Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket

Det ville være helt naturligt, hvis Yngve Pedersen gik gennem garagen, når skraldespanden skulle stilles ud foran huset på Maria Gade i Maribo. Men det gjorde han aldrig. Han bar den gennem stuen og ud af huset.

I garagen kunne døren smække bag ham og på et øjeblik efterlade ham i mørket. Og mørke havde den ellers meget erfarne brandmand det ikke godt med.

- Han var bange for mørket. Det kom efter branden på Maribo Frø, fortæller Kaj "Plys" Borre Rasmussen.

Fanget i flammehav

Den påsatte brand, som skabte mørket i et ellers lyst sind, fandt sted 22. oktober 1989. Kaj og Yngve var som røgdykkerhold gået ind i bygningen sammen, da en røggaseksplosion pludselig fangede dem i fabriksbygningen. De stod i et flammehav, og døren ud til det fri var låst. De hamrede og bankede, men uden effekt. Mange år senere fortalte Yngve selv til Folketidende, at livet passerede revy i løbet af ti sekunder. Han var sikker på, at det var forbi.

Til sidst gav døren efter, og de to røgdykkere kom ud af flammerne hånd i hånd. Siden har de altid markeret datoen sammen. I flammerne var der skabt et bånd og et tæt venskab, som kun døden kunne bryde.

Bruddet kom 29. september. To dage efter at Yngve Pedersen var fyldt 83 år, sov han stille ind på plejecentret Blomsterparken i Rødby. "5791" er rejst videre, mens "6708" er blevet tilbage. Sådan lød deres kaldenumre i brandvæsenet.

Kaldenumrene var den måde, de to kammerater meldte deres ankomst på hos hinanden, men til daglig var Yngve - 5791 - altid YP, mens kammeraten, 6708, blot bliver kaldt Plys.

Snorlige seler

Selv om det var mørket, som skabte den helt nære forbindelse mellem de to, var YP selv et menneske, der spredte lys omkring sig.

Han var varm, glad og med et nærvær uden sidestykke, fortæller vennen Plys sammen med sin hustru, Gitte Drusskowski. De to blev nære venner med YP og hans kone Mona. Faktisk blev venskabet så tæt, at man hellere flyttede en fest end accepterede et afbud, hvis det ene par ikke kunne deltage.

Til daglig var YP egentlig murer, og den hvide murerkasket var et af hans kendetegn. Men intet slog de røde seler.

- Hvis du ikke så YP med røde seler i byen, jamen så havde du ikke set YP. Altså ham og hans røde seler, husker Gitte. 

Og selerne var ikke bare hurtigt hæftet fast til bukserne. De var placeret så snorlige ned over brystet, at de nærmest sad i lod.

De røde seler var så stor en del af Yngve, at de får lov at leve videre i hans familie. De skulle bestemt ikke smides ud.

Havde sin egen kartoffelskræller

På den måde havde YP sine egne små regler, eller særheder ville nogle måske kalde dem.

Når han som frivillig i beredskabet skulle skrælle kartofler, havde han sin egen kartoffelskræller med. Den skulle ingen andre røre.

- Og han var ligeglad med, om han skulle skrælle 25 eller 50 kilo med den. Det betød ingenting, husker kammeraten Plys.

Kartofler skulle der til, uanset om de gennem beredskabet lavede mad til frivillige under jazzen eller ved Maribo Rock, eller om der var tale om aftensmad på stationen. De aftener, hvor det var på brandstationen, gik én ret igen og igen: Glaseret skinke med flødekartofler. Det var nemlig Yngves livret - og han fik ofte sin vilje.

Bange for mandolinjernet

Når maden skulle tilberedes, og YP skulle gøre kartoflerne klar til ovnen, blev de snittet i hånden.

 - Han ville ikke bruge mandolinjernet, for han var sikker på, at han så ikke ville have nogen fingre tilbage. Derfor stod han møjsommeligt og snittede hver eneste kartoffel i hånden med en kniv, fortæller Gitte og kan ikke lade være med at grine ved mindet.

I det hele taget var YP med til at bringe humør ind i en alvorlig verden. Når alarmen gik, handlede det om at komme hurtigt til stationen, så brandsprøjten kunne komme ud. Hvis det skete ved spisetid, kunne YP sagtens være midt i madlavningen hjemme i Maria Gade.

- En aften kunne han ikke få bundet sit forklæde op og få det af, da alarmen gik, og hvad gør du så? Så kører du til brand med dit forklæde på. Vi har virkelig haft det sjovt, lyder det fra Kaj Borre Rasmussen.

Ville ikke tale om branden

Men bag latteren var alvoren. Bag det gode humør var mindet om den nat, hvor det hele næsten var slut. En nat, som Yngve Pedersen gemte inde i sig selv.

Selv om YP og Plys år efter år mødtes på årsdagen, 22. oktober, talte de aldrig om det, der skete i fabriksbygningen den aften.

- Hvis vi andre begyndte at tale om det, gik han ud. Han ville ikke være med, og det var først til sidst, at han begyndte at åbne op, forklarer Gitte Drusskowski.

Da de to brandmænd kom ud fra flammerne for 37 år siden, fik de besked på, at de skulle til tjek på Nakskov Sygehus. Turen begyndte i en af brandvæsenets personalevogne, men undervejs blev YP mere og mere dårlig. Ved Skørringe kom de over i en ambulance.

YP var på sprøjten

- Inde på sygehuset blev YP stadig dårligere. Han sagde, at hans hals snørede sig sammen, og han hostede. Jeg ved ikke, hvad der var galt, og vidste dengang heller ikke, hvad jeg skulle gøre. 

En rødhåret kvindelig læge med grønne briller kom ind for at tilse dem og ville vide, om de to brandmænd tog nogen former for stoffer.

- Jeg er på sprøjten, sagde YP til hende. Da hun kiggede undrende på ham tilføjede han: Ja, altså brandsprøjten.

Selv på en svær aften havde han humoren med sig.

Ikke glad for psykologer

Den havde han til gengæld ikke rigtigt i de følgende måneder, hvor de to brandmænd skulle til psykologsamtaler på Rigshospitalet. 

- Det havde han meget svært ved. Især den dag, hvor overpsykologen fortalte os, at vi også skulle tale med en psykiater. Så kiggede han over på mig og sagde, at vi jo så var rigtig tossede. Jeg svarede ham, at vi ikke var mere tossede, end vi plejede at være.

Men hverken psykologer, psykiatere eller vennerne i korpset fik for alvor Yngve Pedersen til at åbne op om den aften.

- Vi skulle jo op på hesten og videre, men han kom aldrig rigtigt op på den hest igen. Han fortsatte med at køre til brand, men noget havde ændret sig.

Gule ærter og brændevin

I år sad Gitte Drusskowski og Kaj Borre Rasmussen i Polen på årsdagen. For første gang skulle Plys gennem dagen uden YP, og det gjorde ondt. 

Hvis de kunne få fem minutter mere med deres gode ven, ville de ikke være et sekund i tvivl om, hvordan tiden skulle bruges.

- Så skulle vi have gule ærter med brændevin og pandekager med is. Det var altid det, vi fik på årsdagen. Vi ville have tid til at mærke hans nærvær, den ro, han havde, og som var krydret med hans evne til at komme med en spidsfindig og kæk bemærkning. YP var en virkelig unik person og et dejligt menneske, siger kammeraten Plys, der ikke længere skal kalde på 5791.

Hans vagt er slut.