Debat
Den nye Dronning Margrethe II's Bro. Arkivfoto: Michael Patrick Larsen
Dronning Margrethe II's Bro - vi er undersåtter og ikke medborgere
Naboerne til Dronning Margrethe II's Bro i Orehoved føler sig overset og patroniseret af Vejdirektoratet under broens byggeproces.
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Ønsker du at deltage i debatten, kan du skrive til os på nyhedsdesk@folketidende.dk.
Den nye storstrømsbro, Dronning Margrethe II's Bro, er åbnet. På trods af budgetoverskridelse, forsinkelse og mærkelige samarbejdskonflikter skete det med flag og jubel. Et stykke Danmarkshistorie blev der sagt. Men historien om, hvordan broens nærmeste naboer har oplevet processen, er ikke blevet fortalt.
Lokale politikere og kommune var ingen hjælp.
Maria Lundahl
Den behandling, vi har fået af Vejdirektoratet har i hele forløbet, været patroniserende. Jeg husker især det første informationsmøde, vi blev indbudt til. Vi fik en gennemgang af planerne for byggeriet og fik at vide, at det var vedtaget, og uanset hvor meget vi protesterede, ville blive gennemført. Vi skulle ikke regne med økonomisk kompensation for støj og forurening under byggeriet eller for fald i ejendomsværdi og øget trafikstøj efterfølgende. Det er der i Danmark nemlig ikke tradition for.
Hvis vi havde indsigelser eller forslag, der kunne mindske generne for os, ville det kun tages i betragtning, hvis det ikke øgede omkostningerne for byggeriet.
Niels Gottlieb (den øverste ansvarlige for byggeriet) var i forhold til økonomi og tidsplan meget skråsikker. Det var det bedst forberedte brobyggeri nogensinde, og han ville (næsten) garantere at der ikke ville komme budgetoverskridelser eller forsinkelser.
Der var på det tidspunkt en aktiv beboerforening i Orehoved og andre grupper, der uden succes, prøvede på at få linjeføringen af broen ændret eller brodæmningen afkortet.
Den eneste anke, der blev taget alvorligt, var risikoen for lugtgener på Falstersiden, mellem dæmning og strandlinje på grund af et stort areal med lavt stillestående vand. Vi fik et løfte om, at man der ville fylde op og etablere et attraktivt strandareal.
Sidste år kontaktede jeg Vejdirektoratet og spurgte til det attraktive strandareal, som vi var blevet lovet. Svaret var som forventet, at det kunne man ikke huske. Til gengæld kunne man godt huske, at Danmarks Naturfredningsforening mente, at en i perioder oversvømmet strandeng ville være pragtfuld for fuglelivet. At det også var den billigste løsning hjalp sikkert også på hukommelsen.
Lokale politikere og kommune var ingen hjælp. De var så forhippede på den nye bro, at alt, hvad der kunne forhindre eller udsætte byggeriet, måtte ties ihjel.
Til sommer skal der være en festlig indvielse med kongelig tilstedeværelse og festtaler. Det er en tydelig markering for os naboer til byggeriet, at vi er undersåtter og ikke medborgere.
Seneste artikler
Lalandia bruger tocifret millionbeløb på nyt område
Lukas' studentervogn lagde vejen forbi plejehjemmet: - Det giver sindssygt meget
Udsatte borgere til revy i Nykøbing: "Hylende skæg" sommerrevy
Strømafbrydelse på Lolland
Kongeskibet lagde til kaj i Rødbyhavn
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet
Personer gik på motorvejen