Beboere oplever utryg stemning efter brand i Nakskov
Beboerne på Tornskadevej i Nakskov er urolige efter en mulig påsat brand nytårsaften. Den gav store skader på et affaldsskur.
Politiet undersøger sagen som hærværk, og beboerne håber, at branden var et uheld og ikke en bevidst handling.
Når beboerne på Tornskadevej mødes foran rækkehusene, er det store samtaleemne branden nytårsaften.
Torben Steen Larsen stod på 1. sal og kiggede ud af vinduet, da han så flammerne, som havde godt fat i et stort skur, hvor der stod affaldscontainere.
- Det var ret voldsomt, siger han.
Muligvis påsat
Politiet og Lolland-Falster Brandvæsen måtte kort før klokken 23.20 nytårsaften rykke ud til en brand i flere affaldscontainere, der stod i et træskur på Tornskadevej i den sydlige udkant af Nakskov.
Annonce
Ifølge brandvæsenet var der risiko for, at branden ville sprede sig til rækken af parkerede biler og den nærmeste boligblok.
Vinden havde godt fat nytårsaften, så beboerne i tre lejligheder blev evakueret, mens de øvrige beboere i samme bygning blev bedt om at lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg. De evakuerede beboere kunne dog vende tilbage til deres lejligheder efter cirka 20 minutter.
Ifølge politiets vagtchef er branden muligvis blevet antændt af fyrværkeri, og man har en formodning om, at den er påsat. Af samme årsag har politiet registreret branden som en hærværkssag.
Det tog cirka en times tid at slukke branden, som ifølge indsatslederen er opstået i en af affaldscontainerne.
Alle containerne udbrændte, og der skete store skader på det skur, de stod i.
Brandtomten ligger lige ved siden af legepladsen. Foto: Anna C. MøhlAnna C. Møhl
Utrygt
Beboerne i det ellers fredelige kvarter er bekymrede for, om nogen bevidst har sat ild til containerne.
Lene Rommel har boet i et rækkehus på Tornskadevej i næsten 20 år. Hun kender sit kvarter godt og beskriver det som trygt og rart.
- Vi er da vant til, at der fyres krudt af. Men vi har aldrig oplevet noget som det her. Det værste er utrygheden.
- Det giver en utryg stemning, når der aldrig før er sket noget så voldsomt som det her, siger hun.
Annonce
Med en ventetid på 10 til 20 år for at få en bolig på Tornskadevej regnes kvarteret for at være et attraktivt sted at bo.
- Det er et godt sted at bo, så jeg håber branden er opstået ved en fejl, siger Lene Rommel.
Det, som beboerne snakker om, er, hvor vidt nogen ved en fejl kom til at smide ulmende fyrværkeri ned i papircontaineren eller om branden er påsat.
Vinden havde godt fat i flammerne, da skuret brændte nytårsaften. Foto: Anna C. MøhlAnna C. Møhl
Masser af julepap
Mette Eichild fortæller, at containeren var fyldt godt op med pap efter pakkeposten havde været forbi med julegaver.
Hun fortæller, at ud over et nedbrændt skur, så smeltede et sidespejl på en bil, der holdt få meter fra flammerne.
Ligesom Lene Rommel håber Mette Eichild, at branden er opstået ved et uheld og ikke var en bevidst handling.
- Jeg håber virkelig, at det er noget, der er sket ved en fejl, siger hun.
En enkelt beboer blev tilset for mulig røgforgiftning, men det var ikke nødvendigt at køre beboeren på sygehuset, oplyser brandvæsenet.
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned