Anne mødte Marielysts store idémager i et fly fyldt med guldfisk

Der var både guldfisk, silkeskjorter og usædvanligt god plads om bord, da Anne og Jochen Grünewald mødte hinanden på en flyvetur fra Bangkok via Karachi til København.

Anne var 25 år og på vej hjem fra en udstationering som stewardesse i New Delhi. Jochen var næsten ti år ældre og havde været på forretningsrejse i Japan.

- Det var skæbnen, for jeg var ikke på arbejde som stewardesse, men fløj hjem som passager, og så faldt vi i snak, fortæller Anne Grünewald.

Flyet havde plads til 180 passagerer, men kun omkring 30 var med. De tomme sæder blev brugt til fragt, blandt andet levende guldfisk og koikarper i særlige beholdere med ilt. Der var også silkeskjorter med fra Bangkok.

- Så alle gik rundt og snakkede. Der var en helt særlig stemning. Og han var en meget sød fyr.

Mødet blev begyndelsen på 49 års ægteskab.

Fra Hamborg til Marielyst

Efter fem år i Hamborg flyttede parret i 1985 til Marielyst med datteren Sarah. Siden kom sønnen Peter til verden. Her blev Jochen efterhånden lidt af en lokal berømthed.

- Vi sagde i gamle dage, at når man gik en tur gennem byen med Jochen, så kunne Dronning Margrethe godt gå hjem. Der var altid nogen, der kendte Jochen, fortæller Anne.

Ikke mindst på Larsens Plads, som parret drev, og hvor mange sommerhusejere havde deres faste gang.

- Når folk kom til deres sommerhus, gik de tit op og fik en øl hos Jochen i krostuen, hvor der altid var tændt op i pejsen. Det var smadderhyggeligt.

Også efter pensioneringen blev han ofte stoppet på sine gåture med hunden eller i golfklubben. Folk ville vende stort og småt med manden, der i årtier havde engageret sig i Marielysts udvikling.

Men i sine sidste år gjorde hørelsen og det danske sprog det sværere for ham at følge med i samtalerne.

- Han var ikke nogen ørn til dansk. Han talte sådan et »Prins Henrik-sprog«, og jo ældre han blev, desto sværere blev det for ham. Det var han ked af.

Bankmanden burde have været arkitekt

Jochen voksede op på en stor tysk bondegård, hvor han fra barnsben hjalp til med at bygge stalde. Han blev uddannet i bankvæsenet, men blev selvstændig som 25-årig og opbyggede en virksomhed med over 100 ansatte, der solgte kopimaskiner.

Alligevel mener Anne, at hans egentlige talent lå et andet sted.

- Som ung landede han nok på den forkerte hylde som bankmand i stedet for at blive arkitekt, for det var virkelig det, han kunne. Det, han har bygget og skabt, var det, han brændte for.

Han var dygtig til at tegne og se løsninger, som andre overså. Den evne kom i spil, da parret købte en gammel købmandsforretning med en campingplads i Marielyst. Oprindeligt ville de anlægge tennis- og squashbaner, men fik afslag på grund af støj. I stedet fik Jochen idéen til et spisested. Det blev til Larsens Plads, hvor han både udtænkte løsningerne og selv tog del i håndværket. Anne stod for indretningen og hjalp til i køkkenet, når hun havde orlov fra jobbet som stewardesse. Larsens Plads blev blandt andet kendt for sin jazzbrunch.

- Jeg havde tre generationer siddende som gæster: bedsteforældre, forældre og børn, der hørte traditionel jazz en søndag formiddag. Det var smadderhyggeligt.

Men i 1991 måtte parret lukke. Kartoffelkuren havde kostet kunder, og den korte turistsæson kunne ikke dække de faste udgifter.

- Det var hårdt for ham. Det var hårdt for os alle sammen, men det var hårdt for ham.

Idéer, der var forud for deres tid

Jochens engagement rakte langt ud over hans egen forretning. Han foreslog blandt andet julebelysning langs Marielyst Strandvej, som han ifølge Anne også havde foreslået navnet til. Allerede i 1980'erne mente han desuden, at busserne skulle ledes uden om pladsen, så byen kunne få et egentligt torv.

- Dengang sagde de, at det slet ikke kunne lade sig gøre. Han var forud for sin tid med mange ting.

Andre idéer blev aldrig til virkelighed. Jochen var begejstret for planerne om et vandland, men projektet endte i stedet i Rødby.

- Det var han meget skuffet over, kan jeg huske.

Efter lukningen af Larsens Plads blev han forretningsfører for et arkitektfirma i det tidligere DDR, som skulle på ret køl efter murens fald. Han var også involveret i boligbyggeri.

En far med tankerne andre steder

Den konstante strøm af idéer prægede også familielivet.

- Han var en far, som nogle gange var der uden rigtig at være der, fordi han havde tankerne alle andre steder. Han gjorde det bedste, han kunne.

Han var ikke nødvendigvis den far, der tog på fisketur med sin søn eller arrangerede de store oplevelser med børnene.

- Jeg var der også til at tage mig af børnene. Han havde altid gang i noget. Han var en travl far.

Men glæden ved at skabe var også noget af det, der bandt Anne og Jochen sammen.

- Vores styrke var nok, at vi var gode til at skabe noget sammen, når der skulle bygges og indrettes. Det havde vi en fælles glæde ved.

De sidste dage

Jochen Grünewald var trods sin alder i god form og en ivrig golfspiller. Men i hans sidste leveår begyndte helbredet at skrante.

- Han samlede ligesom lidt sammen - noget, der gjorde ondt her og der. Men sådan er det jo, når man er 85, fortæller Anne.

Han blev opereret for en kræftsvulst på leveren. Operationen gik fint, men den følgende nat blev han ramt af en stor blodprop i hjernen.

Skaderne var så alvorlige, at han ikke ville komme til at gå, spise eller drikke igen.

- Han var aldrig kommet hjem mere. Der var ikke noget liv, der ventede ham.

Fem dage senere, 25. august 2026, døde Jochen Grünewald, 85 år gammel.