Debatindlæg

Spareforslag finder over en million hos ældreplejen. Arkivfoto: Martin Dam Kristensen

Millionbesparelse er imod loven: Borgernes vel eller politikernes ønsker

Hjemmehjælpen skal effektiviseres i nye spareforslag, men kan det overhovedet gå stærkere, end det gør i dag? Det spørger læserbrevsskribenten om i dette indlæg.

Offentliggjort

Fra nytår får hjemmehjælperne i Lolland Kommune endnu mere travlt. Så travlt, at de vil spare kommunen for næsten en million kroner i 2027. Og mere end en million i de følgende tre år. Men kan det overhovedet gå stærkere end i dag?

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Ønsker du at deltage i debatten, kan du skrive til os på nyhedsdesk@folketidende.dk

Det kan det efter det politiske flertals mening. Det er hjemmehjælp helt generelt, nemlig ”personlig og praktisk hjælp i hjemmet”, der skal op i tempo. Både hjælp til at komme op om morgenen, blive vasket, få hjælp til at spise, blive hjulpet på toilettet eller få bleen skiftet, måske få gjort rent og komme i bad.

Dette uagtet, at gamle ben bliver langsommere med tiden. Det tager længere tid at tygge maden. Man kan komme til at spilde saftevand. Måske har man haft et uheld på toilettet, som nu trænger til en omgang.

Hvad er så vigtigst, borgeres velbefindende eller løftet til politikerne om at spare en million?

Først hed spareforslaget rengøring hver tredje uge i stedet for hver anden uge. Så fik administrationen kolde fødder. Ældreloven siger jo, at hjælpen skal gives i rummelige pleje-/omsorgsforløb, ikke i individuelle ydelser som rengøring, bad, personlig pleje etc. Så gik det jo ikke an, at man sådan afslørede, at man fremover kun ville gøre rent hver tredje uge. Det ville helt tydeligt være imod Ældreloven.

Derfor fandt man på at tilsløre besparelsen ved at omformulere spareforslaget og på den måde lade det gå ud over hjemmehjælp helt generelt. Sjovt nok ville det give præcis samme beløb i besparelse, som hvis man havde skåret ned på rengøringen.

Man tilføjede endda i spareforslaget, som jo altså blev vedtaget, at hvis ellers borgerne og/eller deres pårørende brugte lidt mere tid end vanligt, så ville de faktisk selv kunne klare disse opgaver.

Der står nemlig i besparelsen: ”Borgere og pårørende finder generelt, at hjælp til personlig og praktisk hjælp er noget, man har krav på, uagtet at nogle borgere og/eller deres pårørende, med et lidt større tidsforbrug end vanligt, selv ville kunne forestå nogle af disse opgaver.”

Så ville de altså selv kunne finde ud af at få skiftet bleen, blive liftet ud af sengen, få taget det ugentlige bad, få tørret op på gulvet og få skrubbet toilettet. Men mig bekendt får man ikke hjælp til noget her i kommunen, hvis man på nogen måde selv kan klare det, og sådan har det altid været. Nu insinuerer man uden at blinke, at hvis ellers folk tager sig sammen, så kan de faktisk godt.

Det synes jeg er en grov, borgerfjendsk og nedladende holdning. Det oser i den grad af formynderskab, og det skyder med spredehagl ved endda at inkludere samtlige pårørende over en bred kam.

Hvem vil helt personligt tage ansvar for dette spareforslag og dets formulering?

Rent teknisk hedder det 2027_83, og det vil give 900.000 kroner i 2027 og 1,2 million i årene 2028-2030.

Bortset fra den utilgivelige formulering er forslaget stadigvæk stik imod Ældreloven. Her skal hjælpen gives ved hvert besøg i dialog med borgeren, og med brug af medarbejderens faglighed til at vurdere, hvad der er mest brug for og bedst i samklang med borgers ønske.

Både medbestemmelse og faglighed sættes nu ud af spillet. Der bliver ikke tid til den lovpligtige dialog, og borgers ønsker bliver uvægerligt afslået med henvisning til manglende tid. Og når den lille snak er taget, så er tiden i øvrigt gået.

Ældreloven skulle være et opgør med minuttyranni, men det bliver nu kun endnu værre.

Samtidig bør både borger og de pårørende gå rundt med en dårlig samvittighed, for ifølge politikerne kunne de godt selv, hvis de ellers tog sig sammen.

Jeg håber, politikerne ved nærmere eftertanke vil give en undskyldning til borgerne, og at de vil melde ud til personalet, at borgers velbefindende selvfølgelig er vigtigere end om man opnår den millionstore besparelse.

Siger man ikke undskyld, men gennemfører det vildt opskruede tempo i hjemmeplejen, så vil det næppe hjælpe på fastholdelse af medarbejderne og heller ikke gøre faget tillokkende for nye folk.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.