Sport

FC Nakskov hentede sejren. Arkivfoto: Ingrid Riis

Flyvende Fugl gør det igen: Sikrer FC Nakskov comeback-sejr i sidste minut

På en sen scoring af Noah Fugl fik FC Nakskov en drømmestart i Sjællandsseriens oprykningspulje. I nedrykningspuljen lykkedes det ingen af de lokale hold at hente point.

Offentliggjort

Efter en lang vinterpause ruller bolden igen i Sjællandsserien, der samtidig tager hul på sin nye forårsstruktur. I sidste halvdel af sæsonen er serien nu delt i et oprykningsspil og to nedrykningspuljer.

FC Nakskov havde et sublimt efterår, hvor Henrik "Krølle" Christensens tropper endte på andenpladsen i grundspillet. Derfor er nakskovitterne blandt de otte hold, der i foråret kæmper om oprykning til Danmarksserien.

Til åbningsopgøret fik FC Nakskov lørdag besøg af en gammel bekendt, Køge BK, som nakskovitterne i efteråret slog på udebane med 2-1.

Med den nye cheftræner Lasse Rasmussen ved sidelinjen kom FC Nakskov flyvende ud af starthullerne. Selvom værterne satte sig på spillet og kom frem til flere store chancer, lykkedes det ikke at få hul på bylden.

I stedet var det gæsterne, der kom foran efter 32 minutter. Og fire minutter senere blev ondt værre - 2-0 til Køge.

Ni minutter efter pausen fik FC Nakskov endelig noget at juble over. Her dukkede en af efterårets profiler, Frederik Mørkebæk Christensen, op og reducerede til 1-2. 

To minutter senere kunne hjemmeholdet juble endnu højere, da Mads Jatta sendte udligningen i mål efter oplæg fra Noah Skovgaard.

Det så længe ud til at ende i remis - men som så mange gange før i efteråret, ville vestlollikkerne det anderledes. I sidste minut scorede en anden af de helt store profiler, Noah Fugl, til 3-2 efter oplæg fra Frederik Mørkebæk Christensen. 0-2 nede ved pausen var vendt til tre point.

Kort efter fik Nakskovs Magnus Johansen rødt kort, men det ændrede ikke på resultatet. FC Nakskov indleder foråret med en sejr på 3-2 over Køge.

Grum velkomst

Væggerløse leverede et historisk efterår. Ikke én eneste gang smed holdet point i LF-serien, og den suveræne førsteplads gav oprykning til Sjællandsserien. Her er falstringerne endt i en nedrykningspulje, hvor de fredag indledte sæsonen på udebane på Nordvestsjælland mod Raklev.

Det blev en grum velkomst til rækken. Væggerløse kom ellers godt fra start, men en fejlpasning blev afgørende, og så kunne værterne skyde sig i front efter 19 minutters spil.

Herefter så Raklev sig aldrig tilbage. Ti minutter før pausen blev det 2-0, og i anden halvleg kørte sjællænderne Væggerløse over. 5-0 endte kampen til Raklev.

Dyre forsvarsfejl

B. Frem Sakskøbing var også en tur på Sjælland fredag aften. Modstanderen hed Herlufsholm GF.

Et tidligt gult kort betød, at lollikkerne var i undertal - det blev dyrt. Allerede efter 16 minutter bragte hjemmeholdet sig foran, da et indlæg passerede forbi flere forsvarsspillere gennem feltet, og så kunne en helt fri angriber nemt sende bolden i mål.

Otte minutter senere blev det også 2-0 til Herlufsholm, hvor defensiven hos sakskøbingenserne igen så tvivlsom ud.

Efter pausen kom lollikkerne bedre med i opgøret, men bolden ville ikke ind. I stedet blev det 3-0 efter 81 minutter, og så var det kun af kosmetisk betydning, at Phillip Hemmingsen reducerede til 1-3 fem minutter før tid.

Smed tidlig føring

Det blev en sand målfest, da Nykøbing FC - også fredag aften - var på græs i Slagelse.

Gæsterne kom suverænt fra start. Allerede fire minutter inde i opgøret gjorde Milas Schwensen det til 1-0 på oplæg fra Rasmus Berner, og blot fire minutter senere blev det 2-0 til Nykøbing FC. Denne gang med Berner som målscorer.

Desværre for NFC kom Slagelse tilbage i opgøret. Med scoringer i det 23. og 30. minut stod der pludselig 2-2 på måltavlen. 

Fem minutter senere havde Slagelse vendt opgøret på hovedet med scoringen til 3-2, som holdt frem til pausen.

Lige efter pausen blev håbet tændt igen. Milas Schwensen udlignede fra ellevemeterpletten, og så var der måske alligevel noget at komme efter for NFC.

Sådan blev det slet ikke. Med tre scoringer på 13 minutter cementerede hjemmeholdet sejren, der endte i tenniscifre 6-3 til Slagelse.

Dermed var der ingen af holdene fra Sydhavsøerne, der formåede at hente point i nedrykningspuljens første runde.