Lolland

To skuespillere i munkekapper sidder og taler på en teaterscene med klosterbaggrund.
"Rosens Navn" var med til at skabe overskud for lokalt teater. Arkivfoto: NørregadeTeatret

Fik flot overskud – men stort tab lurer næste år

Lokalt teater er kommet ud med flot regnskab, men det er ikke overskuddet som formanden fremhæver.

Offentliggjort

Det seneste regnskabsår blebv præget af både med- og modvind på teaterscenen i Maribo. Men vinden var mest i ryggen på teaterchef Frank Rubæk.

Efter et meget travlt år med både store egenproduktioner og et lang række gæstende forestillinger kom det lollandske egnsteater, NørregadeTeatret, ud med et overskud på 365.000 kroner. Det viser regnskabet, som netop er blevet godkendt af Lolland Kommunes børne-, skole-, fritids- og kulturudvalg.

Jeg er sikker på, at Frank Rubæk havde søvnløse nætter inden premieren, hvor han spekulerede på, om han satsede rigtigt.

Benny Damgaard

Dermed kan den lokale teaterchef, sammen med sin bestyrelse, skifte den triste teatermaske ud med den glade. Året før var teatret nemlig ramt af et underskud på 266.000 kroner. Meget er altså blevet rettet op i løbet af 12 måneder.

- Vi har en fantastisk dygtig økonomimand til at stå for vores regnskab, og der er styr på hver eneste øre, siger bestyrelsesformand Benny Damgaard.

Mand med briller står i kirkeskib omgivet af træbænke og hvide kirkemure.
Teaterchef Frank Rubæk fik succes med sit sats i Maribo Domkirke. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen

Styr på budgetterne

Selv om teatret altså kommer ud med et flot resultat, har det ikke været nemt at hive overskuddet hjem. Sidste års juleforestilling, "Elf - The julemusical", bygger på den amerikansk julefilm med Will Ferrell i hovedrollen, og forestillingen havde svært ved at få fat i det lokale publikum.

I ledelsesberetningen skriver teatret, at der skal være plads til at udfordre både publikum og teatret selv med forestillinger, der er knapt så kendte. Når det sker, er det igen vigtigt, at der er styr på økonomien.

- De er rigtigt gode til at tilrettelægge og overholde budgetterne. Selvfølgelig kan der være udsving på nogle poster, men generelt har de været gode til at hive mere ind, end de har givet ud, siger Benny Damgaard.

Må godt satse stort

I foråret kom så en af de helt store satsninger, da teatret rykkede ind i Maribo Domkirke med forestillingen "Rosens Navn", men forestillingen blev en kæmpe succes. Flere end 9.000 gæster fra hele landet kom til Maribo for at se teaterversionen af Umberto Ecos klassiker. Faktisk var hver fjerde postnummer i Danmark repræsenteret på tilskuerepladserne ved mindst en af forestillingerne. 

- Den lærte os, at vi godt må tage de store sats engang imellem. Jeg er sikker på, at Frank Rubæk havde søvnløse nætter inden premieren, hvor han spekulerede på, om han satsede rigtigt, påpeger bestyrelsesformanden, der er stolt af det, egnsteatret præsterede med forestillingen.

Mest stolt er han dog over dem, der har været med til at sikre overskuddet for teatret. For selv om overskuddet er vigtigt, så er det de frivillige, han helst vil fremhæve.

- Det er dem, som vi skal hænge vores hat på. De har i år gjort et ekstraordinært stykke arbejde, og som formand er jeg utroligt stolt af dem.

Publikum er forsvundet

Efter den store juleforestilling kom "Rosens Navn", og der var ikke meget tid til at slappe af, før egnsteatret rykkede i Hylddalen, til den sidste store friluftsforestilling i de historiske rammer.

Mand i jakkesæt står på et bord foran en café med tilskuere omkring sig.
"Prinsessen holder fridag" var langt fra at hive nok publikum i Hylddalen. Arkivfoto: Pale Nevad Frandsen

"Prinsessen holder fridag" fik masser af ros hos anmelderne, men skuffede fælt i billetsalget. Musicalen er dog en del af det nye regnskab, men de manglende solgte billetter lægger pres på økonomien frem til sommer. 

Musicalen, der var baseret på en romantisk komedie fra 1950'erne, blev for første gang blev spillet på et dansk teater. Efter sidste forestillingen stod det klart, at den gav et underskud på 700.000 kroner.

- Vi har gjort, hvad vi kunne for at skabe en god afslutning, og det var godt at spille en sidste gang i Hylddalen. Vores faste publikum er også blevet ældre, og nogle er faldet fra gennem årene, men heldigvis er der andre, som nu tager over og vil skabe liv på scenen, siger Benny Damgaard.

Klar til at vende tilbage

Han hentyder til en ny forening, som gerne vil sætte Hylddalen i stand, så den kan bruges af landsdelens foreninger. Sker det, kan NørregadeTeatret sagtens tænke sig at vende tilbage i fremtiden.

- Får de friluftsscenen op at køre, så er vi helt klar på at gøre et forsøg igen, men ellers glæder vi os til at prøve andre muligheder for forestillinger i fremtiden.

NørregadeTeatret har premiere på årets juleforestilling, "Nissebanden - I julemandens land", onsdag 25. november, og den spiller 18 gange frem til midt i december. Forestillingen er en ny-skrevet musicalversion af Mr. Nissebanden himself, Flemming Jensen, der dog har skiftet rolle fra grødnissen Lunte til Fiffig-Jørgensen. På rollelisten er både lokale amatørskuespillere og professionelle navne som Sofie Pallesen, Lukas Birch og Birgitte Raaberg.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.