Kigger du også målløs på diesel- eller benzinstanderen?
Så er en ægte håndsrækning til vores landsdel, hvor afstandene er store, stærkt på vej.
I det nye år sættes priserne på brændstof ned med et par kroner via en uventet manøvre, hvor regeringen hev Dansk Folkeparti ind i skatteforhandlingerne.
DF kan sole sig i nedsættelsen på brændstof, mens regeringen får sine skattelettelser og har splittet blå blok. De Radikale får et lille plaster på såret med udskydelsen af en højere afgift på elbiler, mens Enhedslisten og Alternativet kan skumle over en manglende grøn retning.
Ja, ja - og solen står også op i morgen, men på den lange bane så forslår hverken billigere benzin eller datacentre for Lolland-Falster.
For mens de politiske sejre og nederlag folder sig ud for øjnene af os, så er et projekt åbenbart røget i syltekassen, nemlig udflytningen af statslige arbejdspladser til provinsen.
I Jyllands-Posten tager Rune Damgaard Stramer, cand.scient.adm, fat på problematikken - og rammer hovedet på sømmet.
Vi er forrygende flinke
Mette Frederiksen har som bekendt varslet et ”opgør med centraliseringen”, og regeringen vil snart lancere en helhedsplan, der skal gøre det lettere at bo og arbejde i hele Danmark og skabe større geografisk balance og retfærdighed.
Fint nok. Det lyder flot og er i den grad nødvendigt, når man kigger på verden her fra vandkanten.
Men man kan altså ikke betale terminen med en helhedsplan. Nej, skal regeringens opgør med centraliseringen kunne mærkes, skal flere statslige arbejdspladser ud af hovedstaden.
For Lolland-Falster handler det om langt mere end nogle ekstra skriveborde på statens regning. Det handler om, hvorvidt unge kan se en fremtid her. Om de kan vende hjem efter uddannelsen. Og om virksomheder kan tiltrække specialister, når den medfølgende ægtefælle også skal kunne finde et relevant job.
Derfor er et bredere arbejdsmarked afgørende. Man skal kunne gøre karriere og skifte job uden at sætte huset til salg og rive børnene ud af skolen.
Ellers bliver Lolland-Falster for mange et sted, man kommer fra, men aldrig kommer tilbage til - og det er da ærgerligt, når vi nu er forrygende flinke, har billige boliger og magisk natur.
Statslige arbejdspladser kan fastholde viden og uddannelse i området og gøre det lettere for private virksomheder at rekruttere. Og når medarbejderne bosætter sig her, følger lønkroner, skatteindtægter, kunder i butikkerne og børn i klasseværelserne med.
Glemt af Socialdemokratiet
De oprindelige planer fra 2015 og 2018 omfattede tilsammen 266 arbejdspladser til Lolland-Falster: 155 til Nykøbing, 80 til Nakskov og 31 til Maribo.
I Nykøbing var det kulturarv hos Slots- og Kulturstyrelsen samt erhvervsservice og digital support hos Erhvervsstyrelsen og fra Digitaliseringsstyrelsen. Nakskov fik Nota, biblioteket for mennesker med læsevanskeligheder. Maribo fik arbejdspladser med ejendomsvurderinger.
Nu skal der bygges videre på de faglige miljøer. Flere beslægtede arbejdspladser, så mulighederne også rækker til den næste ansættelse og den næste familie.
Og så til det spørgsmål, der burde få Socialdemokratiet til at sidde lidt uroligt på kontorstolen: Hvor er jeres store udflytningsrunde?
Begge de store runder, i 2015 og 2018, blev besluttet af Venstre-ledede regeringer under Lars Løkke Rasmussen. Inden han løste alverdens problemer på de bonede gulve …
Mette Frederiksen må til gengæld levere sit eget svar. Hvilke statslige opgaver skal fremover løses på Lolland-Falster? Hvor mange job? Og hvornår?
Statslige job er et vigtigt redskab til at skabe balance i Danmark. Staten bestemmer selv, hvor den lægger sine arbejdspladser. Så må den også tage ansvar for, at de kommer hele landet til gode.
Seneste artikler
Ændringer i togdriften fortsætter en måned endnu
TSØ tabte pusten mod skrækmodstander
Microsoft Outlook ramt af nedbrud
Milliardær køber for millioner på Fejø: Her er årsagen
Dølle jubler over rekord – men der er et problem
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet