Lolland

Marie-Louise Brehm Nielsen gik direkte fra sin sidste vagt som sygeplejerske på Svanevig Hospice til jobbet som borgmester i Lolland Kommune ved årsskiftet. Her iklædt en alternativ borgmesterkæde fra kollegerne på hospice. Foto: Ingrid Riis

Hun gik direkte fra vagt på hospice til borgmesterstol nytårsaften

Marie-Louise Brehm Nielsen tog, iført en særlig borgmesterkæde, sin sidste vagt som sygeplejerske på Svanevig Hospice, før hun ved midnat blev ny borgmester i Lolland Kommune - og tager samtalen og lytten med sig ind på rådhuset.

Offentliggjort

Marie-Louise Brehm Nielsen: Fra hospice til borgmester

  • Marie-Louise Brehm Nielsen, tidligere sygeplejerske på Svanevig Hospice, er nu borgmester i Lolland Kommune og ser frem til at lytte til borgerne i sit politiske arbejde.
  • Hun tager stærke minder fra hospice med sig, herunder vigtigheden af samtaler og at skabe stjernestunder for patienterne.

Allerede før, hun formelt fra selve årsskiftet og til lyden af nytårsklokkerne kunne sætte sig i borgmesterstolen, havde Marie-Louise Brehm Nielsen iført sig borgmesterkæden. Dog en mere alternativ en af slagsen.

For på årets sidste dag havde hun den sene vagt på Svanevig Hospice - og kollegerne overraskede hende med en opsigtsvækkende borgmesterkæde flettet af gazebind, en juleguirlande og udsmykket med blandt andet tomme medicinglas og små nutella-pakker.

- Jeg elsker nutella - og det ved mine søde kollegaer, lyder det nytårsaften med et grin fra Lolland Kommunes nye borgmester iført den kulørte gave fra kollegerne.

Men inden hun formelt ved midnatstid kunne kalde sig borgmester, var hun stadig sygeplejerske - og for hende var det vigtigt at tage den sidste vagt på Svanevig Hospice, omgivet af tre kolleger, 14 patienter, pårørende og flere frivillige.

Blå bog

  • Marie-Louise Brehm Nielsen, 48 år
  • Opvokset ved Sandby, student fra Nakskov Gymnasium (1997), uddannet sygeplejerske (2005).
  • Tidligere ansat som hjemmesygeplejerske i Rødby Kommune og Lolland Kommune. Senest på Svanevig Hospice siden 2009.
  • Byrådsmedlem siden 2010. Først for Venstre - og siden 2017 for lokallisten Din Stemme.
  • Gift og mor til tre piger, bosat ved Søllested

- Sidste år havde jeg vagt juleaften og i år nytårsaften. Det er skiftet fra år til år. Jeg har altid været glad for at gå på arbejde her på hospice, men selvfølgelig er det noget særligt ved disse højtider. Der bliver gjort noget ekstra ud af det for patienterne og deres pårørende, fortæller Marie-Louise Brehm Nielsen, mens hun betragter det store fyrværkerishow, som en af de frivillige står for ude i havens aftensmørke.

Vemod og stærke minder

For Marie-Louise Brehm Nielsen personligt er det også med nogle ekstra følelser, at hun denne aften er på sin sidste vagt.

Nytårsaften og andre højtider er noget særligt på Svanevig Hospice. Foto: Ingrid Riis

- Det er naturligvis med en følelse af vemod, fordi jeg stopper på et sted, jeg holder meget af. Jeg blev ansat i 2009, dengang var hospice knap nok færdigbygget. Så jeg har været med lige fra starten. Jeg blev i øvrigt ansat den samme uge, som der var kommunalvalg i 2009 - og hvor jeg første gang blev valgt ind i byrådet. Det var en meget hektisk og særlig uge, som jeg aldrig vil glemme, lyder det fra Marie-Louise Brehm Nielsen, hvis arbejdsliv og politiske virke således har fulgt hinanden i nu 16 år.

Intet nytår uden fyrværkeri udenfor hospices vinduer. Foto: Ingrid Riis

Fra årets første dag bliver det nu politik, der kommer til at fylde det meste, når hun afløser Holger Schou Rasmussen som borgmester i Lolland Kommune. Og følelsen af, at noget nyt og spændende venter forude rumler også i hende her ved årsskiftet.

