Afgående biskop Marianne Gaarden havde håbet, at processen med de nye stiftsgrænser var kommet længere - her få måneder før, hun stopper i embedet. Foto: Ingrid RiisFoto: Ingrid Riis
Stiftets fremtid svæver fortsat i det uvisse – afgående biskop frygter ledelsestomrum
Næsten et halvt år efter forslaget om at ændre stiftsgrænserne er der stadig ingen afklaring om Lolland-Falsters Stifts fremtid. Samtidig nærmer biskop Marianne Gaardens afgang sig, uden at der er udskrevet bispevalg.
Fremtiden for Lolland-Falsters Stift er fortsat uvis.
Her snart et halvt år efter, at næsten alle landets biskopper foreslog at oprette Storstrøms Stift, der skal omfatte Lolland-Falster og en del af Sydsjælland, er der stadig ikke truffet endelige beslutninger om fremtidens stiftsgrænser.
Forslaget fra biskopperne - med undtagelse af Ulla Thorbjørn fra Roskilde Stift - landede på daværende kirkeminister Morten Dahlins (V) bord i midten af maj.
Siden er en ny kirkeminister, Ida Auken (S), blevet udnævnt, og Folketidende har anmodet om et interview for at få belyst ministerens standpunkt i sagen og en status på forløbet.
Det svarer lidt til at have et ministerium uden en minister og uden at vide, hvornår der kommer en.
Marianne Gaarden
Ifølge Kirkeministeriet har Ida Auken ikke mulighed for at stille op til interview, men hun svarer skriftligt, at de indledende drøftelser er i gang.
“Efter sommer har jeg haft mulighed for at have de indledende drøftelser om stiftsgrænser med blandt andet biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd. Det har været interessant at høre, hvor de står i forhold til spørgsmålet om stiftsgrænser, og hvad er det for forhold, de mener, der skal tages højde for. Det er et vigtigt spørgsmål, og det kræver grundige overvejelser, hvis vi skal finde en varig løsning. Derfor er det stadig for tidligt for mig at sige, hvordan en endelig model kommer til at se ud,” lyder det således skriftligt fra Ida Auken til Folketidende.
Ifølge kirkeminister Ida Auken bliver bispevalget ikke udskrevet, før der er en afklaring om den fremtidige stiftsstruktur. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau ScanpixLinda Kastrup/Ritzau Scanpix
Biskop stopper ved årsskiftet
I bispegården i Nykøbing havde afgående biskop Marianne Gaarden håbet, at processen med de nye stiftsgrænser var kommet længere.
Havde du regnet med en afklaring om stiftsgrænserne på nuværende tidspunkt?
Sagen kort
Efter knap 10 år som biskop i Lolland-Falsters Stift stopper Marianne Gaarden ved årets udgang.
Hun begrunder beslutningen med et ønske om at give stafetten videre, mens hun stadig har tempoet, og samtidig åbner hendes afgang for en debat om nye stiftsgrænser.
Marianne Gaarden peger på, at hendes afgang kan gøre det lettere at oprette et nyt og større stift, hvor Lolland-Falsters Stift udvides med dele af Sydsjælland, fordi et nyt stift i så fald kan vælge sin egen biskop fra begyndelsen.
Baggrunden er blandt andet en skæv demografisk udvikling, hvor Lolland-Falsters Stift har mistet indbyggere, mens Roskilde Stift er vokset markant.
I 1960’erne boede omkring 130.000 indbyggere i Lolland-Falsters Stift, mens taller i dag er under 100.000.
Ni ud af ti biskopper står bag forslaget om et nyt Storstrøms Stift.
Storstrøms Stift vil stadig være Danmarks mindste stift målt på indbyggere og medlemstal.
Allerede i 2016 tog daværende kirkeminister Bertel Haarder initiativ til oprettelsen af Storstrøms Stift, men på grund af omstrukturering i den daværende regering blev det ikke gennemført dengang.
