Sport

Mathias Nikolajsen er en af de nye spillere, Team Sydhavsøerne har hevet ind. Foto: Team Sydhavsøerne

Bittert nederlag: Team Sydhavsøerne smed sejren efter pausen

En forrygende første halvleg blev afløst af en svag anden halvleg, og så udeblev overraskelsen i Herning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Inden sæsonåbneren i 1. division mod HC Midtjylland havde Team Sydhavsøerne ikke lagt skjul på, at det ville blive meget vanskeligt at få point med hjem fra Herning. Man skal helt tilbage til 2014 for at finde seneste TSØ-sejr på den jyske hede.

Efter første halvleg af opgøret, der blev spillet fredag aften, havde piben fået en anden lyd.

Ved pausen stod lollikkerne med en pauseføring på 17-12.

Inden da kunne man godt se, at det var begge holds første ligakamp i sæsonen. Efter en nervøs indledning skulle der gå mere end fem minutter, før nyankomne TSØ-spiller Dines Kjeldgaard scorede til stillingen 1-1. Og så var rusten banket af.

1. division, mænd, håndbold

HC Midtjylland - Team Sydhavsøerne: 32-29 (12-17)

Målscorere, HC Midtjylland: Emil Jensen 9, Anton Bramming 6 (5), Valdemar Hermansen 6, Malte Pedersen 4, Magnus Sønnichsen 2, Nicolai Snogdal 2, Livio Klausen 2, Emil Vestergaard Larsen 1.

Målscorere, Team Sydhavsøerne:  Mathias Nikolajsen 6, Dines Kjeldsgaard 6, Frederik Kiszka 5 (3), Pauli Mittun 5, Pætur Mikkjalsson 4, Kristian Vukman 2, Lasse Højgaard 1.

Udvisninger: Team Sydhavsøerne: 3.

Dommere: Kristoffer Vestergaard og  Emil Lennart Nielsen.

De fik sat op for tempoet og trykkede på - og halvvejs igennem første omgang bragte fløjspiller Lasse Højgaard TSØ foran med 10-6.

Lige inden pausen gav Mathias Nikolajsen gæsterne et solidt udgangspunkt ved at score to gange i tomt mål og sikre femmålsføringen.

Tekniske fejl tippede kampen

I anden halvleg blev kampen vendt på hovedet.

En række tekniske fejl fra lollikkerne inviterede HC Midtjylland tilbage i kampen, og efter 40 minutter fik værterne udlignet til 20-20.

Det slog dog ikke TSØ-spillerne helt ud, og de fik spillet sig tilbage ind i kampen. Desværre var skaden sket.

I den efterfølgende periode fulgtes holdene ad indtil slutfasen, hvor jyderne trak fra og kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret med 32-29.

Ærgerlig - men fortrøstningsfuld

Cheftræner Nicolai Worsøe står med blandede følelser efter kampen, hvor en forrygende første halvleg gav håb og drømme.

- Vi fik spillet os ind i kampen og fik i lange og mange perioder i første halvleg opgøret over på vores præmisser. Vi fik dikteret det, vi gerne ville på det defensive med skud ude på de brede områder, og vi fik arbejdet stenhårdt for hinanden, som gav nogle scoringer på "halv" anden fase, tredje fase-situationer, som vi er ret gode til, når vi kan få lov til at trykke tempoet op i kampene, siger cheftræneren og forklarer om indledningen på anden halvleg:

- Så er det bare sådan i håndbold, at et par tekniske fejl og lidt modgang hurtigt kan tippe kampen over på nogle andre præmisser.

Han tilføjer, at selvom der blot er kommet fire nye spillere ind i truppen, er der stadig en ni-ti spillere ude fra sidste sæson.

- Det her var første gang, hvor vi virkelig har mødt modgang fra at være foran til at komme bagefter. Uagtet resultatet var det en kamp, vi lærte meget af. Det skal vi være gode til at tage med videre, siger han.

Han lægger ikke skjul på, at trænerteamet og spillerne var "superærgerlige og superskuffede" over ikke at få point med hjem efter pauseføringen. Men samtidig slår han fast, at han er meget fortrøstningsfuld frem mod resten af sæsonen.

 - Vores første halvleg var fra en rigtig rigtig høj hylde. Jeg tror på, at det, vi leverede i første halvleg kan komme til at kendetegne os som gruppe, siger Nicolai Worsøe.