- Men jeg tager utrolig mange stærke minder med fra hospice. De mange dybe samtaler med patienter og pårørende. Det at kunne lytte. Samtidig har vi også altid forsøgt at skabe små stjernestunder i hverdagen og det at give patienterne nogle oplevelser. Jeg har flere gange fyldt bilen med patienter og kørt ture til blandt andet Dodekalitten. Det er vigtigt, at patienterne kan få disse små ekstra stunder, mens de er her, fortæller den nu tidligere hospice-sygeplejerske, der inden årene på Svanevig var ansat i den kommunale hjemmepleje på Lolland.

Samtalen og lytten

Som kommunens nye borgmester vil hun særligt tage vigtigheden af samtalen og det at lytte med sig ind i arbejdet.

Tiden nærmer sig midnat - og patienter og pårørende søger mod deres værelser. Foto: Ingrid Riis

- Der kommer jo ikke flere penge i kommunekassen, fordi jeg bliver borgmester. Så der skal stadig tages svære politiske beslutninger. Men jeg ser meget frem til at komme rundt og lytte til borgerne. At tage dialogen før de svære beslutninger, der kan betyde forandringer rundt omkring, siger Marie-Louise Brehm Nielsen.

Selv frygter hun ikke det arbejdspres, der er forbundet med jobbet som borgmester.

- Jeg har jo passet mit job som sygeplejerske, samtidig med at jeg derudover har haft en masse politiske møder. Så jeg er vant til, at dagene er lange og fyldte. Det skræmmer mig ikke, jeg arbejder gerne meget.

 Skal møde kongeparret

Faktisk havde hun planlagt at møde ind på rådhuset fredag, på årets anden dag, for at komme i gang.

Så længe man vil noget godt for Lolland, er jeg meget lydhør.

- Men jeg fik at vide, at jeg nok ville være ret alene på rådhuset netop den dag, Så det bliver på mandag, at jeg for alvor går i gang med arbejdet som borgmester. Det bliver så også en meget spændende dag, fordi jeg starter med - sammen med landets øvrige borgmestre - at skulle til nytårskur hos kongeparret, udover hvad der ellers venter af opgaver. Og om aftenen skal jeg til møde i Odd Fellow og fortælle. Tirsdag aften er det Rotary, som jeg skal besøge - efter min anden dag på kontoret, lyder det fra den nye borgmester, der repræsenterer lokallisten Din Stemme.

Lange forhandlinger

  • Marie-Louise Brehm Nielsen fra Din Stemme er ny borgmester i Lolland Kommune i en konstitueringsaftale med 15 mandater bag sig. 
  • Det skete efter et langvarigt og intenst forhandlingsforløb, hvor Din Stemme undervejs blandt andet forhandlede med Danmarksdemokraterne og Lokallisten Lolland om borgmesterposten.
  • I sidste ende valgte Din Stemme dog at lave en aftale med De Konservative, SF,  Socialdemokratiet og Venstre.

Hun har allerede mange møder og aktiviteter i kalenderen. Der bliver rakt ud fra mange sider - og gøres klar til mange kopper kaffe.

- Som lokalliste har vi jo ikke et moderparti på Christiansborg at støtte os til. Men jeg oplever, at der fra mange steder i det politiske landskab rækkes ud til os på Lolland. Rigtig mange vil meget gerne samarbejde med os. Og for mig er det ikke afgørende, hvilken partifarve, henvendelsen måtte have - så længe, man vil noget godt for Lolland, er jeg meget lydhør, siger Marie-Louise Brehm Nielsen.

Snak og stille stund

Lydhør er hun også på sin sidste vagt denne nytårsaften på Svanevig Hospice. Efter fyrværkeriet trækker de fleste patienter og pårørende sig tilbage til deres værelser.

Inden nytårsklokkerne midnat har Marie-Louise Brehm Nielsen og Tina Friis, der er patient på hospice for anden gang, en snak og en stille stund sammen. Foto: Ingrid Riis

Og Marie-Louise Brehm Nielsen følger med Tina Friis, der nu for anden gang er patient på hospice. Der er brug en snak om livet og døden - og en stille stund på værelset.

- Jeg kommer til at savne Marie-Louise her på hospice. Jeg knuselsker hende. Det må du gerne skrive. Nej, det skal du skrive …, lyder det med kærlig bestemthed fra Tina Friis og knuger sygeplejerskens hånd her kort før, klokken slår midnat, og et nyt år venter.