Folketingsvalg 2026

Christiansborg danner rammen, når kandidaterne fra Lolland-Falster går efter en plads i Folketinget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

De stiller op på Lolland-Falster: Her er navnene - og de mest markante bud

Her er hele listen over kandidater fra Lolland og Guldborgsund - og de navne, som mangeårig redaktør på Folketidende Lars Hovgaard peger på som de mest markante i den kommende valgkamp.

Offentliggjort Sidst opdateret
Lars Hovgaard har fulgt lokalpolitik i årevis og peger på flere markante navne blandt kandidaterne fra Lolland-Falster. Arkivfoto

Stor respekt for alle, der nu stiller sig frem og beder vælgerne om opbakning i en hæsblæsende valgkamp.

Sådan lyder det fra Lars Hovgaard, der som redaktør på Folketidende har fulgt lokal og regional politik de seneste 25 år, om feltet af folketingskandidater med rødder på Lolland-Falster - og de navne, der i hans øjne allerede nu stikker ud som særligt stærke bud i den kommende valgkamp.

En valgkamp, der skal ses med netop både lokale og regionale øjne, for selvom kandidaterne som udgangspunkt er knyttet til en bestemt opstillingskreds, kan vælgerne i praksis stemme på dem i hele Sjællands Storkreds, som omfatter 17 kommuner inddelt i 12 kredse.

Det betyder også, at kandidaterne ofte skal hente opbakning langt ud over deres vante hjemmebane.

Lolland Kommune: Kandidaterne

Kevin Rasmussen (Enhedslisten)

Anne Valentina Berthelsen (SF)

Kasper Roug (Socialdemokratiet)

Kristian Stokholm (Radikale)

Michael Schjelde (Venstre)

Henrik Jacobsen (Konservative)

Benny Damgaard (Danmarksdemokraterne)

John Brill Engkebølle (Danmarksdemokraterne)

Martin Mickey (Liberal Alliance)

Guldborgsund Kommune: Kandidaterne

Ludmilla Plenge Schütt (Enhedslisten)

Joan Kragh (SF)

Julie Kølskov Madsen (Socialdemokratiet)

Edris Qasimi (Radikale)

Iben Krog (Venstre)

Marcus Knuth (Konservative)

Simon Hampe (Dansk Folkeparti)

Bob Richard Nielsen (Danmarksdemokraterne)

Christian Wibholm (Danmarksdemokraterne)

Andre lokale navne i Sjællands Storkreds:

Charlotte Bagge (Moderaterne, Sjællands Storkreds)

Elise Sydendal (Alternativet, Sjællands Storkreds)

Claus Bakke (Venstre – Vordingborgkredsen)

Sascha Faxe (Alternativet – Lejrekredsen)  

De markante navne

Hvis man skal zoome ind på de mest oplagte trækheste med lokale relationer, nævner Lars Hovgaard især seks navne, som han vurderer har en tydeligere profil og højere kendskabsgrad end de øvrige:

Anne Valentina Berthelsen (SF)Kasper Roug (S)Iben Krog (V)Marcus Knuth (C)Charlotte Bagge (M) og Benny Damgaard (DD).

Om Anne Valentina Berthelsen fremhæver Lars Hovgaard, at hun allerede er folketingsmedlem for SF og med tunge ordførerskaber og markante udmeldinger har været meget synlig i den brede offentlighed. Og står SF til så solid en fremgang, som de spås i meningsmålingerne, bliver hun svær at komme uden om.

Om Kasper Roug, der også er nuværende folketingsmedlem, peger Lars Hovgaard på, at der kan være ”hjemløse” socialdemokratiske stemmer i omløb, efter at den tidligere stemmesluger Heino Knudsen - tidligere regionsrådsformand og et meget populært navn - har trukket sig fra politik og dermed som kandidat i Guldborgsundkredsen for at tiltræde et job i Dansk Håndbold.

Ifølge Lars Hovgaard kan det efterlade et tomrum, fordi stemmerne ikke nødvendigvis automatisk finder vej til den nye kandidat i Guldborgsund, Julie Kølskov Madsen, som ifølge hans vurdering er relativt ukendt i den brede offentlighed. Det kan i stedet åbne en mulighed for, at Kasper Roug kan hente endnu flere personlige stemmer, også i Guldborgsund. Og det vil han få brug for i kampen om et S-mandat.

Hos Venstre vurderer Lars Hovgaard, at Iben Krog kan være i spil til et af partiets mandater i storkredsen, blandt andet fordi Venstre ikke har haft et lokalt folketingsmedlem fra Lolland-Falster i en længere periode, og fordi Iben Krog ikke mindst under valget til Region Østdanmark har opbygget en profil, som kan bære en bredere valgkamp.

Og hos Konservative mener Lars Hovgaard, at tidligere folketingsmedlem Marcus Knuth fortsat er et navn med bredt kendskab og stemmepotentiale i storkredsen. Men at det - ligesom hos alle de øvrige partier - også afhænger af, hvor mange mandater Konservative ender med at tage i storkredsen.

Charlotte Bagge nævner Lars Hovgaard som et stærkt bud for Moderaterne. Hun er godt nok ikke opstillet lokalt, men ifølge ham er Charlotte Bagge relativt godt kendt lokalt - og hvis vælgere i området overvejer Moderaterne, er hun en kandidat, der kan samle stemmer.

Hos Danmarksdemokraterne peger Lars Hovgaard også på Benny Damgaard, som han beskriver som en markant skikkelse lokalt. Benny Damgaard fik et meget stærkt valg ved kommunalvalget på Lolland og er siden også blevet valgt ind i Region Østdanmark, hvilket giver ham en solid platform og gør ham til en kandidat, der ikke bør udelukkes.

Jokere og hårde kampe

I den kategori, hvor intet er umuligt, men kræver en ekstra stærk valgkamp og noget held udefra, nævner Lars Hovgaard blandt andet SF’s Joan Kragh som en mulig joker, hvis udviklingen og mandatfordelingen falder rigtigt ud. Her nævnes også Bob Richard Nielsen fra Danmarksdemokraterne i Guldborgsundkredsen.

Til gengæld vurderer Lars Hovgaard, at det kan blive svært for navne som Simon Hampe (DF), John Brill Engkebølle (DD), Edris Qasimi (R) og Ludmilla Plenge Schütt (Ø) at nå helt til Christiansborg, fordi kendskabsgrad og mandatkamp i storkredsen typisk kræver meget bred opbakning - også uden for lokalområdet.

Selv om nogle navne således allerede nu står stærkere end andre, understreger Lars Hovgaard, at den sjællandske storkreds er stor, og at kandidaterne i praksis skal slå igennem på tværs af flere kommuner for at hente de nødvendige personlige stemmer til at gøre sig gældende.