Folketingsvalg 2026

Mand i grøn jakke holder en stor valgplakat ved bagagerummet på en bil.
Henrik Jacobsen har klistret "Stem personligt" på 450 valgplakater. Foto: Palle Nevad Frandsen

Genbrugte valgplakater: Byrådsmedlem måtte frem med rettelakken

For at kunne genbruge 450 valgplakater måtte Henrik Jacobsen (C) ændre hver eneste plakat.

Offentliggjort

Genbrug er godt. Det mener Det Konservative Folkepartis lollandske folketingskandidat, Henrik Jacobsen, også. Det gavner både pengepungen og miljøet - partifarven er jo trods alt grøn. Men det er ikke altid nemt.

Lørdag klokken 12 kørte han ud på de midtlollandske gader, hvor hans portræt i de kommende uger skal pryde en masse lygetpæle. Inden da måtte han dog have fat i en anderledes rettelak. 

Jeg vil ikke afvise, at jeg kan gøre en større forskel for Lolland på Christiansborg end som formand for klima-, teknik- og miljøudvalget.

Henrik Jaconsen (C)

På hver eneste af plakaterne fra sidste års kommunalvalg stod der nemlig "borgmesterkandidat" over Henrik Jacobsens navn. Det passer ikke særligt godt, når der er tale om et folketingsvalg.

Statsministerkandidat?

Folketidendes udsendte foreslog, at den konservative politiker nøjedes med at skifte ordet "borgmester" ud med "statsminister". På den måde kunne den blå blok få lidt flere statsministerkandidater at vælge mellem. 

- Jeg tror ikke Mona (Juul, konservatives formand, red.) vil synes, at det er en særlig god idé, lyder det fra Henrik Jacobsen.

Han har i stedet for fået fremstillet 450 klistermærker med opfordringen "stem personligt". De blev nøjsommeligt klistret på plakaterne fredag aften.

- En valgplakat koster lidt over 20 kroner stykket, når den skal være i en ordentlig kvalitet. Derfor er der mange penge at spare ved at genbruge dem, som jeg allerede har stående.

Sidste omgang genbrug

Til sidste års kommunalvalg havde han 500 plakater, men 50 af dem klarede ikke at hænge i lygtepælene i november.

Selv om Henrik Jacobsen er glad for genbrug, agter han dog at købe nye til kommunalvalget om små fire år.

Mand i grøn jakke hænger en konservativ valgplakat op på en lygtepæl ved en villavej.
Henrik Jacobsen er glad for at genbruge valgplakaterne fra sidste års kommunalvalg. Foto: Palle Nevad Frandsen

- Det skyldes ikke så meget kvaliteten af plakaterne, men måske har udseendet ændret sig noget mere til den tid.

Ved seneste folketingsvalg var det småt med antallet af lokale kandidater, der fik plads på Christiansborg. Den konservative kandidat peger dog på, at tendensen fra sidste års regionsrådsvalg tyder på, at provinsen kan overraske.

I ydrekommunerne stemmer vælgerne typisk mere personligt, mens der i storbyerne er en tendens til at sætte sit kryds ved partiet, påpeger Henrik Jacobsen. Han ser også en lille mulighed for, at et godt valg til Marcus Knuth, der er den konservative kandidat i nabokredsen, kan trække Henrik Jacobsen med ind i Folketinget.

Vil forlade vigtig post

Skulle det ske, vil det få betydning for hans poster i Lolland Byråd. For nok vil Henrik Jacobsen blive siddende i byrådet, men han vil skære lidt ned på arbejdet.

- Jeg vil ikke afvise, at jeg kan gøre en større forskel for Lolland på Christiansborg end som formand for klima-, teknik- og miljøudvalget. Det er to vidt forskellige opgaver, hvor man i Folketinget arbejder mere langsigtet, mens udvalgsarbejdet er sager, som er lige her og nu, forklarer han.

Ender folketingsvalget med, at Henrik Jacobsen får vælgernes tillid, vil han tage en snak med borgmesteren om at stoppe som udvalgsformand, men han vil blive siddende i kommunens økonomiudvalg.