Lolland

Sort bil passerer vejarbejde med røde og hvide afspærringer, kegler og gravemaskine.
Det er denne udkørsel som vil være lukket på lørdag. Foto: Palle Nevad Frandsen

Lukker stor udfaldsvej på lørdag

Der mangler det sidste arbejde, så er kommende lyskryds færdigt. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Arbejdet med et helt nyt lyskryds øst for Maribo nærmer sig afslutningen, men før det sår helt klart, skal der lægges ny asfalt på Blæsenborg Allé.

Derfor bliver vejen spærret ved Østre Landevej-krydset på lørdag mellem klokken 7 og 18.

- Der er krav om, at vi lukker vejen helt, når vi laver denne form for asfaltarbejde, forklarer afdelingsleder Morten Dunch fra Lolland Kommunes Projekt og Drift-afdeling.

- Der er kommet nogle nye arbejdsmiljøregler, som siger, at vi skal spærre vejen helt af, selv om vi kun arbejder i den ene vejbane.

De maskiner, som skal i brug på lørdag, er så store, at det under alle omstændigheder ville være nødvendigt at lukke Blæsenborg-udkørslen helt ned. Da krydset er udfaldsvej for de mange maribonitter som bor i Blæsenborg-kvarteret, og vejen samtidig fører til Maribo Skoles Blæsenborg-afdeling, ville det sende mange ud på store omkørsler, hvis krydset blev lukket på en hverdag.

- For at genere så få mennesker som muligt har vi derfor valgt at lave arbejdet på en lørdag. Det skal forhindre, at vi griber for meget ind i den daglige trafik, men det koster så lidt ekstra, siger afdelingslederen. 

Hurtigere færdig

Det var også overvejet at lave arbejdet om natten. Men det blev besluttet at bruge lørdagen, da der er beboelse tæt på, og arbejdet er forholdsvis støjende.

Trafikken på Østre Landevej vil ikke blive berørt af lukningen.

Landevej med vejarbejde, afspærringer, midlertidige skilte og biler under en overskyet himmel.
Det er forventet, at det nye lyskryds vil være færdigt sidst på måneden. Foto: Palle Nevad Frandsen

Arbejdet med det nye lyskryds begyndte i sommer, og selv om der undervejs har været forskellige uforudsete opgaver, er det skredet hurtigt frem.

- Blandt andet har der været en masse ledninger i jorden, som det var nødvendigt at få flyttet, men samspillet mellem kommunens projektleder og entreprenøren har været forbilledligt, og det har betydet meget for fremdriften, siger Morten Dunch.

Oprindeligt var det meningen, at det nye kryds skulle stå færdigt midt i december, men nu forventer afdelingslederen, at det kan være klart allerede sidst i november.

Krydset har i mange år været lidt af et hovedbrud på grund af adskillige uheld på stedet. Derfor har man undersøgt flere forskellige løsningsmodeller, der skulle få trafikken til at glide bedre. Håbet er, at det nye lyskryds, der også får svingbaner, vil afhjælpe mange af problemerne.