Lolland

Mandlig performer med udstrakte arme foran tre andre på en scene med en oplyst bykulisse.
Anmelderne elskede årets friluftsforestilling, men der manglede publikummer på bænkene. Foto: Palle Nevad Frandsen

Publikum svigtede: Teater får en ordentlig øretæve

Anmelderne var begejstrede, men alt for få publikummer valgte at købe billet.

Offentliggjort

I foråret væltede det ind med publikummer. Næsten 9.000 havde løst billet til en helt særlig forestilling. De kom rejsende fra både nær og fjern for at opleve "Rosens Navn" i Maribo Domkirke.

Anderledes har det set ud i Hylddalen de seneste par uger. På trods af både anmeldere og gæster har været begejstrede, har alt for mange stolesæder stået tomme.

Så er det bedre at sige: Nu har vi prøvet det, og så finder vi på noget andet. Det er bare skide ærgerligt.

Frank Rubæk

Forestillingen "Prinsessen Holder Fridag" levede slet ikke op til egnsteatrets NørregadeTeatrets forventninger, hvis man alene kigger på billetsalget. Resten af forestillingen er teaterchef Frank Rubæk mere end begejstret for.

- Den blev så godt modtaget, og folk har været så glade for den. Vi havde jo besøg af Todd Ellison (der har været musikalsk leder og komponist på den amerikanske version, red.), som er helt oppe at køre over det, han så. Og Paul Blake (manuskriptforfatteren bag forestillingen, red.) sidder ude i Los Angeles og bander over, at han ikke kunne komme, fortæller han.

Færre end forventet købte billet

Paul Blake skulle også have været i Hylddalen og se forestillingen, men måtte melde afbud på grund af sygdom.

Efter at have set forestillingen er mange kommet til teaterchefen og har sagt, at det er den bedste forestilling, som har været lavet i Hylddalen. Det er Frank Rubæk ikke enig i, men han er glad for roserne.

Mand med briller står i kirkeskib omgivet af træbænke og hvide kirkemure.
Franlk Rubæk havde mere succes med teaterforestilling i Maribo Domkirke end i Hylddalen. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen

Desværre ender bundlinjen i rødt for det lollandske egnsteater. Der var omkring 1000 publikummer færre end forventet, og det kommer teatret til at mærke på den hårde måde.

- Vi får et økonomisk smæk på i hvert fald 500.000 kroner. Det er jo ærgerligt, hvis jeg skal sige det mildt. 

Troede forestillingen kunne sælge

Efter mange år i branchen, ved Frank Rubæk, at sådan kan den verden være.

Nogle gange ser teatret rigtigt, som NørregadeTeatret gjorde med "Rosens Navn", hvor billetterne nærmest ikke kunne blive trykt hurtigt nok, før de var væk.

- Andre gange ser du forkert. Du tror, at en forestilling kan sælge, og så vågner du bare op til virkeligheden og må konstatere, at her så du forkert.

Frank Rubæk ved heller ikke, om han kan tillade sig at være ked af, at over 5.000 publikummer valgte at komme i Hylddalen. Det er alene blevet et problem, fordi forventningen var til 1000 flere. Og gennem årene har teatret stille og roligt tilpasset sig en virkelighed, hvor Hylddalen ikke længere var så populært et sted at spille teater.

Har skåret ned på produktionen

"Prinsessen Holder Fridag" blev da også Nørregadeteatrets sidste i de historiske rammer i Hylddalen i Maribo. En scene, som første gang blev indtaget af Det Kongelige Teater for 110 år siden, og som gennem årene har været hjemsted for masser af store skuespillere og historier.

- Hvad kan man egentlig stille op, når folk ikke vil komme? I gamle dage havde vi 18 mand i orkestret. Nu har vi otte. Vi har også haft otte professionelle dansere. Det var der heller ikke råd til i år. Og vi har haft i hvert fald 10-12 professionelle skuespillere. Der er vi igen nede på syv-otte stykker i årets forestilling.

Frank Rubæk glæder sig over, at Martin Bo Lindsten og Linda Arunee Drenck løb med publikums hjerter. Foto: Palle Nevad Frandsen

Skærer han længere ind til benet, er han bange for, at det vil påvirke kvaliteten. For det kræver et større setup at spille under åben himmel.

- Så er det bedre at sige: Nu har vi prøvet det, og så finder vi på noget andet. Det er bare skide ærgerligt.

Næste store forestilling er familieforestillingen "Nissebanden i Julemandens Land", der har premiere 25. november, men inden da byder egnesteatret på både foredrag om Dirch Passer, gæsteforestillinger for store og små, revyshow og hyldest til Bakkens Hvile.