Sydhavsøerne

Kirkeminister Ida Auken (S) fastslår, at der ikke bliver udskrevet bispevalg på Lolland-Falster, før spørgsmålet om eventuelt nye stiftsgrænser er afklaret. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Provst med klar opfordring til kirkeministeren om bispevalg og stiftsgrænser: – Meld ud!

Lolland-Falsters fire provster efterlyser en afklaring af stiftets fremtid. Den overvejende holdning er, at nye stiftsgrænser bør være på plads inden et bispevalg, men samtidig advares mod en langstrakt proces.

Offentliggjort

Meld ud!

Sådan lyder den helt klare opfordring fra provst Dennis Jelstrup på Falster til kirkeminister Ida Auken.

Sagen kort

  • Et flertal af landets biskopper foreslog i maj at samle Lolland-Falster og dele af Sydsjælland i et nyt Storstrøms Stift. Der er endnu ikke truffet nogen beslutning.

  • Kirkeminister Ida Auken (S) fastslår, at der ikke bliver udskrevet bispevalg, før spørgsmålet om stiftsgrænserne er afklaret.

  • Marianne Gaarden fratræder ved årsskiftet. Ministeriet vil udpege en fungerende biskop, men det er endnu uvist hvem.

  • Marianne Gaarden efterlyser en klar tidsplan og advarer om, at den manglende afklaring skaber usikkerhed blandt præster og medarbejdere.

  • Domprovst Anne Birgitte Reiter forventer at fungere som stedfortrædende biskop fra årsskiftet, men går selv på pension 1. juni 2027.

Provsten efterspørger - ligesom afgående biskop Mariannne Gaarden forleden i Folketidende - en afklaring på, hvilken vej ministeren vil gå i processen om eventuelt nye stiftsgrænser hen over Storstrømmen samt det forestående bispevalg.

Hvad bør komme først - en afklaring om nye stiftsgrænser eller en ny biskop?

- Jeg mener ikke, at der findes ét rigtigt svar uafhængigt af, hvor lang tid processen kommer til at tage. Hvis stiftsgrænserne ændres tre måneder efter et bispevalg, kunne man lige så godt have ventet. Men jeg mener heller ikke, at vi skal vente fem år på at vælge en ny biskop, fordi alle spørgsmål om Folkekirkens fremtidige struktur først skal afklares. Der er demokratiske hensyn på begge sider.

- Præster og menighedsråd på Lolland-Falster skal have mulighed for at vælge deres biskop, men det er også rimeligt, at eventuelle nye dele af stiftet får indflydelse på valget. Hvornår det ene hensyn må vige for det andet, afhænger efter min opfattelse blandt andet af processens længde, lyder det fra Dennis Jelstrup.

Meld ud, minister

Personligt har han ikke de store problemer med, at der udskrives bispevalg i det nuværende Lolland-Falsters Stift, hvis en større strukturproces viser sig at blive langvarig.

Fire provster

  • Lolland-Falsters Stift består af fire provstier, som hver ledes af en provst. En provst er en præst, som er den øverste gejstlige myndighed i et provsti.

  • Provsten refererer til biskoppen og fører på dennes vegne tilsyn med provstiets præster. Provsten har også en daglig ledende rolle over for præsterne og står blandt andet for tilrettelæggelse af ferie

- Men jeg har fuld forståelse for, at det kan se anderledes ud fra Sydsjælland. Min vigtigste opfordring til kirkeministeren er derfor: Meld ud! Fortæl os hvilken vej du vil gå, hvilke spørgsmål der nødvendigvis skal afklares før et bispevalg, hvilke der kan vente til bagefter, og hvornår vi nogenlunde kan forvente at få en ny biskop. Vi skal passe på med at binde bispevalg, stiftsgrænser, præstefordeling og alle øvrige strukturspørgsmål så tæt sammen, at intet kan løses, før alt er løst. Det, der er vigtigt at få løst, er ikke nødvendigvis det samme som det, der haster mest, lyder det fra Dennis Jelstrup.

Ro om stiftets ledelse

Samme toner lufter Johannes Kristensen, der er provst i Lolland Østre Provsti.

- Kirkeministeren har tilkendegivet, at spørgsmålet om stiftsgrænserne skal være afklaret, inden der afholdes bispevalg. Det synes jeg som udgangspunkt er en fornuftig rækkefølge. Det er naturligt, at vi ved, hvilket stift der skal vælges biskop til, og hvem der skal have indflydelse på valget. Men processen må ikke trække unødigt i langdrag. Hvis en afklaring lader vente på sig, må man også overveje, om det vil være mere betimeligt at gennemføre bispevalget inden for de eksisterende rammer, så der kan komme ro om stiftets ledelse.

Helt klart en afklaring

Også stiftets to andre provster hælder til, at eventuelt nye streger på kortet skal være slået, før der skal sættes kryds ved et bispevalg.

Min vigtigste opfordring til kirkeministeren er derfor: Meld ud!

Dennis Jelstrup

- For mig er det ret klart, at vi skal have afklaret stiftsgrænserne først. Hvis vi skal have et større stift, synes jeg også, det er rimeligt, at de nye områder får mulighed for at være med til at vælge deres biskop. Jeg ville selv synes, det var mærkeligt at blive en del af et nyt stift, hvor biskoppen allerede var valgt, uden at jeg havde haft mulighed for at få indflydelse på valget. Men vi skal heller ikke trække processen i langdrag. Der er brug for, at vi snart ved, hvad vi skal forholde os til, lyder det således fra Susanne Oxholm Bay Jacobsen, der er provst i Lolland Vestre Provsti.

For domprovst Anne Birgitte Reiter, Maribo Domprovsti, er rækkefølgen oplagt.

- Helt klart en afklaring af stiftsgrænserne. Stiftets præster og menighedsråd skal være med til at vælge deres biskop.

Biskop Marianne Gaarden på prædikestolen.
Biskop Marianne Gaarden fratræder ved årsskiftet. Ministeriet vil udpege en fungerende biskop, men det er endnu uvist hvem. Arkivfoto: Anders Knudsen

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.