- Jeg havde selvfølgelig håbet på, at der i det mindste var en proces for, hvornår der skulle ske hvad. Jeg synes, det er vigtigt at give stafetten videre, mens man stadig kan holde kadencen, og der er god fremdrift. Det er underligt bare at slippe stafetten, uden at vide hvem der griber den, eller hvornår det sker, lyder det fra Marianne Gaarden.
Forslaget om nye stiftsgrænser kom samtidig med, at Marianne Gaarden i maj meddelte sin afgang som biskop ved årsskiftet.
Hvem der på længere sigt flytter ind i stiftets bispegård, er ligesom stiftsgrænserne endnu ikke afklaret.
Bispevalget er slet ikke udskrevet endnu - og det bliver det ifølge kirkeminister Ida Auken heller ikke, før der er en afklaring om den fremtidige stiftsstruktur.
”Jeg vil gerne understrege, at der ikke vil blive udskrevet bispevalg i Lolland-Falsters Stift, før der er taget stilling til eventuelle ændringer i stiftsgrænserne. Derfor agter ministeriet at udpege en til at være fungerende biskop for perioden fra Marianne Gaarden fratræder og frem til, at en ny biskop kan tiltræde efter afholdt bispevalg,” fremgår det af kirkeministerens skriftlige svar.
Uvished gør folk utrygge
Savner du en varig løsning på, hvem der skal afløse dig som biskop?
- Der er jo en praktisk virkelighed, der skal fungere, for eksempel kandidater, der skal til bispeeksamen i december, og som gerne skal ordineres i januar, men vi ved endnu ikke officielt hvem, der er fungerende biskop. Jeg tror nemt, at man på Slotsholmen kan glemme, at der er en hverdag, som skal køre, og biskoppelige opgaver, der skal varetages, lyder det fra Marianne Gaarden.
Hun peger på, at uvished kan gøre folk utrygge.
Domprovst Anne Birgitte Reiter fra Maribo navigerer efter at afløse biskoppen, men kun i et halvt år. Derefter går hun på pension. Arkivfoto: Daniel BrønsDaniel Brøns
- Hvis der dog bare havde været en afklaring på selve processen. Når man er leder, har man et ansvar for at kommunikere, også selv om man ikke har et resultat. For mig har det altid været en topprioritet at informere, også når der ikke er noget nyt. Jeg har efterspurgt en klar proceskommunikation, så vi ved, hvornår vi kan forvente en ny biskop. Folk kan leve med meget, hvis de bare ved, hvad de skal forvente. Uvisheden, gør mennesker utrygge, siger hun.
Folketidende har bedt kirkeminister Ida Auken om en tidshorisont for processen med nye stiftsgrænser samt svar på, hvem der ventes udpeget som fungerende biskop, men ministeriet vil ikke kommentere den aktuelle situation på Lolland-Falster yderligere.
Ledelsestomrum skaber uro
Formelt er domprovst Anne Birgitte Reiter fra Maribo Domprovsti, stedfortræder for den siddende biskop, men hun fylder 70 år i maj 2027 og forlader dermed sit embede.
- Jeg har ikke hørt noget konkret, men lige nu navigerer jeg efter at være stedfortrædende biskop fra årsskiftet og frem til 1. juni, hvor jeg går på pension, siger Anne Birgitte Reiter til Folketidende.
Hvad der skal ske med den ledige bispefunktion derefter, står tilsyneladende hen i det uvisse. I hvert fald hvis man spørger Marianne Gaarden, der bestrider stillingen i knap to måneder endnu.
Hvor længe kan stiftet tåle at være i denne afventende situation?
- Hvis man bare ved, hvad der skal ske hvornår, tror jeg sådan set, at stiftet kan køre godt, for vi har gode folk på posterne. Men et ledelsestomrum skaber uro, og det er svært at bedrive ledelse, når man ikke ved, hvad man har at forholde sig til. Også de næsten 20 medarbejdere i stiftsadministrationen er usikre på, hvad der skal ske. Det svarer lidt til at have et ministerium uden en minister og uden at vide, hvornår der kommer en, siger Marianne Gaarden.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst