Tæt på

Abelone Glahn vil gerne nuancere holdningen til ældres tab. Foto: Rikke Folm Berg

- Du skal bare være glad for, at du havde ham så længe

Ældre møder ofte en meget affærdigende holdning, når de har mistet deres ægtefælle, mener Abelone Glahn. Nu er hun aktuel med ny bog om tab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Journalisten og forfatteren Abelone Glahn fik sit livs første skriveblokade, da hun mistede sin mand. Men den varede ikke ved. 

For nylig udkom hun med bogen "Hvem er jeg, når du er død? Om at finde sig selv efter et langt vi" på Forlaget Frydenlund.

- Bogen har været en måde at bearbejde processen på, holde den ud i strakt arm og se: Hvad sker der egentlig for mig? Hvad sker der for andre i samme situation? Hvordan tackler jeg det, og hvordan tackler de det?

Hun har skrevet den, fordi hun kunne finde mange bøger om sorg, men hun kunne ikke finde en bog, der fokuserede på den identitetskrise, hun ramlede ind i efter tabet af sin mand.

- Da der var gået et års tid, tænkte jeg, at jeg måske skulle skrive den bog.

Vil ændre holdning til ældres tab

Det gør hun ved at fortælle sin egen historie og inddrage ni andres fortællinger om at finde sig selv efter at have mistet en samlever gennem mange år.

- Man mister den fælles hukommelse og det livsvidne, man har haft, men bliver ofte mødt med en meget affærdigende holdning: "Nå ja, men han blev jo også 82". Underforstået: Hvad brokker du dig over? Du kan bare være glad for, at du havde ham så længe. Men vi skal ikke bare fejes af med, at det er naturens gang.

Den holdning til ældres tab vil Abelone Glahn gerne nuancere.

Abelone Glahn har bokset med, om hun skal kalde sig enke, efterladt, overladt eller efterlevende. Nu hælder hun til det sidste. Foto: Rikke Folm Berg

- Der er en proces hos rigtig mange ældre, mig selv inklusive, som er overset, men sindssygt spændende. Det er den især, fordi vi er en generation, der lever meget længere end de tidligere. Vi lever længere. Vi er arbejdsomme, bliver ved med at arbejde og kan meget mere. Vi er de nye gamle og træder nogle nye veje. Hvordan ser de veje ud, når man har 15 eller måske 20 år tilbage? Der er både udfordringer og spændende muligheder i det liv, vi har tilbage.

Fem råd til at finde sig selv igen:

  1. Jeg tror, det er vigtigt, at man giver sig tid og accepterer, at det tager tid at sortere i, hvem man var, hvem man er, og hvem man gerne vil blive. Det sker ikke lige i starten. Man skal acceptere, at man er slået ud, og vente på, at der bliver plads til andre tanker end alt det kaos, der er i begyndelsen.

  2. Så tror jeg, det er vigtigt at åbne sig for de ting, der sker. En dør har lukket sig, men som ved så mange andre livsovergange åbner der sig en anden. Der er nogle, som går til i sorgen og har meget svært ved at komme ud af den. Det skal man respektere. Men man kan måske også spørge sig selv, om der har åbnet sig nogle muligheder. Det er heller ikke noget, der sker med det samme. Det kommer.

  3. Man kan se det som en livsovergang, hvor man får mulighed for at genforhandle sig selv. Man kan pille ved de roller, man har haft, og som man måske gerne vil ændre.

  4. Man kan sortere i sine relationer, opdage nye og forstå nogle af dem på en anden måde, end da man var to. Måske har man også nogle mål for resten af livet, som har ændret sig, fordi man nu er alene.

  5. Og så kan man sige: "Jeg er efterlevende. Jeg er levende." Jeg ser det som en foræring at få mulighed for at genforhandle sig selv.

-  Abelone Glahn.

Et afsæt for den svære samtale

Abelone Glahn har allerede fået mange tilbagemeldinger på sin bog.

- I forgårs fik jeg en henvendelse fra en mand, hvis kone stadig lever. Han havde læst bogen og sagde, at den havde fået dem til at stille spørgsmål om deres eget liv, når den ene af dem er død. Hvad sker der, når den ene eller den anden dør? Nu skulle de pludselig sige når og ikke hvis.

Øvrige bøger af forfatteren:

Skal du ta' det hele med dig? - gør plads til næste kapitel i tide

Senior og selvstændig - ta' hul på dit 3. arbejdsliv

50+ Nystartet - Engang imellem er man nødt til at fyre sin arbejdsgiver

De første ti år med tvillinger

Tvillingetips - fra tvillingeforældre til tvillingeforældre

Andre siger: - Det her er ikke en bog, jeg kan læse nu. Jeg græder med det samme, men jeg kan læse den senere.

Så har jeg mødt nogle, som har dødsfaldet på afstand, som siger: "Det var dejligt at vide, at andre har haft det ligesom mig".

Bogen kan derfor både bruges som afsæt for en samtale, inden man mister, og som en spejling, når man har mistet, påpeger Abelone Glahn.

Mærker drivkraften er på vej tilbage

- Lige da Peter døde, tænkte jeg: "I kan fandeme rende mig, for det giver ikke nogen mening". Men min drivkraft til at bidrage er ved at vende tilbage.

- Jeg har tidligt kunnet bruge min evne som journalist til at formidle noget, jeg selv har oplevet og lært af, og som jeg tænkte kunne være interessant for andre.

Det begyndte, da ægteparret fik tvillinger. Der fandtes en bog, som beskrev, hvor forfærdeligt det var at have tvillinger, og det syntes hun ikke, at det var.

- Jeg ville gerne beskrive, hvordan jeg oplevede det. Siden har jeg skrevet rigtig mange bøger med det udgangspunkt: Jeg har erfaret noget, som jeg ikke selv har kunnet finde bøger om. Derfor har jeg skrevet dem, for det er det, jeg kan, siger Abelone Glahn.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.