
Helt centralt står den nu 16-årige plejedatters forklaring. Hun har under sagen fortalt om overgreb i plejefamiliens hjem, på flere udlandsferier og i plejefarens bil ved Burger King i Nørre Alslev.
Retten vurderede hendes forklaring som troværdig. Det ændrede ikke på vurderingen, at hun under sin forklaring i retten havde svært ved at huske flere af de konkrete episoder, som hun tidligere havde forklaret mere detaljeret om til politiet.
Retten lagde blandt andet vægt på hendes forklaring om, at hun havde fortrængt meget og huskede hændelserne i glimt.
De fortalte tidligere i retssagen, at han kort før sin anholdelse havde betroet sig til dem om seksuel kontakt med plejedatteren. For retten fortalte en af hans tætteste venner gennem 50 år, at han havde indrømmet over for ham at have haft sex med pigen.
Ifølge kendelsen var vennernes forklaringer med til at underbygge pigens forklaring. Det samme var oplysninger om, at Hans Åge Madsen havde købt potenspiller og kondomer.
Forsvaret havde ellers gennem sagen lagt stor vægt på, at der hverken var dna-spor, overvågning eller øjenvidner til overgrebene.
Det skabte ikke tilstrækkelig tvivl hos dommere og nævninge.
Udnyttede rollen som plejefar
Hans Åge Madsen blev også dømt for grooming.
Her lagde retten vægt på omfanget og karakteren af kontakten mellem ham og plejedatteren - både fysisk og på sociale medier. Retten vurderede kontakten som systematisk og manipulerende.
I de mange Roblox-beskeder skrev han blandt andet, at han elskede hende, kaldte hende “min elskede” og “min skat” og brugte hjerter og særlige emojis, som ifølge sagen havde faste betydninger mellem de to.
Samtidig fandt retten, at han havde udnyttet sin overlegenhed i alder og erfaring og det ulige magtforhold mellem plejefar og plejebarn til at opbygge fortrolighed og et hemmeligt kæresteforhold - alt sammen med det formål at udsætte plejedatteren for en seksualforbrydelse.
- Jeg har bare været en brik
Efter skyldkendelsen gik der et lettelsens suk gennem flere på tilhørerrækkerne. Den 58-årige plejefar stod roligt, mens afgørelsen blev læst op.
Da anklager og forsvarer efterfølgende havde procederet om straffen, fik han igen selv det sidste ord.
- Jeg har ikke så meget at sige. Jeg har bare været brik i det spil, som (den forurettede piges navn udeladt) har kørt. Jeg kan ikke sige mere. Det har jeg ikke lyst til, sagde han.
Da straffen en halv times tid senere blev læst op, kiggede den 58-årige vredt mod den forurettede pige og hendes familie og rystede på hovedet.
Senioranklager Charlotte Skovmand krævede mindst otte års fængsel, mens forsvarer David Francis Lublin argumenterede for omkring fire til fem år.
Det var derfor en tilfreds anklager, der efterfølgende kunne konstatere, at retten fulgte hendes påstand om otte års fængsel.
- Anklagemyndigheden er yderst tilfreds med den dom, der er faldet i dag. Jeg er yderst tilfreds med, at retten kommer frem til, at straffen skal være otte år – især med henvisning til de skærpelser, der har været på området. Der er tale om en meget alvorlig sag, sagde Charlotte Skovmand til Folketidende efter afgørelsen.
Men inden der blev lukket og slukket i Retssal A, nåede forsvarer David Francis Lublin på vegne af sin klient at anke dommen med påstand om frifindelse.
Derfor skal sagen på et senere tidspunkt behandles ved Østre Landsret. Indtil da vil Hans Åge Madsen fortsat sidde fængslet.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Styrelse hæver trusselsniveau for fugleinfluenzasmitte
Billetter til pokalbrag revet væk - klubben lover, der kommer flere
Så er den her: Folketidendes nye weekendavis er kørt af pressen
Forlænger togbusser med en uge
122 boliger i spil: Seks steder ændrer byen sig
Mest læste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst