Folketingsvalg 2026

Lolland har brug for langsigtet økonomisk hjælp, mener Benny Damgaard. Arkivfoto: Nicklas Linnemann

Benny Damgaard: Lollands økonomi kræver mere end en redningskrans

Byrådsmedlemmet og folketingskandidaten fra Danmarksdemokraterne ønsker langsigtede løsninger for Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

På få år er særpuljen til vanskeligt stillede kommuner steget med næsten en halv milliard kroner, og alligevel lider en kommune som Lolland økonomisk nød. Det viser et Danmark i tydelig ubalance, mener Benny Damgaard (DD), der har plads i det lollandske byråd og stiller op til Folketinget.

Jeg sagde, at de nok forventede af mig, at mit første punkt i valgprogrammet vil være jernmarker. Det er det ikke.

Benny Damgaard

I sidste uge foreslog det socialdemokratiske folketingsmedlem Kasper Roug, at puljen bliver hævet fra 800 millioner kroner sidste år til 1,5 milliard kroner i år. En slags redningskrans til en kommune som Lolland, der på den måde vil kunne få flere statslige midler til at binde budgettet sammen. 

Men Lolland skal ikke have redningskranse, mener Benny Damgaard.

- Det er fint, at Kasper Roug vil smide en redningskrans, men en redningskrans kan kun holde dig oven vande i kort tid. Bliver der ikke gjort noget yderligere, vil du alligevel drukne. Vi har brug for en langsigtet plan.

Jernmarker står ikke øverst

For Benny Damgaard er udligningen faktisk helt i top blandt de emner, som han vil tage med i Folketinget, hvis han får vælgernes opbakning 24. marts. Det er vigtigere end eksempelvis jernmarkerne, som ellers er noget af det, der fylder meget i retorikken hos Danmarksdemokraterne.

Det slog det lollandske byrådsmedlem også fast, da Inger Støjberg forleden var på besøg i Maribo.

- Jeg sagde, at de nok forventede af mig, at mit første punkt i valgprogrammet vil være jernmarker. Det er det ikke. Udligningsreformen er det vigtigste, så kommer bosætningspolitikken og landdistrikterne. Først som nummer fire kommer jernmarkerne, forklarer han.

Det budskab tog partilederen pænt imod, og for Benny Damgaard er det vigtigt, at der holdes fokus på den lollandske økonomi, men også at det sker ved at tænke langsigtet.

Må ikke ende under administration

En kommune som Lolland har brug for ro om budgetterne, maner han. Ikke den konstante usikkerhed ved at skulle vente på tilskud fra særpuljer.

- Vi skal simpelthen have en langsigtet plan. Så vi ved hvert år til foråret, når vi begynder at lægge budgetterne, at der eksempelvis kommer 325 millioner. På den måde kan vi agere ud fra det, forklarer han.

For Lolland er det mere end bare økonomisk hovedpine. Der er en reel risiko for, at Lolland ender under administration. Et scenarie, som Benny Damgaard på ingen måde ønsker.

- Det vil ikke være sjovt, for her kigger man ikke på de lokale forhold, men siger eksempelvis at til en befolkning af denne størrelse, er det nok med måske en svømmehal, tre skoler og så videre.

For ikke at ende i den situation, er det vigtigt, at der bliver handlet. Og den handling bliver nemmere, hvis der er flere lokale repræsentanter i Folketinget efter det kommende valg.

Kravet vil være mere end redningskranse. Der er behov for at få samlet flere parter omkring bordet, og få skabt løsninger, som forhindrer Lolland i at drukne.

LF’s største valgdebat - live på Folketidende.dk

På lørdag går 19 lokale kandidater på scenen til valgkampens største debat. 

Følg det live her på Folketidende.dk, hvor vi streamer og blogger direkte fra debatten. 

Det er klokken 14 - lige her, hvor du læser med nu. 

Vil du selv være med som publikum, foregår det på GuldBoSund fra klokken 12:30 - vi starter med stegt flæsk. 

Tilmelding på ftfordele.dk