Krimi

Arkivfoto: Ingrid Riis

Butikstyv med speciel taske dømt

Stjal i adskillige byer på Sjælland, men fælden klappede i Nykøbing.

Offentliggjort

En 38-årig rumænsk kvinde kan se frem til seks måneder i fængsel og derefter vinke farvel til Danmark i de næste seks år, efter at hun tirsdag blev dømt for ikke færre end 15 butikstyverier i Nykøbing samt adskillige byer på Sjælland.

Det var faktisk tyveriet i Nykøbing, der satte en stopper for tyvetogtet, som den 38-årige udførte sammen med en 28-årig kvinde, også fra Rumænien.

Folketidende har tidligere omtalt tyveriet, som gik ud over en butik i Østergågade. Her havde nogle medarbejdere opdaget, at kvinderne forsøgte at komme ud af forretningen med tasken fuld af varer, som de ikke havde betalt for.

Havde sneget kosmetik i tasken

Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at kvinderne havde lagt forskellige kosmetikprodukter for en værdi af i alt 1.433 kroner i tasken.

Tyveriet i Nykøbing udgør dog blot en lille del af den samlede "pakke", for ifølge en pressemeddelelse fra politiet, vurderes det, at de har stjålet kosmetikprodukter for næsten 75.000 kroner sammenlagt.

De to kvinder slap afsted med de mange tyveirer, fordi de skjulte genstandene i en såkaldt russerpose - en stof- eller plasticpose foret med metalfolie på indersiden så alarmsystemet ikke aktiveres.

Den 38-årige rumæner modtog dommen og er fortsat varetægtsfængslet. Den anden rumænske kvinde er også varetægtsfængslet. Hendes sag har ikke været for retten endnu.