Mennesket bag historien

På billedet ses tidligere diplomat Freddy Svane i indisk outfit. Privatfoto

Q&A med Freddy Svane: Måske en tur på et brunt værtshus i Rødby

Folketidende tog en hurtig spørgsmålsrunde med tidligere ambassadør Freddy Svane, der er født i Errindlev. 

Offentliggjort

Roelygte eller halloween-græskar?

- Jeg elsker godt håndværk, så derfor vælger jeg roelygten, selvom den desværre er ved at uddø.  Amerikanerne er gode til marketing, men de kan have deres halloween.

Maribo eller Mumbai?

- Maribo, fordi det er der, jeg har mine rødder. Men uden Maribo ingen tur til Mumbai.

Brunt værtshus i Rødby eller fancy cocktailbar i Tokyo?
- Mine børn siger brunt værtshus, fordi så er jeg hjemme. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har været på et værtshus i Rødby. Det tror jeg virkelig ikke. Men det kan være, jeg skulle prøve det.

Stegt flæsk med persillesovs eller indisk butter chicken?

- Jeg elsker stegt flæsk med persillesovs og nye kartofler. Det elsker jeg. Men det er svært at få i et land som Indien. Så i Danmark er jeg til stegt flæsk, men i Indien er det butter chicken.

Lolland-Falsters Folketidende eller Times of India?
- Hvis jeg skal forstå Lolland, er jeg nødt til at læse Lolland-Falsters Folketidende. Og det gør jeg hver dag. Jeg elsker at sidde og læse om, hvem der nu er død, hvem der er blevet konfirmeret, og hvad der er blevet solgt. Men jeg læser også Times of India hver dag.

En tur på diget ved Rødbyhavn eller en tur langs Ganges?

- Åh, diget! Fordi der kan du se, at Lolland er fladt og ligger under havets overflade. Diget sætter en grænse for, hvor langt du kan komme, men det giver dig også udsyn.

Folkevogn på Sydmotorvejen eller limousine med diplomatnummerplader og chauffør?

- Folkevogn, selvfølgelig. Fordi så kan jeg selv køre.

Fadøl på Lolland eller varm sake i Japan?

- Øl er godt, og sake er også godt. Så det afhænger af, hvor jeg er.

Et kram fra Narendra Modi eller et klap på skulderen fra din gamle gymnasielærer?

- Jeg har jo fået kram af Narendra Modi mange gange, og det var selvfølgelig en stor oplevelse. Men jeg kunne godt savne at få et kram og et klap på skulderen af min gamle lærer.

En hel dag med tvillingebror Michael eller en hel dag med Narendra Modi?

- Så vil jeg nok sige en dag med Narendra Modi. Michael kan jeg altid mødes med. Sorry, Michael!

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.