På onsdag mister Rune sit ben: Men først venter et særligt øjeblik på stadion
Kræften betyder, at Rune Hansen skal have amputeret sit ene ben om få dage. Men søndag får han en oplevelse, han sent vil glemme, når han vender tilbage til sin gamle hjemmebane i Nykøbing.
Søndag bliver en ganske særlig dag for Rune Hansen.
Den tidligere falstring, der i dag bor i Vejle, kæmper med kræft og skal på onsdag have amputeret sit ene ben.
Men inden da har han et stort ønske. Han vil nå at skabe så mange gode minder som muligt, mens han stadig har begge ben.
Og ét af de minder bliver skabt på Lollands Bank Park, hvor han søndag skal forsøge at sparke en bold i mål fra midten af banen foran Nykøbing FC's tilskuere.
- Jeg vil gerne nå at få nogle oplevelser, som jeg kan tænke tilbage på. Jeg er sikker på, at jeg også kommer til at opleve en masse efter operationen, men først venter der en periode med genoptræning, fortæller han.
En særlig hjemkomst
Rune Hansen skal onsdag have amputeret sit ene ben på grund af kræft. Men først venter en helt særlig oplevelse på Lollands Bank Park, hvor han søndag skal forsøge at score fra midten af banen. Privatfoto
Det hele begyndte, da Rune Hansen skrev til P3-programmet Drømmeholdet i håbet om at få en sjov oplevelse inden sin operation.
Han havde dog aldrig forestillet sig den opbakning, han ville få.
Nykøbing FC inviterede ham nemlig til at deltage i konkurrencen Scor Kassen, hvor han får chancen for at vinde 5.000 kroner.
Og invitationen betyder noget helt særligt.
Rune er oprindeligt fra Nørre Alslev og var for omkring 12 år siden en del af supportermiljøet omkring klubben. Han var blandt andet med til at spille trommer på lægterne.
- Det vækker mange minder at skulle tilbage til stadion. Jeg er meget beæret over at have fået billetter og muligheden for at sparke en sidste gang, fortæller han.
Chancerne for at ramme målet vurderer han dog selv som små.
- Jeg har stort set ikke brugt benet i to år, og nu skal jeg sparke omkring 55 meter. Jeg giver ikke mig selv de store chancer, men det skal ikke forhindre mig i at gøre mit bedste.
Hellere miste benet
Selvom søndagen handler om fodbold og glæde, venter en alvorlig operation blot tre dage senere.
Rune lægger ikke skjul på, at det er svært at sætte ord på situationen. Men én ting vejer tungere end frygten for at miste benet.
- Jeg vil hellere miste et ben end risikere, at kræften spreder sig, og min familie står uden en far. Sådan har jeg set på det hele vejen igennem, fortæller han.
Netop familien bliver også en vigtig del af søndagens oplevelse.
Rune tager nemlig sin søn med på stadion, hvor drengen for første gang skal opleve fodbold på det niveau fra tribunerne.
Og selvom 5.000 kroner ville være en kærkommen gevinst, er det noget helt andet, Rune først og fremmest håber at tage med hjem til Vejle.
- Jeg håber på en god kamp med masser af mål, så min søn får en god oplevelse med fodbold. Og så håber jeg selvfølgelig at levere et bedre skud fra midten, end jeg selv forventer, siger han.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst