Vores Lolland-Falster

Naya Else Kristiansen og hendes klassekammerater sætter sig til rette bag katederet på Matematikkens Dag og underviser elever fra 4.klasse. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Matematik-karaktererne stiger på Sydfalster Skole: Sådan gør de

På Sydfalster Skole er både matematikkaraktererne og elevernes trivsel gået frem de seneste to år. Skolen arbejder målrettet med faglighed og fællesskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der bliver summet op og summet over færdighedsregning og ligninger. I hånden. Og når ligningerne er løst, venter en anden opgave.

Det er morgen på Sydfalster Skole og Naya Else Kristiansen og resten af 9. A skal lære fra sig, når de skal lave talgymnastik med deres venskabsklasse, 4. A.

- Vi skal dele 24 i to bunker, så der er lige meget på hver side, siger Naya Else Kristiansen.

- 24… det er tolv, lyder det prompte fra Oscar Nielsen.

- Så skal vi finde ud af, hvor meget æblerne og kiwierne vejer for at få 12, og hvor meget den anden frugt vejer for at få 12, forklarer Naya Else Kristiansen.

Efter lidt parlamenteren kommer de frem til, at et æble vejer to, og en kiwi vejer tre.

En del af et større arbejde

Matematikundervisningen på tværs af klassetrin er en del af et større arbejde med at styrke både fagligheden og fællesskabet på Sydfalster Skole.

Stephanie Butler, der er matematiklærer, forklarer, at samspillet mellem klasserne giver noget særligt.

- Det skaber et bånd, at de kender hinanden og hygger sig på en anden måde, end hvis det bare var de store og de små, og vi ikke havde noget med hinanden at gøre. Det giver noget på trivslen, siger hun. 

Kommer ud med mindst 02

Udover at arbejde målrettet med at skabe trygge fællesskaber på tværs af klasserne, bliver der brugt mange ressourcer på at sætte to lærere på i dansk- og matematiktimerne.

- Det betyder, at man kan dele eleverne op i nogle hold og efter niveau, forklarer Stine Friis, der er skoleleder på Sydfalster Skole. 

De seneste to år er både matematikresultaterne og trivslen gået frem på Sydfalster Skole.

Naya Else Kristiansen og 4.-klasserne funderer over, hvad de fire frugter vejer. Foto: Bjørn Brylle Petersen

 I 2024 lød skolens 9.-klassers gennemsnit ved prøven uden hjælpemidler på 4,7, og i 2026 var det steget til 6,9. For prøven med hjælpemidler var gennemsnittet steget fra 5,5 til 6,5. Med et samlet gennemsnit på 6,7 ved afgangsprøverne i matamatik ligger man på Sydfalster Skole en anelse over landsgennemsnittet på 6,5 i matematik. 

De store elever bliver udfordret i at danne relationer, og de bliver udfordret ved at forklare noget, de synes er supernemt for dem selv, til de små elever

Stephanie Butler, matematikærer, Sydfalster Skole

- Det er jo matematik og dansk, der er førsteprioritet, og som børnene bliver målt på i dag. Hvis de skal videre i uddannelse, skal de komme ud med et snit på mindst 02 i de to fag. Og det gør de også. Vi har ikke børn, der ikke kommer ud med et snit på mindst 02 i dansk og matematik, siger Stine Friis. 

Også skolens trivselsmålinger viser fremgang. I 2024 blev den generelle trivsel målt til 3,3 på Sydfalster Skole. I 2026 lød tallet på 3,6 på en skala fra 1 til 5.

PISA-målinger peger i den gale retning

Fremgangen på Sydfalster Skole kommer i en tid, hvor danske skoleelevers faglige niveau ellers har været genstand for debat efter de seneste PISA-målinger.

Pisa-chokket

Danske folkeskoleelevers dalende færdigheder har fået meget opmærksomhed dette efterår på grund af offentliggørelsen af PISA 2025-undersøgelsen i september 2026, som viser det laveste faglige niveau nogensinde målt i Danmark. 

Hvert tredje år bliver de 15-årige skoleelevers færdigheder i læsning, matematik og naturfag målt.

Særligt slemt står det til med hensyn til læsning og matematik, hvor Undervisningsministeriet vurderer, at undersøgelsen peger på, at en 15-årig kan have et fagligt niveau, der svarer til en 13-årigs.

Kilde: Undervisningsministeriet

Tal fra Undervisningsministeriet viser nemlig, at elevernes færdigheder er de laveste i 25 år.

- Jeg kan kun sige, at det er ikke dét, vi oplever her. Vi arbejder helt bevidst med faglighed, trivsel og relationer. Rigtig mange af vores elever glæder sig til at komme i skole, og det er vi stolte af, siger Stine Friis.  

Rigtig mange af vores elever glæder sig til at komme i skole, og det er vi stolte af.

Stine Friis, skoleleder, Sydfalster Skole

Lærer mere end af lærerne

På Sydfalster Skole er 9. A og 4. A i fuld gang med matematikken. I mindre grupper skal eleverne rundt på skolen for at finde poster og løse opgaver. Efter en rask spadseretur ned ad gangen bliver eleverne i 9. A sat sammen med to-tre elever fra 4. A. I grupper skal de rundt på skolen for at finde poster og løse opgaver.

Skoleleder Stine Friis (forrest tv.) sammen med elever fra 9. klasse på Sydfalster Skole. Foto: Brian Lise, Sydfalster Skole

Naya Else Kristiansen skal have Oscar, Malthe og Filippa, der går i 4. A, med rundt og hjælpe dem med at finde de rigtige svar. Og hun kan godt lide at arbejde sammen med nogle af de mindre elever.

- Det er rigtigt dejligt. De er rigtig søde. Man kan prøve deres grænser, og de kan prøve mine grænser, siger hun.

En god proces

Ifølge Naya Else Kristiansen er der en særlig fordel ved, at de yngre elever får hjælp af nogen, der ikke er voksne. 

- De lærer mere af at høre fra de store elever, end de lærer af lærerne, fordi de ser lærerne som voksne mennesker, som siger "du må ikke det her, det her og det her", hvorimod jeg f.eks. siger: "Du må gerne, men du skal ikke gøre noget alt for dumt",  forklarer hun.

Malthe Henriksen synes, det er "fedt" at få undervisning af de ældste elever. Oscar Nielsen supplerer og kalder det "anderledes", når de har matematik på den måde.

Til Matematikkens Dag er der undervisning på tværs af klasserne på Sydfalster Skole. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Filippa Lorentzen fra 4.A er også begejstret.

- Det er sjovt. Nogle gange kan man godt savne at prøve noget andet, siger hun.

Ifølge matematiklærer Stephanie Butler er det ikke kun de yngre elever, der får noget ud af undervisningen på tværs. Undervisningen giver samtidig de yngre elever mulighed for at lære lærerne fra udskolingen at kende.

- På den her måde lærer de os at kende, og vi lærer dem at kende på en anden måde, end hvis man bare kommer ind som: "Nu er jeg ny matematiklærer her", forklarer Stephanie Butler.

Nyt tema om Vores Lolland-Falster: Min Skole

Folkeskoleeleverne på Lolland-Falster får i gennemsnit lavere karakterer end eleverne på landsplan og flere steder er fraværet i gennemsnit højere end på landsplan.

I et nyt tema i Folketidendes serie ”Vores Lolland-Falster” dykker vi ned i tallene – og i de vilkår, udfordringer og løsninger, der gemmer sig bag dem.

Med data forsøger vi at tegne et billede af, hvordan det står til i folkeskolerne.

Men tallene er ikke hele historien - de er starten på en ny artikelserie, hvor vi tager dig med ind i klasselokalerne på Lolland og Falster, og hvor elever, forældre, lærere og skoleledere fortæller om faglighed, fravær og trivsel. 

Din historie. Vores Lolland-Falster

Lolland-Falster er fuld af mennesker med hver deres historie. Mød nogle af dem, der gør landsdelen til noget særligt. Klik på ansigterne på kortet herunder og læs med.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.