Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset

Det var i øreflipperne, de to røgdykkere mærkede den stigende varme. Sekunder efter blev varmen fulgt af en røggaseksplosion.

Den ændrede på deres liv.

Søndag er det seks år siden, at den nu 52-årige brandmand og murer fra Maribo, Yngve Pedersen, sammen med sin kollega i en halv time kæmpede for livet i Danisco Seeds brændende lager i Holeby.

En halv time, der fik ham til at opføre sig helt anderledes, end han nogensinde  havde troet, han ville. 18 års erfaring som brandmand fejede den hede eksplosion i et splitsekund væk, og så blev situationen lige pludselig rigtig farlig. Det nager ham stadig.

- Alt stod stille, konstaterer han i dag.

Søndag 22. oktober 1989. Sammen med kollegerne er Yngve Pedersen i færd med at rense slanger vel tilbage på stationen efter en ubetydelig skorstensbrand i Østofte. Lidt før klokken 18.00 meddeler deres vagtmester, at det brænder på det daværende Maribo Frø i Holeby. Folkene fra Rødby mangler hjælp.

Hele slukningstoget sætter af sted. På brandstedet får Yngve Pedersen og makkeren Kaj Borre besked på at iføre sig røgdykkerudstyr og trænge ind i fabrikkens brændende lager.

- Der kom lidt røg ud af bygningen, husker Yngve og knipser med fingeren for at illustrere, at han ikke vurderede situationen som farlig.

Indenfor var der ild i en palle sammenpresset pap, og rutinemæssigt stak de to erfarne brandmænd strålehovederne ind i materialet.

Efter et kvarters tid gik det galt.

Alt eksploderede

- Vi mærkede varmen stige i øreflipper og i nakken under vores hjelme. Pludselig hørte vi et "kafouuuum!", beretter Yngve. En robust mand med et furet ansigt og ikke umiddelbart en mand, der slår om sig med følelsesudbrud, fornemmer man.

- Igen og igen har vi lært, at der, hvor slangen kommer ind, kan vi også komme ud, gentager han.

Men i stedet for at slå den nøgterne autopilot til og komme ud, før ild og røg fra den uventede eksplosion tager deres liv, søger de uvist af hvilken grund mod en anden dør. Den sidder fast. Trykbølgen har forseglet alt, og flammerne nærmer sig.

Græd

- Nu kommer jeg ikke hjem til "mor", for det gennem Yngve Pedersen.

"Mor" er hans kone gennem 32 år, Mona. Sammen har de tre drenge.

Læs hans mindeord:

Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket

I de minutter i det brændende rum græd han for første gang i tjenesten.

Det blev han ved med, efter de var kommet ud. For de fik tankerne på plads og søgte tilbage til døren, der reddede dem.

- Jeg har senere fået fortalt, at kollegerne udenfor blev blæst væk fra porten ved eksplosionen, og at de troede, de skulle ind og hente stumperne af os, genfortæller Yngve, der så sit liv hamre forbi inde i flammerne.

Efter en nat på Nakskov Sygehus kom han og kollegaen hjem uden men.

Så begyndte arbejdet med at lappe dem mentalt sammen. 

Han og makkeren fik krisehjælp af psykologer på Rigshospitaltet.

- Det sagde mig ikke noget. De lokkede os jo til at snakke, og så spurgte de bare. Jeg kunne lige så godt snakke til min træsko, var Yngve Pedersens første reaktion.

Hjemme var han både lidt flov over psykologhjælpen og  ikke til at være i hus med, husker han. Men det hjalp, da han af egen drift skrev sin frustration ned i et brev til lægerne. Da gik det op for ham, at oplevelsen behøvede at blive bearbejdet.

Er blevet glemsom

Det kostede et par angstfyldte og mislykkede konfrontationer at vænne sig til brændende bygninger igen, men i dag røgdykker han atter.

Yngve Pedersen er blevet mere glemsom i det daglige og må nu have en indkøbsseddel med sig i byen. Mentalt føler han sig igennem branden, men glemt den 22. oktober 1989 har han ikke.

- Når vi kommer hjem fra en brand, sidder vi altid og snakker om dagens begivenheder, og ofte siger en så "Kan du huske dengang nede på Maribo Frø?", og det ærger mig stadig, at vi ikke tænkte på at følge slangerne ud, siger den rationelle Yngve. 

Men mennesker er ikke altid rationelle, heller ikke brandmænd.

Læs portrættet af Yngve Pedersen efter hans død 29. september 2026 her.